De onde onde kapitalfonde

Sådan lød det fra Steen Hildebrandt, en af Danmarks mest anerkendte professorer i ledelse og organisation, fra Århus School of Business under klimatopmødet i København i december sidste år, på et tidspunkt, hvor alle talte om ansvarlighed, og hvor virksomheder stod i kø for at vise den.

Og selvom klimatopmødet blev en fiasko, har CSR og den tredobbelte bundlinje øjensynligt sat sig fast i forretningsmodellerne hos danske virksomheder. Spørgsmålet er, om det også gælder kapitalfondene, der bærer rundt på et noget blakket image.

Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen er en af kapitalfondenes argeste kritikere. På skrift og fra sit sæde i EU har han tordnet mod deres forretningsmodel, der går ud på at investere i virksomheder og skære dem til, så de bliver rentable, for – efter typisk 3-4 år – at sælge dem videre.

”Ofte, som det blandt andet var tilfældet med TDC, kommer kapitalfondene kun med en mindre del af købssummen og finansierer så resten af opkøbet ved at gældssætte virksomheden til op over begge ører. Den fantasifulde metode betyder i sidste ende, at konkurrenceevnen bliver alvorligt svækket på grund af rentebyrden og manglende langsigtede investeringer,” skriver han på sin hjemmeside (nyrup.dk) og tilføjer til djøfbladet: ”Forretningsmodellen i sig selv gør det umuligt at være socialt ansvarlig. Når kapitalfondene forlader virksomhederne, står virksomhederne svækkede tilbage og skal betale gammel gæld til høj renteafgift. Kapitalfondene afpresser virksomhederne for at sælge dem på Børsen. De tænker ikke på, at de skal konkurrere på længere sigt.”

Nyrup forstår ingenting

Spørger man kapitalfondene selv, mener de – ikke overraskende – at Nyrups kritik skyldes manglende forståelse af, hvordan de arbejder. Det er ganske enkelt ikke muligt at skelne mellem god virksomhedsdrift på kort og lang sigt, siger Peter Korsholm, partner i fonden EQT, som ejer blandt andet tøjvirksomheden BTX Group og rengøringsfirmaet ISS og fortsætter:

”Hvis man ikke investerer i medarbejderne og fratager dem deres goder, kan man ikke tiltrække de rigtige folk. Heller ikke på kort sigt.”

Viggo Nedergaard Jensen, CSR-ansvarlig i kapitalfonden Polaris Private Equity supplerer.

”Skal du drive en virksomhed, der fungerer godt og har tilfredse medarbejdere, må du overholde gældende lov og have orden i tingene. Det vil den næste ejer også kigge på. Du kan jo ikke sælge en miljølosseplads eller en virksomhed, der bruger børnearbejdere,” siger Viggo Nedergaard Jensen, der ser Nyrups kritik som politisk populisme:

”Nyrup ser hen over en lang række fakta. Dokumentationen er, at kapitalfondene skaber flere arbejdspladser end andre, men Nyrup har i sin position i Europa-Parlamentet fundet en sag, der gav politisk genlyd.”

Hovedstaden vs. udkantsdanmark

Den politiske genlyd er så trængt ud til danskerne gennem historier om fratrædelsesbonusser i millionklassen og kapitalfondenes indtog i hæderkronede danske virksomheder som TDC og Københavns Lufthavn. Det har skabt en usikkerhed hos folk, der generelt betragter investeringsfondene som grådige og ansigtsløse. Men er usikkerheden da helt ubegrundet?

Viggo Nedergaard Jensen fortæller: ”Debatten er meget medie- og hovedstadsdrevet. Der er ikke mange af debatdeltagerne, der tager til Løgstør eller Aalborg og spørger virksomhederne her, hvordan de ser på fondene.

I udkantsdanmark er investeringerne meget beskedne. Investerer vi 250 millioner i en virksomhed, er det lige så meget, som de ellers ville kunne få på ti år i den by eller det område.”

Peter Korsholm peger på, at ISS, som hans fond investerer i, er gået fra at have 290.000 ansatte til 500.000 ansatte i perioden:

”Det kan man ikke kalde udsultning eller manglende investeringer.”

Retningslinjer for ansvarlighed

Begge erkender dog, at der de seneste år er kommet øget fokus på CSR. Den generelle fokus på det i samfundet og globaliseringen har gjort, at ansvarligheden er blevet mere synlig og sat mere i system. Og det er med til at løfte niveauet generelt, mener Peter Korsholm.

I Danmark er kapitalfondenes brancheforening DVCA (Danish Venture Capital and Private Equity Association.red.) gået forrest med et sæt etiske retningslinjer. Senere er fondene selv fulgt efter med formaliserede politikker. Hos EQT har man netop færdiggjort sin CSR-politik. I Polaris valgte man for to år siden at lægge sine etiske retningslinjer offentligt ud på hjemmesiden. 

Men Viggo Nedergaard Jensen understreger, at bæredygtighed altid har været en del af fondens forretningsstrategi og giver et eksempel:

”Også før vi offentliggjorde vores CSR-politik, sagde vi nej, fx til at investere i en ammunitionsfabrik. Også selvom den bare leverede til hæren og politiet i Danmark. Forskellen er bare, at vi nu har sat op eksplicit, at vi vil sige nej i fremtiden.”

Spørger man Poul Nyrup Rasmussen, kalder han fondenes CSR-politikker for: ”Et smart fif, der gør, at de kan trække sig ud med endnu større overskud.” Og brancheforeningens retningslinjer giver han ikke meget for:

”For det første er det langt fra alle, der følger dem. For det andet er de ikke forpligtende, men en smiley-ordning. Det holder ikke styr på deres forretningsmodel og erstatter ikke konkret lovgivning. Det svarer til, at man indfører, at det er frivilligt, om man vil holde for rødt lys eller ej,” siger Poul Nyrup Rasmussen, der fra sin stol arbejder hårdt for at få en europæisk regulering af blandt andet grænserne for fondenes belåning.

Opgraderer russisk arbejdsmiljø

Erik Alhøj er direktør i GES Investment Services – en virksomhed, der rådgiver banker og pensionskasser om ansvarlige investeringer. Hvordan vurderer han kapitalfondenes ansvarlighed?

”Jeg oplever ikke, at kapitalfondene investerer offensivt i bæredygtighed. Det kan være, de tænker en smule over miljø eller børnearbejde, men de har ikke fået bæredygtighed systematisk ind i deres overvejelser. De tænker det som noget helligt, ideologisk. Ikke som noget, der fremmer deres forretning,” siger Erik Alhøj, der samtidig pointerer, at det netop for kapitalfondene ville være oplagt at opruste på den front:

”Hvis ens opgave er at købe nødlidende virksomheder op, trimme dem og sælge dem igen, vil det være oplagt at inddrage disse ting. At se fx miljøproblemer som noget, man kan gøre folk dygtigere til at håndtere.”

Og måske er det allerede på vej?

Viggo Nedergaard Jensen giver et eksempel med en russisk virksomhed, Polaris for nylig har investeret i. Efter russiske forhold var arbejdsmiljøet i orden, men efter danske standarder var der problemer med blandt andet udluftningen i produktionshallerne.

”Vi sagde, at det ikke var godt nok efter danske standarder. Ikke fordi man altid skal eksportere dem: ideen med at lægge produktionen i udlandet er jo også at få adgang til andre produktionsforhold. Men vi lagde nogle millioner ind til at opgradere på udluftning og velfærd på fabrikken. Det blev flot efter russiske forhold, lidt primitivt efter danske,” siger Viggo Nedergaard Jensen.

Nej tak til regulering

Men bør der, som Nyrup Rasmussen arbejder for, være en større regulering af kapitalfondenes forretningsmetoder – fx en grænse for belåningen af virksomhederne?

Viggo Nedergaard Jensen er ikke i tvivl:

”Nej. Konsekvensen af Nyrups synspunkt er, at man tager kreditvurderingen væk fra bankerne og indfører en statsstyret lånegrænse a la Sovjet. Man er nødt til på godt og ondt at lade bankerne tage vurderingen. Selvom kapitalismen har fejl og mangler, har den alligevel en række selvregulerende mekanismer, der fremmer den ansvarlige forretning. Nyrup har jo under hele debatten været klog nok til at holde sig fra at pege på en bestemt lånegrænse, som kunne gennemføre ideen.”

Erik Alhøj er ikke sikker på, at øget regulering er vejen frem:

”Man kan ikke tvinge folk til at tage socialt ansvar, for så gør de det kun med venstre hånd. Men kan de se, at de kan tjene penge på det, kan man nøjes med at have soft law. Vi har jo en lov, der siger, at de største danske virksomheder skal fortælle, hvordan de håndterer netop det. Jeg tror ikke, det gælder for kapitalfondene, men det burde det gøre, for at rapportere om det sociale ansvar ville også betyde, at de ville blive tvunget til at gøre noget ved det.”

Men hvad med Steen Hildebrandt? Mener han, at markedet sikrer den ansvarlige forretningsdrift fremover?