Er vi på vej mod en global stat?

Det forudsiger samfunds- og organisationsforskeren Jacob Alsted, og hans teori hviler på tre grundlæggende argumenter: Det ene er verdenshistorien, som viser, at vi over meget lang tid har fundet sammen i stadig større samfund. Det andet er globaliseringen af vores nutid, som i løbet af få årtier har gjort verden markant mindre. Og det tredje er menneskets grundlæggende behov for fællesskaber, der kan sikre os og vores nærmeste overlevelse og tryghed.

Jacob Alsted er cand.scient.pol. og ph.d., medejer af et konsulentfirma og ekstern lektor på statskundskab ved Københavns Universitet.

Et vigtigt udgangspunkt for Jacob Alsteds teori om en kommende global stat er hans ph.d.-afhandling, der stiller skarpt på de psykologiske faktorer, der driver og motiverer ledere og medarbejdere i organisationer.

Hvorfor har vi overhovedet stater?

”Jeg mener, de opstår, fordi vi som almindelige borgere efterspørger det fællesskab, som staten kan tilbyde. Og det gør vi, fordi vi ønsker at reducere den usikkerhed, som livet byder os. Staten er altså opstået som følge af en kollektiv psykologisk modningsproces, som har været delvist ubevidst, men som ikke desto mindre har været den primære drivkraft. Dermed er jeg allerede uenig med mange statsdannelsesteoretikere, der med historisk, sociologisk eller politologisk udgangspunkt argumenterer for, at stater opstår i krige, og at staten oprettes for at stå så stærkt som muligt i konkurrence med andre stater. Jeg mener, at krig er et symptom på statsdannelse, ikke en årsag. Når vi går i krig for staten, skyldes det, at trusler mod staten er trusler imod os selv.”

Hvordan er du med dit udgangspunkt i statskundskaben endt i en psykologisk funderet opfattelse af statsdannelsens historie?

”Statsdannelse var en stor interesse for mig allerede i studietiden, men fra jeg læste de første sociologiske tekster om statsdannelse af navne som Charles Tilly, Victoria Hui og Hendrik Spruyt undrede det mig, at de ikke var mere velinformerede om psykologisk teori og forsøgte at inddrage det i deres teori om statsdannelsens historie. Den erfaring er blevet et tema i mit senere forskerliv, hvor jeg har forsøgt at integrere teorier om statsdannelse og gruppepsykologi, og hvor jeg kritiserer ovennævnte sociologer for snævert at forklare staten som et magtpolitisk fænomen frem for også at fokusere på statens positive tiltrækningskraft for almindelige borgere.”

Hvori består statens tiltrækningskraft for almindelige borgere?

”Den består i, at staten yder os tryghed. Sådan var det allerede i de tidligste bystater før vores tidsregning, og i vores egen velfærdsstat, som repræsenterer en historisk meget moden stat, har vi gjort staten til en slags familie, som yder omsorg til de svage medlemmer og har adgang til de stærke medlemmers overskud. Som borgere har vi accepteret at yde store ofre – specielt i form af skattebetaling – fordi vi ved, at vi får noget igen. Vi har med andre ord stor tillid til staten.”

Du ser statsdannelsens historie som en slags evolution eller kollektiv modningsproces, hvor velfærdsstaten er et af de sidste trin på stigen. Hvordan ser de andre trin ud?

”De første bystater opstod allerede 3.200 år før vores tidsregning og ebber først ud med de italienske bystater i 1600-tallet. De første imperier opstod 2.300 år før vores tidsregning og er stadig med os. Fra år 1500 og frem opstår de første suveræne stater. Fra år 1800 og frem opstår de første nationale stater. Fra år 1900 og frem de første velfærdsstater, og så er mit optimistiske bud, at vi i år 2050 vil se de første nationale imperier med Europa, Kina og USA som gode bud på sådanne, og i år 2200 den globale stat.”

Hvilke udviklingstræk i vores nutid peger frem imod dannelsen af en global stat?

”Det gør globaliseringen, som over relativt få årtier har gjort verden markant mindre. Varer, tjenesteydelser og kapital flyder friere over landegrænserne end nogensinde tidligere i verdenshistorien. Vi rejser mere, længere og hurtigere end nogen af vores forfædre. Og vi ser omfattende indvandring. Der er politiske bestræbelser på at indføre fælles globale normer og standarder på fx klimaområdet og menneskerettighedsområdet. Og kulturelt bindes vi også tættere sammen gennem en disciplinering og ensliggørelse af vanerne i lande, der før var langt mere kulturelt forskellige. Vi spiser det samme og ser de samme tv-serier og film, og vi lovgiver imod rygning ud fra de samme kriterier og standarder. Vi opfører os kort sagt forbavsende ens i lande, der før var forskellige, og som sociologen Norbert Elias påviste, så er det en udvikling, der typisk sker parallelt med en centralisering af staten. Vi er endnu et stykke vej fra den globale stat, men ensliggørelsen af de kulturelle normer er i fuld gang på en meget stor skala, og den udvikling peger frem imod den globale stat.”

Du mener, at den globale terrorisme er et andet tegn på, at vi nærmer os en global stat?

”Ja, terrorisme er ikke noget nyt fænomen, men det er nyt, at terroren er global i sit sigte. Det skyldes, at verden er blevet mindre, og at den vestlige verdens forsøg på at omskabe verden i sit eget billede møder voldelig modstand fra terrororganisationer som Al-Qaeda.”

Men hvor er sammenhængen mellem terroristernes drab på og lemlæstelse af tilfældigt udvalgte personer i USA, Europa, Asien og Afrika og en gryende global stat?

”Den globale terror er en psykologisk umoden reaktion på de tegn på et styrket globalt fællesskab, som jeg nævner. Under fællesskabet er der jo stadig meget store religiøse, kulturelle og materielle forskelle verden over. Og i mødet eller sammenstødet mellem disse forskelle opstår terroren. Som idehistorikeren Mikkel Thorup fremhæver, er der mange eksempler på samme dynamik op gennem statsdannelsens historie, fx Røde Brigader i Italien, Rote Armee Fraktion i Tyskland og ETA i Spanien. Her var terroren rettet imod nationalstater, der forekom mere stabile og velintegrerede end det globale fællesskab, som Al-Qaeda retter sin terror mod i dag. Men fælles for terrorbevægelser op gennem historien er, at de er staten iboende. At selve statsdannelsesprocessen næsten uundgåeligt producerer utilpassede individer, som sætter sig op mod staten, hvorved de paradoksalt nok er med til at styrke staten.”

Hvordan kan terrorister være med til at styrke staten?

”Den antagelse er især knyttet til ’syndebukfænomenet’ fra gruppepsykologien. At skabe syndebukke er et ubevidst psykologisk forsvar, der gør det muligt for gruppen at overføre indre konflikter til ydre personer eller institutioner for at forhindre, at fællesskabet falder fra hinanden. Jeg mener, at syndebukfænomenet også er relevant i forhold til at forstå større grupper som fx stater. Et eksempel kunne være præsident Bush’ ’krig mod terror’. Ved at fraspalte fællesskabets væsentligste problemer til noget ydre, styrkes fællesskabet. Det er på den måde, man kan se tilstedeværelsen af globale syndebukke som et ubevidst udtryk for viljen til et globalt fællesskab.” 

Fratager du ikke terroristerne et personligt ansvar for deres voldelige handlinger ved at kalde dem syndebukke?

”At jeg bruger et begreb som syndebukfænomenet betyder ikke, at jeg accepterer eller på nogen måde billiger terrorisme. Det er et forsøg på at forstå terrorismen som et led i en langt større bevægelse – nemlig hen imod den globale stats dannelse.”  

Parallelt med de globaliseringstendenser, som du peger på, ser vi i disse år, at det nationale fællesskab styrkes herhjemme. Taler det ikke imod dannelsen af en global stat?