Menneskerettighedernes danske vogter

”Menneskeretten er jo ikke hugget i granit, så selvom sikkerhed vejer tungere nu end for ti år siden, så står menneskerettighederne ikke svagere af den grund,” forklarer han.

Han tvivler ikke på, at menneskerettighederne bliver taget seriøst i den politiske proces. Da han var i Folketinget til høring om lømmelpakken, rejste han spørgsmål om fængsling og forsamlingsfrihed, og Justitsministeriet måtte præcisere, hvordan politiloven skal fortolkes for at respektere menneskeretten.

”Det kan syne som et meget lille fodaftryk, men min opgave er ikke at være imod lømmelpakken. Jeg skal varetage den menneskeretslige beskyttelse,” konkluderer Jonas Christoffersen.

Kritik fra flere fløje

Institut for Menneskerettigheder får kritik fra mange sider. Det kritiseres for at gå for langt i kritikken af regeringen, som  fx det aktuelle tilfælde, hvor Jonas Christoffersen i en kronik kaldte regeringens nye udlændingepakke for skadelig. En kritik, der fik integrationsminister Birthe Rønn Hornbech til at advare om instituttets troværdighed og mene, at Jonas Christoffersen forklædte en politisk kritik som råd fra en ekspert. Men lige så mange gange bliver instituttet kritiseret for at følge regeringens synspunkter. Et konkret eksempel er udsendelsen af de irakiske asylansøgere, hvor nogle interesseorganisationer kritiserede Institut for Menneskerettigheder for ikke at anbefale humanitære opholdstilladelser.

”Men det har vi ikke grundlag for at anbefale ud fra en menneskeretslig betragtning. Det rækker vores mandat ikke til,” forklarer Jonas Christoffersen og tilføjer:

”Jeg tror altid, at vi vil få kritik. Nogle aktører opfatter menneskerettighederne som politiske, så selvom vi klart holder os inden for vores mandat, vil vi stadig blive beskyldt for at politisere. Jeg synes, vi laver fantastisk meget godt arbejde. Simpelthen. Men måske har vi ikke været gode nok til at vise det politiske liv de gode resultater. Vi er lidt blevet fanget i rollen som en politisk aktør, hvilket vi netop ikke er,” siger han.

På kant med menneskerettighederne

Der var også storm om den nationale menneskerettighedsinstitution, da Dansk Folkeparti i 2002 ønskede det daværende Center for Menneskerettigheder lukket.

Det daværende center fik massiv kritik for at være partisk, når det udtalte, at noget var på kant med menneskerettighederne. Og det medførte lange interne diskussioner om, hvordan instituttet kunne stramme kursen og blive mere præcis i både rådgivning og høringssvar.

Det var blandt andet en af bestyrelsens grunde til at ansætte den  dengang  39-årige dr.jur. Jonas Christoffersen som direktør, da posten blev ledig. Med hans baggrund som forsker i menneskeret ville han være i stand til at sikre en skarp faglig vurdering af, hvor den menneskeretlige grænse går.

”Og jeg mener også, at vi er mere præcise nu, men det løser ikke problemet med, at menneskeretten kan være uklar. Der, hvor vi måske tidligere sagde, at noget kunne være på kant med menneskerettighederne, undlader vi nu at kritisere, men peger på uklarheden og prøver at foreslå alternativer,” siger Jonas Christoffersen.

Den nye kurs er blevet bemærket. Peter Skaarup, medlem af Dansk Folkeparti og formand for Folketingets Retsudvalg, mener, at Jonas Christoffersen udtaler sig med stor troværdighed:

”Ikke dermed sagt at instituttet ikke var troværdigt tidligere, men der var en tendens til, at det ligegyldigt hvad var efter regeringen. Så virker Jonas Christoffersen mere reflekterende,” vurderer Peter Skaarup og fortsætter:

”Der er ikke meget politisk agitation i hans udtalelser, og det er ærlig talt befriende. Folketinget har brug for juridiske vurderinger af svagheder i lovgivningen, og Jonas Christoffersen viser, at han ikke er en del af det hylekor, der altid hyler.”

Også fra anden side bliver der nikket anerkendende til valget af Jonas Christoffersen. Henning Koch, juraprofessor på Københavns Universitet og tidligere bestyrelsesmedlem for Institut for Menneskerettigheder, glæder sig over, at instituttet fortsat har alle odds for høj juridisk faglighed. 

”Vi har på universitetet måttet afgive et af vores meget store talenter. Det er ærgerligt for os, men godt for menneskerettighederne, at en så højt kvalificeret jurist er direktør,” siger Henning Koch.

Dansk Folkeparti: Fokuser på udlandet

Ud over det nationale menneskerettighedsarbejde har Institut for Menneskerettigheder også en række internationale projekter, som strækker sig fra at rådgive om domstolsreformer i Kina, opbygge civilsamfund i Afghanistan til at fremme kvinders rettigheder i Vestafrika.

Peter Skaarup er ikke i tvivl om, at instituttets nytteværdi er størst i udlandet. Der er instituttet en god samarbejdspartner i forhold til at sikre, at danske udviklingsmidler ikke ryger ned i et stort hul.

Men nytteværdien af instituttets nationale menneskerettighedsarbejde finder han ikke tilsvarende høj:

”Vi kan i princippet godt undvære instituttets høringssvar, for mange andre aktører kan pege på det samme. Ombudsmanden kigger også myndighederne efter i kortene, og embedsværket er langt nede i lovgivningens detaljer og kan bestemt også læse domme fra Menneskerettighedsdomstolen og vurdere, om vi ramler imod en konvention eller et ligebehandlingsvilkår.”

Den opfattelse er Jonas Christoffersen lodret uenig i:

”Husk på magtens skarpe tredeling. Vi har regering, Folketing og domstole. Og så har vi andre uafhængige statslige institutioner som Ombudsmanden og Institut for Menneskerettigheder. Hvis loven er i strid med menneskerettighederne, så har Ombudsmanden ikke mandat til at kigge på det. Hvis vi ikke var her, ville menneskerettighederne ikke blive varetaget.”

Glas halvt fyldt

Og Jonas Christoffersen er optimist på menneskerettens vegne, og han mener ikke, at menneskerettighederne står svagere nu end for ti år siden. EU har nu fået Lissabon-traktaten med et stærkt menneskerettighedscharter, og mange ting tyder på, at det går i den rigtige retning.

”Det er et spørgsmål om at betragte glasset som halvt fyldt eller halvt tomt. Min holdning er, at der stille og roligt bliver fyldt mere i det,” siger Jonas Christoffersen.

Så selvom kritikken af Institut for Menneskerettigheder altid vil være der, er det en del af arbejdsvilkårene, som Jonas Christoffersen gerne lever med: