Mobbet ud af jobbet

22-06-2010
2 min.

DJØF har oplevet en fordobling af henvendelser fra medlemmer, der bliver mobbet på arbejdspladsen. Ofte ender det med en sygemelding og senere et farvel til arbejdspladsen – sådan endte det for Anne Clemmensen. Nu skal mobning ind i overenskomsterne.

Kollegerne var søde – det var chefen, det var galt med. Anne Clemmensen havde ellers store forventninger til jobbet som udviklingsmedarbejder i en mindre kommune. Hun var blevet ansat, selvom hun lige havde født – hendes nye arbejdsgiver ville gerne vente næsten et år på hende.

Men det gik galt helt fra starten, og efter godt et år blev hun sygemeldt. I øjeblikket forhandler DJØF en fratrædelsesaftale for Anne Clemmensen, for hun ønsker aldrig at komme tilbage til en chef, der råber og skriger og spiller medarbejderne ud mod hinanden.

Antallet af djøfere, der ligesom Anne Clemmensen bliver mobbet på arbejdspladsen, er steget til det dobbelte i løbet af det seneste år. DJØF har nu typisk 40 henvendelser om dårligt psykisk arbejdsmiljø – herunder mobning – i løbet af en måned.

Mobning skal koste arbejdsgiverne

Men ud over at der for det første skal sættes ind med forebyggelse, så skal det også koste arbejdsgiverne, mener Lars Qvistgaard, formand for Overenskomstforeningen i DJØF og medlem af Arbejdsmiljørådet.

I første omgang ønsker han at sætte mobning på dagsordenen i overenskomstforhandlingerne 2011 og vil lægge følgende krav på bordet:

”Vi har et krav om, at når man kommer tilbage efter en sygemelding, skal arbejdsgiveren sørge for, at der bliver lavet en tilbagevendelsesaftale, så man undgår at falde ind i de dårlige rammer igen. Og så mener vi, at medarbejdere skal kompenseres økonomisk, hvis han eller hun bliver ledig på grund af sygdom, der skyldes dårligt psykisk arbejdsmiljø,” siger Lars Qvistgaard.

Men da langt fra alle djøfere er dækket af en overenskomst, ønsker han også at arbejde for en ændring af funktionærloven, så arbejdsgiverne ikke slipper så nemt, når en medarbejder må forlade arbejdspladsen på grund af dårligt psykisk arbejdsmiljø.

Han tilskriver finanskrisen en stor del af skylden for, at mobning er blevet et udbredt problem – også blandt djøfere.

”Balancen mellem præstation og krav er nok blevet mere skæv, og folk er ikke så tolerante som tidligere. Og når beskæftigelsesmulighederne samtidig er mindre, har man ikke flugten som mulighed,” siger Lars Qvistgaard.



Men hvordan tror du, du vil blive mødt, når du går ud og siger, at mobning er et problem for djøferne?

”Når det gælder det psykiske arbejdsmiljø, har der ikke været det store fokus på vidensarbejdere, men det er det, vi arbejder intenst på at få skabt en anerkendelse af. Og når vi peger på den her problemstilling, er der flere, som nikker genkendende til det, for en stor del af akademikernes arbejdsmæssige udfordringer ligger netop i det psykiske arbejdsmiljø,” siger Lars Qvistgaard.

I løbet af det halvandet år, Anne Clemmensen har været ansat, er otte kolleger, svarende til en tredjedel af afdelingen, rejst, to er blevet sagt op, de andre gik selv. Anne Clemmensen har selv fået en foreløbig skrivelse om, at hendes arbejdsgiver har i sinde at fyre hende.

Anne Clemmensen har ønsket at være anonym, men hendes identitet er kendt af redaktionen.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.