Personalestyrelsens halve sandhed om kvindelige chefer

Det påvises her, at andelen af yngre kvindelige topledere er steget fra 18 til 39 % på 10 år – altså mere end en fordobling. Hurra, tænkte vi straks. Endelig sker der noget! Det er jo netop denne øgede lighed mellem kønnene i adgangen til chefstillingerne, vi har kæmpet for i DJØF.

Men bag denne umiddelbare succeshistorie gemmer der sig desværre en lidt anden virkelighed. DJØF har bedt om – og fået udleveret – talmaterialet bag nyheden, herunder det oprindelige notat fra november 2009, som ”nyheden” i starten af marts var baseret på. Dette materiale, kombineret med supplerende udtræk fra Finansministeriets Forhandlingsdatabase, viser at:

En betydelig del af stigningen kan forklares med en markant stigning i andelen af kvindelige dommere. Ud af de 158 yngre kvindelige topledere, som staten kunne mønstre i 2009, er over halvdelen kvindelige dommere. I DJØF har vi overordentlig stor respekt for dommerstanden – men når vi taler om topledere og ledelse, mener vi ledere med ansvar for personaleledelse, administration og strategiudvikling. Derfor mener vi, at det giver et noget fortegnet billede at regne dommerne med. Trækker man dommerne ud, er andelen af yngre kvindelige topledere kun steget til 29 %.

Udviklingen er gået i stå i forhold på kontorchefniveau. Andelen af kvinder på kontorchefniveau (lønramme 37) har siden 2003 ligget uændret på ca. 40 %  - og det på trods af, at andelen af kvinder i rekrutteringslaget er steget betydeligt. Det er med andre ord blevet relativt vanskeligere for yngre kvinder i chef- og specialkonsulentstillinger at blive kontorchefer. Da langt hovedparten af chefstillingerne i staten er placeret på netop kontorchefniveau, må overskriften om, at ”kvinderne erobrer chefstolene i staten” siges at være en sandhed med kraftige modifikationer.

Hvis ”udviklingen” fortsætter på dette uændrede niveau, er der desværre ikke umiddelbart grund til stor optimisme i forhold til fortsat vækst i andelen kvindelige topchefer. Personalestyrelsen har dermed heller ikke helt fast grund under fødderne, når de – med udgangspunkt i, at de ledende stillinger i staten traditionelt har tilhørt mændene – hævder, at ”dette forhold er i gang med at ændre sig”.