”På grund af frygt for at begå fejl. Mine interviewpersoner fortalte ofte historien om dengang i 1999, hvor hele Kommissionen efter pres fra EU-Parlamentet blev tvunget til at gå af efter rod i administrationen. Det var en katastrofe, som stadig sidder i organisationen, fordi Kommissionens rolle jo netop er at forsvare og forbedre EU som institution og som samarbejdsprojekt for, og på vegne af, alle medlemslande. Fx ved at holde øje med, om medlemslandene overholder den lovgivning, der er vedtaget i Ministerrådet, og at påtale eventuelle brud på lovgivningen. Her måtte Kommissionen imidlertid selv indrømme regelbrud og misbrug af offentlige midler blandt sine ansatte – velvidende at skandalen ville blive modtaget med kyshånd af EU-modstandere over hele Europa. Derfor er det måske ikke så underligt, at sagen stadig har et liv og bruges som afskrækkende eksempel den dag i dag. Medarbejderne ved, at ovre i EU-Parlamentet sidder der masser af politikere, der ikke har noget højere ønske end at gå i medierne og sige: ”Der kan I se, EU er et sygt og korrupt system”, hvis lignende fejl og skandaler skulle opstå. Og derfor søger alle at gardere sig imod gentagelser. På ledelsesniveau ved at producere et hav af regler og procedurer. På medarbejderniveau ved slavisk at følge alle regler og procedurer. Ingen vil risikere at blive syndebuk, hvis nye fejl eller skandaler skulle opstå.”