Projektleder på hovedstadens største campus

22-06-2010
2 min.

Godt 1.000 ansatte og 10.000 studerende ved de syv uddannelser under Professionshøjskolen UCC skal samles til én. Jonas Kjær skal styre de mange involverede i det milliarddyre projekt.

Der er langt fra Maldiverne til Søborg, men cand.scient.soc. Jonas Kjær, 39 år, er glad for sin erfaring fra talrige projekter under FN – senest genopbygningen af det maldiviske samfund efter tsunamien. For der bliver brug for al hans projektledererfaring, når studerende, undervisere og administrativt personale fra syv forskellige uddannelser i København skal samles. Fremover er det tanken, at man kan uddanne sig til lærer, pædagog, sygeplejerske, fysioterapeut, psykomotoriker, tekstilformidler og tegnsprogstolk på én og samme adresse.

Eller måske bliver det på to, for længere er projektet endnu ikke. Målet for 2010 er at afgøre beliggenheden og beslutte, om det store campus skal brede sig på en eller to adresser i København. Sikkert er det, at bygningerne skal stå klar til indflytning i studieåret 2014/15. I den mellemliggende periode venter tusindvis af små og store beslutninger, men det skræmmer ikke Jonas Kjær.

”Jeg skal jo ikke kunne alt selv. Projektet er så stort og får brug for så mange spidskompetencer, at ingen kan klare det alene. Derfor bliver en del af min opgave at hente kompetente folk ind til at styre de enkelte delprocesser,” siger han.

Helt nye uddannelser kan opstå

Jonas Kjær er da heller ikke alene om denne store opgave, omend han er den hovedansvarlige. Til august starter hans medprojektleder, lektor og cand.pæd. Mette Rose Eriksen.



”Der bliver en skov af referencegrupper at holde kontakt til. Det er umuligt for én person at være med i dem alle, så jeg er glad for, at man fra direktionens side har valgt en model, hvor vi er to om det,” siger Jonas Kjær.

Man siger, at en elefant skal spises i små bidder, og projekt Campus er også inddelt i flere underprojekter. Beliggenheden står først for, derefter følger naturligt hele udbuds-, tegne- og byggefasen. En tredje og mindst lige så vigtig ’bid’ er indholdet, forklarer Jonas Kjær.

”Det er jo ikke bare spørgsmålet om, at uddannelserne flytter i fælles bygninger, og så kører de i øvrigt videre som hidtil. Med de fælles rammer opstår muligheder for tværfagligt arbejde, ja, måske for helt nye uddannelser. I virkeligheden er denne bid nok større end selve byggeriet, fordi den rækker ud i fremtiden,” siger han.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.