Efter "fælles overenskomst"

Der står jo sort på hvidt, at direktøren og hans arbejdsgiver er blevet enige om, at ansættelsesforholdet skal bringes til ophør. Men vi ved godt, at det sjældent passer. Havde det f.eks. været sådan, at direktør NN blot havde fået et andet job og derfor havde opsagt sin stilling, ville det være fremgået klart af meddelelsen. Det ville det formentlig også, hvis NN efter mange års hårdt arbejde havde besluttet at trappe ned og hellige sig sine børnebørn og den mangeårige drøm om at studere fransk renæssancekunst. Under alle omstændigheder ville ”parterne” i så fald næppe have pålagt hinanden mundkurv.

Nej – formuleringen vil med usvigelig sikkerhed blive fortolket på en helt anden måde rundt omkring ved frokostbordene, under den indledende small talk før et møde og i alle de andre sammenhænge, hvor den slags påkalder sig opmærksomhed og nysgerrighed. ”Hvorfor er NN blevet fyret? Har han begået en alvorlig fejl, eller er han kommet på kant med en ny minister, borgmester, bestyrelsesformand eller den nye administrerende direktør?” ”Er det en pludselig opstået situation, eller blot afslutningen på et langtrukkent og konfliktfyldt forløb?”.

Vi ved med andre ord udmærket godt, at ”den fælles overenskomst” stort set altid dækker over en ensidigt besluttet og ufrivillig afskedigelse. Hvorfor så dette mummespil, der på overfladen ser ud, som om parterne skilles i fordragelighed? Ville det ikke for alle parter være bedre, at man fortalte sandheden?

En fratrædelse ”efter fælles overenskomst” kan i situationer, hvor der er begået fejl eller, hvor parterne er kommet på kant med hinanden, være en metode til at undgå udhængning af vasketøjet til offentlighedens spot og spe. Man slår en handel af. Arbejdsgiveren, der jo altid sidder med den lange ende af rebet, køber sig til en hurtig løsning samt fred og ro. Betalingen er en fratrædelsesordning med en kompenserende ekstra finansiering oven i kontraktens beløbsrammer. Den fyrede direktør kan få lagt sagen bag sig og komme videre med sit liv og en godtgørelse for tort og svie.

Men den slags handler i porten har også sine omkostninger. Det kan godt være, at pressen og den bredere offentlighed hurtigt glemmer afskedigelsen. Men på de indre linjer og i ”professionelle kredse” kan hemmelighedskræmmeriet give anledning til alskens rygtesmederi og usikkerhed, hvor kolporterede hypoteser om den ene eller anden parts gøren og laden er værre at have i omløb end den skinbarlige sandhed.

Især på topniveau spiller den gensidige kemi, indbyrdes fortrolighed og enighed om strategi og udvikling en afgørende rolle. Hvis disse forudsætninger ikke er til stede, er man nødt til at skilles. Det er der ikke noget galt i, og det er der ingen grund til at skjule. Det samme gælder, hvis man for at opnå komplementaritet i et ledelsesteam og tilføre det nye kompetencer er nødt til at flytte rundt på brikkerne og sætte en enkelt uden for brættet. Heller ikke her behøver åbenhed om afskedigelsen at indebære en diskvalificerende brandmærkning af den afskedigede.