Embedsmand på 1. klasse?

Medierne er naturligvis i deres gode ret til at rette den kritiske søger mod omkostninger forbundet med forberedelserne til klimatopmødet. Og alle skatteborgere har krav på en god forklaring på, hvordan det offentlige bruger de penge, som vi alle bidrager med. Hvorvidt forbruget forud for klimatopmødet var for højt, kan jeg ikke bedømme. Men jeg vil meget gerne opfordre til, at medierne retter fokus mod bolden i stedet for manden.

Er det for meget forlangt at overveje, om befolkningen har interesse i at kende navnene på medarbejdere, hvis største brøde er, at de har rejst på de flybilletter, som ministeriet har bestilt til dem og godkendt? Tja, det er det måske. B.T. skal jo sælge aviser og har formentlig en forestilling om, at det gøres bedst, hvis læserne kan sætte navn på de ifølge B.T. griske embedsmænd, som har plejet karrieren på 1. klasse. Glemt er det, at der er tale om medarbejdere, der samvittighedsfuldt har udført det arbejde, som deres arbejdsgiver har bedt dem om. Måske kan vi ikke forlange, at B.T. tænker på, at det er en uhørt høj og uretmæssig pris for den enkelte at betale at blive udråbt som overforbruger på skatteborgernes regning. Det ville dog klæde B.T., såvel som andre medier, at fokusere på det, offentligheden objektivt har interesse i.

Vi kan måske ikke forlange, at medierne skal tænke på de omkostninger, der er forbundet med at få sit navn nævnt i forbindelse med et forbrug, som man ikke selv har haft indflydelse på. Men vi kan bestemt tillade os at forvente, at arbejdsgiveren beskytter sine medarbejdere. Det burde ikke være en ublu forventning til en arbejdsgiver, at man vælger at gå i brechen for sine medarbejdere. Jeg havde den 3. maj en forventning om, at Klima- og Energiministeriet hurtigt ville tage ansvar for egne dispositioner og bede offentligheden rette skytset derhen, hvor ansvaret ligger. Min forventning blev ikke indfriet. Jeg mener, at en ledelsesopgave er forsømt her.