"Åbner man munden, kan man blive valgt til alt"

Mariann Fischer Boel tager en rask beslutning. Hun bevæger sig ud i mængden og taler med demonstranterne. Med sit lysende hvide hår, sin pastelfarvede nederdel og pæne jakke skiller hun sig ud fra de mange mænd med korslagte arme og arbejdskasketter.

Mariann Fischer Boel er tidligere fødevareminister og landbrugskommissær fra 2004 til februar i år. I Bruxelles blev hun kendt for sin ligefremhed, sin evne til at tale med folk og for at gennemføre et exceptionelt højt antal reformer inden for mælk, sukker, vin og frugt og grønt. Mælkedemonstrationen i efteråret 2009 er den sidste, hun håndterer som landbrugskommissær, men langt fra den første. Reformer og udfasninger af støtteordninger er langt fra velkomne blandt europæiske landmænd, og der var da også en gruppe landmænd fra Vallonien, der fejrede hendes exit ved at afbrænde en figur af hende.

”Og det var ikke engang Sankt Hans,” griner hun i dag over episoden.

Hun er tough

Bemærkningen er typisk for den tidligere danske kommissær, fortæller Kirsten Winther, der var Mariann Fischer Boels personlige sekretær i de fem år på kommissærposten. Nu er hun overgået til klimakommissær Connie Hedegaard.

”Mariann lod sig ikke kue af konflikter. Højst ærgrede det hende fagligt, at folk ikke forstod nødvendigheden af de politiske reformer. Men det var naturligt for hende at gå ind i mængden og tale med folk. De respekterede hende. Hun forstod dem og behandlede alle lige,” siger Kirsten Winther.

Klaus-Dieter Borchardt, der var kabinetschef under Mariann Fischer Boel, fortæller, at hun blev betragtet som den mest succesfulde kommissær i Barosso-kommissionen:

”Hvert år fik hun en reform gennemført. Hun mere end levede op til forventningerne, mens andre kommissærer år efter år fejlede i at nå deres mål.”

Klaus-Dieter Borchardt kalder årene med den danske kommissær de bedste i hans karriere.

”Hun er tough. Hun går ikke efter kortsigtet politisk opportunisme, men langsigtede resultater. Og så arbejder hun hårdt. Indimellem sagde hun, at hun var blevet ældre og ikke kunne klare så meget, men i virkeligheden havde hun mere energi end de unge i kommissionen,” fastslår Klaus-Dieter Borchardt.

Politiske modstandere stolte

Også fra de politiske modstandere fra Europa-Parlamentet lyder der pæne ord. Således fra Christel Schaldemose (S):

”Jeg har tidligere kritiseret hende for, at landbrugsreformerne ikke var hårde nok. Men i dag tager jeg hatten af for det, der er lykkedes. Med danske øjne er det lidt, men med europæiske er det flot. Hun har kæmpet hårdere for liberaliseringer, end jeg har været klar over.”

En lignende melding kommer fra Dan Jørgensen (S). Som medlem af det europæiske budgetkontraktudvalg stod han for at holde øje med økonomien i de forskellige kabinetter. Og landbruget stod for omkring halvdelen af de europæiske udgifter.

”Som budgetbisse skulle jeg pille hende fra hinanden, men hun var svær at kritisere. Jeg kunne ikke lade være med at være lidt stolt af hende. Hun havde ambitionen om at få styr på tingene,” siger Dan Jørgensen.

Herfra min verden går

Da Barroso-kommissionens periode udløb i efteråret 2009, valgte Mariann Fischer Boel ikke at fortsætte. På sin hjemmeside forklarede hun, at det var med tungt hjerte, men at hun gerne ville have tid til at nyde sine børnebørn. Da djøfbladet møder hende i Den Sorte Diamant i København, er det en måned siden, hun forlod Bruxelles. Stadig tilfreds med beslutningen:

”Jeg kunne ikke se mig selv fem år mere med samme arbejdsindsats. For første gang i 60 år kan jeg selv bestemme, hvad jeg skal lave.”

Hun har sat sig ved et bord, der står længst ude ved vinduet, så den skarpe forårssol kan skinne lige ind på hendes ansigt. Hendes signatur, det hvide hår, reflekterer lyset. Stemmeføringen er fynsk som det sted, hun kommer fra – godset Østergaard i Munkebo.

”Det smukkeste sted på jorden – du ved, herfra min verden går ...”

På Østergaard hjalp hun som barn med at høste, her lærte hun at køre traktor, og her skal hun nu hjem og lytte til fugle, bekæmpe ukrudt og lakere de udvendige døre med skibslak. Den landbrugsjord, der hører til godset, er overtaget af hendes datter og svigersøn. De dyrker korn og frøgræs, ikke sukkerroer, ”for det ødelagde den forbandede kommissær,” griner Mariann Fischer Boel, så latteren ruller gennem kroppen og glimter i øjnene.

”Det var altid et godt argument, når jeg var ude. Det var lettere at få accept som kvinde i et mandefag, når man ikke bare kender de politisk tekniske begreber, men forstår hvordan landmændene tænker. Og de tænker ens – på forskellige sprog, men de tænker ens,” fastslår Mariann Fischer Boel.

Sen karrierestart

Som kommissær har Mariann Fischer Boel pløjet med okser i Indien og klappet malkekøer i Bayern. Som fødevareminister fældede hun en tåre på tv, da hun så dyr blive mishandlet under transport. Hun forstår kærlighedsforholdet mellem en landmand og hans gård: Mister han den, mister han både sit job og sit hjem.

Det er ikke kun fra barndomshjemmet, Mariann Fischer Boel kender landmandslivet. Hun er også tidligere landbokone. Som ung havde hun kun en kortere afstikker til København, en flirt med kunsthistorie på universitetet og et job som økonomichef i en eksportvirksomhed, før hun vendte tilbage til Fyn og sammen med sin mand overtog gården efter hendes forældre. Indtil hun var 40, havde hun titel af medhjælpende hustru, og først da to ud af deres tre døtre gik i gymnasiet, begyndte Mariann Fischer Boel sin politiske karriere. Den startede med en plads i skolebestyrelsen, så skolekommissionen, siden lokalpolitik.

”Hvis du kigger på mit forløb, er det helt klassisk. Kedsommeligt klassisk. Når man først åbner munden, kan man blive valgt til alting. Særligt som kvinde. Jeg har været heldig,” smiler hun og fortsætter:

”Jeg har ikke sagt nej til de tilbud, jeg har fået. Først stillede jeg op til Folketinget, jeg regnede ikke med, at jeg nogensinde ville være minister, for jeg ville have et liv ved siden af, derhjemme. Men så blev jeg alligevel dødskuffet i 1996, da vi var 76 færøske stemmer fra at kunne danne regering. Og i 2001 var jeg blevet rigtig skuffet, hvis jeg ikke havde fået en ministerpost. Man kan udvikle sig!”

Jeg har været heldig

På det tidspunkt var Mariann Fischer Boel over 50.

”Jeg var en sen starter, men der er ikke noget, jeg ikke har nået,” konstaterer hun tilfreds. Og så kommer den igen:

”Jeg har været heldig.”

Du har vel også været dygtig? Er det ikke en kvindeting at sige, at ens karriere beror på held?

”Kvinder er mere ærlige end mænd. Tidligere ville jeg være sikker på, at jeg kunne løse en opgave mindst lige så godt som en mand, før jeg sagde ja. Det plager mig ikke længere. Det ved jeg, jeg kan.”

Hvornår gik det op for dig?

”Efter den første ministerpost,” siger Mariann Fischer Boel, der synes, at unge, der går ind i politik, betaler en høj pris. Det gælder både mænd og kvinder.

”Et politikerjob er ikke fra 8-16. Og det må være grusomt at tage af sted fra helt små børn. Jeg beundrer, at de gør det, men det har sin pris. Jeg har altså været heldig,” konstaterer Mariann Fischer Boel.

Spørger man Klaus-Dieter Borchardt fra Europa-Kommissionen giver han hende ret – til en vis grad:

”Hun var heldig i forhold til at få kommissærposten: Danmark var ikke sikker på sit ressortområde, Barroso havde brug for en kvinde, landbruget var ledigt, og hun var minister for det område. Men når vi taler om de resultater, hun opnåede hernede, var det ikke held. Det var 60 procent hårdt arbejde og 40 procent personlige kompetencer.”

I København misser Mariann Fischer Boel med øjnene i sollyset.

”Jeg har været åben og lagt de arbejdstimer, der var behov for. Men mit liv som politiker var ikke planlagt. Jeg ved ikke, hvis det havde været det, om det så var blevet på samme måde. Somme tider tror jeg, at det, du ønsker allermest, får du ikke. Fordi du ønsker det for meget,” siger hun og giver som eksempel, at Bertel Haarder faktisk var kørt i stilling til at få den kommissærpost, der gik til hende:

”Han ville det så gerne. Og han ville have været god til det. Men måske ville han det for meget – eller også fik han bare ikke den kønsskifteoperation.”

Latteren kommer rullende nede fra maven.

Den frimodige type

Den danske ekskommissær er en del mere frimodig, end det er normen syd for Hamborg. Da hun stoppede, holdt hendes medarbejdere en stor fest for hende. De lavede en film, sketches og scrapbøger med udklip og citater – de passende og de, der gav hendes rådgivere nervøse tics i det øjeblik, de blev sagt.

”Jeg kunne sige de frygteligste ting til folk, fx: ’Stop that bullshit’ til en minister … Men vi havde siddet og forhandlet hele natten og var næsten enige, da han begyndte at hive de gamle argumenter op af lommen igen,” griner Mariann Fischer Boel.

Klaus-Dieter Borchardt blev som rådgiver gang på gang overrasket over, at kommissærens udtalelser ikke fik konsekvenser i pressen. Han tilskriver det hendes ærlighed og den charme, tingene blev sagt med.

Ikke at Mariann Fischer Boel er gået fri for sager. En af dem, der overraskede hende, kørte i forbindelse med hendes indsættelse som kommissær og fik hele den socialistiske del af parlamentet til at stemme imod hendes kandidatur. Anklagen lød på inhabilitet, fordi hendes mands landbrug modtog støttekroner fra EU.

”Det var en hetz, som blev kørt fra hjørnet af Rådhuspladsen og forsøgte at kategorisere mig som ude af stand til at træffe beslutninger. At den kom op på det tidspunkt virkede panisk,” siger Mariann Fischer Boel, der, mens det stod på, diskuterede det med sin mand.

Han rådede hende til at ignorere beskyldningerne. Og hun blev da også valgt som kommissær på trods af socialistgruppen – som hun i øvrigt har haft et godt samarbejde med siden.

Sukker den vigtigste reform

Noget af det, hun fremhæver fra tiden som kommissær, er faktisk samarbejdet på tværs af partiskel:

”Det handler ikke om partipolitisk fnidder-fnadder, men om at få lavet gode løsninger.”

Hvilken løsning har været vigtigst for dig at få igennem?

”Sukker. Det var min første reform. Og området havde ikke været reformeret i 40 år. Jeg vidste, at det ville følge mig resten af min tid som kommissær, hvis jeg kiksede.”

Mariann Fischer Boel lader blikket glide ud af vinduet og over på den anden side af kanalen i København. Mod Daniscos hovedkontor.

Sukkerforhandlingerne sluttede klokken fem om morgenen. Klokken 9.30 samlede hun rådet igen og fik skrevet under.

”Når adrenalinen kører, bliver man ikke træt. Det er hug en hæl og klip en tå, men som forhandlingsleder må man prøve at finde balancen, så alle føler, at de får noget med hjem. Og det er fantastisk at opleve noget gå fra at være et stort lovkompleks, til forhandlingerne falder på plads i en sen nattetime. Den der fornemmelse af at se puslespillet falde på plads – at få flertallet med om bord, uhhh. Det er helt euforisk. Så hårene stritter!”

Hun skutter sig, så man nærmest kan mærke den fysiske tilfredsstillelse. Så siger hun tænksomt:

”Måske kommer jeg til at savne netop det kick? Jeg må se til fra sidelinjen. Uden at være Kloge Åge.”

Hun fortæller om alt det andet, der også fyldte livet som toppolitiker. Om kommissionens kvindenetværk, julefrokosten i hendes lejlighed, den årlige golfturnering og om hendes chauffører, som hun fik et nært forhold til:

”De skaffede et badge fra sikkerhedstjenesten i Kommissionen, så de så ud, som om de var mine bodyguards. På den måde kunne de komme med ind alle steder.”

Mariann Fischer Boel griner. Hun kalder kommissærjobbet for ’verdens bedste’ – og tænker så højt igen:

”Måske skulle jeg have nydt det endnu mere? Måske arbejdede jeg for meget?”

Men så retter hun igen blikket mod alt det, hun skal bruge sin nye tid til: Være mormor, gå ture, lave mad af årstidens råvarer.

”Når skoven er grønnest, er rødspætten skønnest, ved du … I Bruxelles spiste jeg alt for meget på restaurant,” siger hun med et klap på maven.

Tiden i magtens centrum havde sine omkostninger, for at være toppolitiker og familiemenneske på en gang er en umulighed.

”I Bruxelles fandt jeg en lejlighed med god plads. Og jeg havde nok håbet, at mine børn og min mand ville komme og besøge mig noget mere. Men jeg ved også, at hvis min mand var flyttet med derned, ville jeg have haft dårlig samvittighed konstant, for jeg arbejdede i døgndrift. I stedet kom jeg hjem, når jeg havde tid,” siger Mariann Fischer Boel.