Skattechefen, der mistede og genfandt sin værdighed

Mobilopkaldet fra journalisten på Berlingske Tidende kom en torsdag aften i januar for to år siden på et cafeteria i Alpe d’Huez i Frankrig, hvor direktøren for Statens Restanceinddrivelse og medlem af SKATs topledelse Claus Kaaber sad og spiste aftensmad med sin far, som han var på skiferie med.

Journalisten havde nogle oplysninger fra en forhandling om køb af en grund med havudsigt i Spanien, som Claus Kaaber og en god ven – en topdirektør i revisionskoncernen Deloitte – i fællesskab havde indledt tilbage i 2004-2005. Det var dengang, Claus Kaaber stadig var direktør for det kommunale Skat-Midtsjælland. Journalisten skulle have en kommentar fra ham, for han var klar med en historie til forsiden af søndagens avis. Plus seks sider inde i tillægget.

Resten er historie… Først blev Claus Kaaber kaldt skattefusker i pressen, så blev han fyret, så anlagde hans fagforening en faglig voldgift – som blev tabt. Kort sagt: En nedtur så stor, at det er svært at forestille sig vejen op igen.

Lommerne fulde af sorte kontanter

Drømmegrunden blev aldrig købt. Det hele gik i vasken og endte i et opgør i retten i Aalborg med sælgeren, en nordjysk læge.

Det var i forbindelse med denne retssag, at den omfattende mailkorrespondence om købet var dukket op på Berlingske Tidendes redaktion. Lægen havde tidligere truet med at sende deres mails til pressen, men Claus
Kaaber og hans ven havde en spansk advokat på købet, så det var de ikke bekymrede for.

Berlingske Tidende skrev, at lægen pr. mail præsenterede køberne for en drejebog for spansk momsunddragelse, og nu var køber – direktøren i SKAT – på vej til notaren med lommerne fulde af sorte kontanter.

Lørdag aften fløj Claus Kaaber hjem fra Alpe d’Huez og gik søndag formiddag direkte på TV2 News.

”Det var min personlige integritet, sagen handlede om, ikke SKAT. Derfor stillede jeg op på egne vegne,” siger Claus Kaaber.

Afskediget

Ved påsketid gik han på planlagt ferie, og kort efter blev han fristillet, mens Skatteministeriet vurderede sagen. Små tre måneder efter mobilopkaldet stod buddet med brevet i døren til parcelhuset i Ringsted.

Den interne undersøgelse var afsluttet. Claus Kaaber blev afskediget, fordi han ikke klart og med det samme sagde fra ved de indledende forhandlinger til sælgerens ønske om uofficielle betalinger. Dermed skabte han tvivl om sine hensigter og fratog sig derved den agtelse og tillid – decorum – der er forbundet med en direktørstilling i SKAT, fastslog brevet.

”Det var helt uden for min forestilling, at sælgerens skumle ønsker kunne blive et problem for mig. Det var jo vores advokat i Spanien, der skulle gennemføre handlen, og som aftalen var skruet sammen, havde vi overhovedet ingen vinding ved sælgers model. Da sagen kom frem, havde vi for længst sagt fra over for sælger.”

Men – tilføjer han:

”Set i bakspejlet skulle vi langt tidligere have fortalt lægen tydeligt, end vi gjorde, at vi ikke agtede at gå ind på hans hensigter.”

Dømt ude

Claus Kaaber havde næsten et år at løbe på, før den sidste lønseddel fra SKAT kom. Gode venner rådede ham til at sunde sig hen over sommeren, før han begyndte at søge job. Så det gjorde han og fik holdt den panik, der lurede, i skak.

Når han i dag ser tilbage, peger han på især tre ting, som hjalp ham med at komme ud på den anden side: dygtig coaching fra et lille netværk på et par stykker, et stærkt ægteskab og motion:

”Når jeg havde fået et nyt brev fra Kammeradvokaten (modparten i den voldgift, som DJØF senere anlagde om afskedigelsen, red.), og jeg kogte, sagde min kone: ’Nu løber du en tur’.”

Børnene på dengang ni, 15 og 19 havde det svært. De to store gik på nettet og læste de hadeblogs, der blev skrevet om ham. Med en fortid som skattedirektør i en by af Ringsteds størrelse har man fjender.

I august begyndte han for alvor at søge job. Han søgte stort set kun offentlige chefjob − mest i kommunerne, fordi det var dét, han kunne og ville, og lidt tryghedsfornemmelse var der også i det. Det var tæt på nogle gange, men jobbet kom ikke. I stedet kom dén dag, hvor han skulle melde sig ledig for at få dagpenge.

En ny begyndelse

Da afslagene ét efter ét løb ind, tænkte han to ting: Skal jeg tage et job, hvor jeg kun bruger måske 15 procent af dét, jeg kan, fordi jeg ikke kan få en ny chefstilling i det offentlige? Eller bliver jeg selvstændig?

Mødet med a-kassen i marts for et år siden blev dråben. Han skulle være selvstændig – nu. De mange erfaringer skulle bruges til noget.

Den første kunde blev Region Sjælland, der skulle bruge en analyse af deres interne uddannelsesaktiviteter. Der kom andre kunder til. Senere fik han en ny opgave i Region Sjælland: Sundhedsinnovation! Og så sagde det bingo.

Han havde fundet kernen i sin virksomhed.

”Vi står med en tikkende dobbeltdemografisk bombe med flere at pleje og færre til at gøre det. Målet er at koble velfærdssektoren og det private erhvervsliv sammen og skabe nye løsninger. Der ligger over tre milliarder kroner og venter på at blive brugt til det i den nye fond for Anvendt Borgernær Teknologi.”

Og det lille firma lever.

”Der er brug for innovationsmæglere, som får tingene til at ske,” siger Claus Kaaber.

Og sagen? Den endelige streg blev slået i januar for et år siden, da DJØF tabte en voldgift mod SKAT for uberettiget afskedigelse. Opmanden lod decorumhammeren falde tungt. Der var ikke begået noget ulovligt, men værdigheden var røget.

”Jeg synes, DJØF fik fremlagt min sag rigtig godt, men jeg er nødt til at tage på min kappe og leve videre med, at jeg skulle have sagt tydeligere fra.”

Han synes, det er længe siden, han har lagt sagen bag sig og vil meget hellere tale om sammenhængen mellem velfærdsstat, innovation og en stærk eksport.

Eller om turene til Japan og USA, han snart skal på for se på deres versioner af sundhedsinnovation.

---

Kort om sagen

Claus Kaaber blev afskediget for i forbindelse med køb af en grund i Spanien ikke straks at have sagt fra over for sælgers ønske om en ordning med en officiel og en uofficiel købesum. Det havde frataget ham den tillid og agtelse (decorum), som er forbundet med en direktørstilling i SKAT.

Efter afskedigelsen vurderede SKAT sit adfærdskodeks.

Daværende direktør i Skat Ole Kjær udtalte i pressen, at jo højere oppe i hierarkiet, jo større er kravene til decorum, og at han ikke selv kunne tillade sig at købe en fisk sort fra stranden ved sit sommerhus.

DJØF anlagde på vegne af Claus Kaaber voldgift mod SKAT for uberettiget afskedigelse. DJØFs eksterne advokat i sagen Poul Heidmann fremførte blandt andet:

• Claus Kaaber begik ikke noget ulovligt og havde ikke intentioner om at gøre det, hvad blandt andet et advokatforhold i den betingede købsaftale viste.
• Påvirkningen af SKATs omdømme blev alene foranlediget af pressens anvendelse af ufuldstændige oplysninger om sagen og kan ikke tilskrives Claus Kaaber.

Opmanden ved voldgiften, højesteretsdommer Thomas Rørdam, tilkendegav, at Skatteministeriets opsigelse af Claus Kaaber var berettiget:

• Som administrator af et forvaltningsområde af samme karakter som den spanske momslovgivning burde han straks have sagt fra.
• Med en accepterende holdning over et langt forløb havde han tilsidesat decorumforskriftens værdighedskrav.

Byggegrunden skulle have været købt sammen med en ven, der deltog i hele forløbet. Vennen var partner og direktør i en stor revisionskoncern. Han fik kort tid efter sagen et nyt job i udlandet for koncernen.

Derfor kørte DJØF voldgiftssagen

Hvorfor valgte I at føre voldgiftssag? SKAT kunne vel ikke leve med sådan en historie i pressen uden at vise handlekraft?

”Vi mener, at SKAT burde have valgt en mindre indgribende sanktion end afskedigelse, fx en tjenstlig påtale eller en forflyttelse til en anden stilling. En afskedigelse var efter vores opfattelse en alt for hård sanktion set i lyset af, at der ikke var foregået noget ulovligt, og at det var en forhandling om en ejendomshandel på andre vilkår, end dem vi er vant til i Danmark,” siger DJØFs juridiske chef, Rami Christian Sørensen.

”Samtidig er det ikke ofte, der er lejlighed for at få afprøvet rammerne for decorumkravet. Det fik vi her, og vi må konstatere, at voldgiftsretten kom frem til, at der stilles særdeles strenge krav til offentlige chefer.”