Vanen æder min energi

23-03-2010
11 min.

Tvivl og rastløshed har været tro følgesvende i Benedicte Strøms mere end 20-årige arbejdsliv, ofte også ledsaget af frustration over en konstant trang til opbrud. I dag har hun lært, at hyppige og skæve karriereskift er det, der holder hende i gang.

Som 14-årig startede Benedicte Strøm til konfirmationsforberedelse sammen med sine jævnaldrende, selvom hun vidste, at hun ikke ville konfirmeres. Den lokale præst var nemlig Johannes Møllehave, og ham ville hun gerne opleve på nærmeste hold. Men da tidspunktet for konfirmationstilsagnet nærmede sig, lod hun sig dog alligevel besnakke af den veltalende præst. Hun endte derfor med at få Guds velsignelse i kirken foran både Møllehave, familie og venner, men med en overvældende følelse af forræderi i maven. Ikke over for Gud eller familien, men sig selv, for at svigte sin indre stemme.

Og den følelse kom til at brænde sig så meget ind i hendes sjæl, at læresætningen om altid at mærke efter og lytte til sig selv frem for andre gik hen og blev et ufravigeligt princip for cand.polit.en, tidligere studievært og nu selvstændig kommunikationsrådgiver Benedicte Strøm. Og det er et princip, hun har lænet sig op ad hver gang, hun senere i sit arbejdsliv har stået ved en korsvej og ikke anet, hvor hun skulle bevæge sig hen.

Konsekvent opbrud hvert femte år

Og hun har stået ved en korsvej en hel del gange. Mere præcist hvert fjerde eller femte år, når tvivlen og trangen til opbrud helt konsekvent har sneget sig ind på hende og fået hende til at kvitte stillinger, der udefra set ligner drømmejobs. I de første mange år var denne følelse ofte også ledsaget af en undren og til tider frustration over ikke at kunne forstå, hvorfor det skulle være så svært for hende at falde til ro. I dag kender Benedicte Strøm sig selv og er kommet til en lykkelig accept af, at det bedste arbejdsliv for hende er et, der aldrig bliver rutine, men med jævne mellemrum bliver vendt på hovedet.

”I dag har jeg lært, hvad det handler om, for jeg har været nødt til at kigge indad for at forstå, hvorfor jeg altid og selv i superspændende jobs føler en langsom kvælningsfornemmelse efter et par år og bare er nødt til at komme videre. Mit arbejdsliv har budt på en masse fantastiske jobs, men også frustration undervejs, fordi det har taget mig mange år at erkende, at jeg er igangsætter snarere end administrator og derfor har en indbygget rastløshed. I dag ved jeg, at det ikke er mig, den er gal med, bare fordi jeg ikke følger den gængse karriererute. Det har jeg fået gjort op med, og det har givet mig ro,” siger Benedicte Strøm, der ikke har forandret sig meget, siden hun tonede frem på de danske tv-skærme som ung studievært på DR Sporten i 1994.

Det mørke krøllede hår og smilehullerne er de samme ligesom de brune øjne, der udstråler den samme energi, som også har været dynamoen i hendes omskiftelige arbejdsliv.

Kombinationen økonomi og journalistik

Benedicte Strøm har altid vidst, at hendes faglige liv skulle kombinere det journalistiske med det økonomiske. Hun læste cand. polit. i 1980’erne og tog den journalistiske tillægsuddannelse i 1985, da det netop kunne sikre hende de to ben at stå på. Hun skulle til gengæld bruge 20 år af sit arbejdsliv på at finde den perfekte balance imellem det kreative og det akademiske. Og hvor mange af hendes tidligere polit.-studiekammerater siden er gået den slagne vej og støt har arbejdet sig op til i dag at bestride tunge poster i den private og offentlige sektor, har Benedicte Strøm zigzagget mellem vidt forskellige jobs som et pendul i konstant bevægelse mellem journalistikken og økonomien som de to yderpoler.

Først var der startjobbet som økonom i Den Danske Bankforening, som også bød på kommunikations- og journalistiske opgaver, men alligevel blev en kende for tørt. Benedicte Strøm begyndte derfor at opsøge det journalistiske miljø, og i 1989 fik DR nys om hendes dengang sjældne kombination af økonomi og journalistisk og ansatte hende som udenrigs- og erhvervsreporter på TV Avisen. Her begyndte hun også at træne fodbold med sportsredaktionen i Utterslev Mose hver onsdag, som i 1994 shanghajede hende til en stilling som studievært. Det markerede starten på livet som offentligt kendt dansker for Benedicte Strøm, men også på det hun kalder de sjoveste år i karrieren. Teamet på sportsredaktionen var nyt og ungt, og der var masser af ideer og ditto muligheder for at rejse til sportsbegivenheder i hele verden. Alligevel begyndte hun at køre træt i rollen som studievært efter nogle år, fordi hverdagen på redaktionen de fleste dage var den samme, og de udfarende opgaver hørte til sjældenhederne.

Barn af DR

”Jeg elskede min tid i DR og føler mig i dag virkelig som barn af den arbejdsplads. Det vidste mine omgivelser jo også, og derfor var der højlydt undren, da jeg gik. Og selvom jeg var helt afklaret med, at jeg måtte væk, fordi jeg følte mig for lukket inde i det der studie, var det her nok første gang i min karriere, at jeg blev bekymret over ikke at vide, hvad jeg så ville. For det anede jeg ikke,” siger Benedicte
Strøm.

Derefter fulgte et par år, hvor hun med egne ord tog på kanalrundfart som studievært på forskellige underholdningsprogrammer på både TV 2 og TV3, der dog endte med at føles for underlødige og langt fra hendes faglige kerne. I 1998 svingede hun derfor pendulet helt tilbage og blev igen ansat i Den Danske Bankforening, der nu hed Finansrådet, som informationschef. Men allerede året efter lod hun sig overtale til jobbet som informationschef i Tivoli. Og denne gang med en mavefornemmelse af endelig at være havnet på rette hylde.

”Da jeg kom til Tivoli, tænkte jeg, at nu må den være der, for det job havde alt det, jeg elsker: Underholdning, forretning, turisme, en inspirerende chef, en visionær bestyrelse og en masse udviklingspotentiale. Og jeg var også virkelig glad de første år, men efter lige præcis tre begyndte jeg at få den der kvælningsfornemmelse igen. Og der blev jeg virkelig frustreret, for jeg kunne ikke forstå hvorfor,” siger hun og fortæller, at rastløsheden efter opsigelsen i Tivoli for alvor fik hende til at kigge indad for at forstå sin konstante trang til opbrud og faglig rodløshed.

Samtidig undrede medierne sig højlydt over hendes uventede sortie fra forlystelsesparken, og et sted mente man, at det måtte være, fordi hun og direktør Lars Liebst var raget uklar.

”Men det var helt forkert. Jeg forlod Tivoli med et rigtig godt forhold til Lars, men var jeg blevet et år til, var det nok gået i hårdknude. Ikke på grund af ham, men på grund af mig. For det var her, det begyndte at blive klart for mig, at lige meget hvor fedt et job jeg har, så vil vanen i dagligdagen på et eller andet tidspunkt begynde at æde sig ind på min energi. Så mister jeg mit drive og kan mærke, hvordan jeg langsomt går fra at være kreativ til at blive ukonstruktiv. Og så er det tid til at komme videre,” forklarer Benedicte Strøm, som altså sagde op i Tivoli uden at vide, hvad hun skulle.

Endnu et uventet karrierespring

Efter lange overvejelser og mange gåture omkring Bagsværd Sø med sin hund som eneste samtalepartner, besluttede hun sig for en executive MBA på SIMI for at blive tanket op rent fagligt, mens hun alligevel trådte vande i karrieren. Og i 2004 stod hun så med et executive MBA-bevis i hånden, som hendes netværk, venner og familie klart mente skulle bruges som springbræt til at stige i graderne og indkassere et passende topjob. Men ligesom før sendte Benedicte Strøm pendulet af sted igen og trådte denne gang et skridt ned ad karrierestigen for at gå selvstændig som kommunikationsrådgiver og etablere firmaet Kaster+Strøm med ekskollegaen fra DR
Søren Kaster.

”Det var endnu et af de der uventede karrierespring, som igen fik mine omgivelser – ikke mindst familie og venner – til at ryste på hovedet. De mente alle, at jeg da skulle bruge den MBA til at få mig en stor stilling. Hvis ikke var det hele jo spildt. Men vel var det da ej spildt. Jeg lærte vanvittig meget på SIMI, især om strategisk ledelse og forandringsprocesser, som jeg har brugt lige siden,” siger Benedicte Strøm, som begyndte at blive klogere på sig selv og forstå, at de hyppige jobskifte ikke er tilfældige, men det hun trives bedst med.

Til gengæld begyndte hun samtidig også at blive tiltagende irriteret over omgivelsernes mangel på accept af hendes atypiske karriere.

Djøfernes karriereopfattelse er forstenet

”Jeg begyndte at forstå, at der, hvor jeg har det allerbedst, er, når jeg sætter ting i gang og får sparket dem ud over rampen. Men jeg er ikke god til det samme hver dag flere år i træk. Derfor springer jeg tit fra jobs lige der, hvor andre begynder at kunne læne sig tilbage i dem og høste frugterne af det hårde arbejde, de har gjort, og automatisk stige i graderne. Og derfor synes mine omgivelser, at jeg hele tiden spænder ben for mig selv. Men det gør jeg jo ikke i forhold til mine egne drømme og ambitioner, kun i forhold til det klassiske karrierebegreb, som handler om, at karriere er noget, der bevæger sig i en lige linje og hele tiden opad. Men det er der ikke ret meget der gør i den virkelige verden. Til gengæld dominerer den, synes jeg, helt forstenede tænkning hos djøferne. For der findes da masser af andre succesfulde måder at gøre karriere på,” siger Benedicte Strøm, som siden endnu en gang har rykket de faglige teltpæle op.

For to år siden solgte hun sin andel i Kaster+Strøm og forlod efter fem års velfungerende partnerskab med Søren Kaster den veltrimmede kommunikationsvirksomhed, da hverdagens rutiner endnu en gang begyndte at indhente hende. Og siden har hun været selvstændig kommunikationsrådgiver i +Strøm og altså for første gang 100 procent herre i eget hus.

Plads til alle facetter

”I dag er jeg kun mig selv, men arbejder i tætte partnerskaber med andre seniorkommunikationsrådgivere ligesom mig. Derfor har jeg masser af fagligt samarbejde med folk omkring mig, men har til gengæld total frihed til at dyrke de andre facetter i mit liv, som jeg har lært, at der også skal være plads til,” siger hun og nævner det, hun kalder både eventyreren og barnet i sig selv.



Den ene side er jævnligt blevet stimuleret på to-tre måneders rejser jorden rundt, tit med de to teenagedøtre som rejsefæller. Den anden bliver blandt andet udlevet som børnebogsforfatter under rejserne eller imellem kommunikationsprojekterne herhjemme. Første anmelderroste børnekrimi kom på gaden sidste år, og den næste er undervejs.

Og lige netop den kombination ser i hvert fald indtil videre ud til at være det perfekte match i Benedicte Strøms arbejdsliv. Hun kan nu ubekymret lade pendulet svinge frem og tilbage, hver gang hun føler trang til et fagligt sporskifte, og skal ikke bruge kræfter på omgivelsernes reaktion. Og derfor befinder hun sig lige nu også med egne ord tæt på faglig lykke og med et arbejdsliv, som hun er ovenud tilfreds med, selvom hun erkender, at det har kostet at nå dertil.

Holder mine planer for mig selv

”Sideløbende med min tvivl har jeg jo også brugt ekstremt megen energi på at komme ud over, hvad andre mennesker synes om, hvad jeg gør. Og én af måderne har ganske enkelt været ved helt at lade være med at fortælle folk om mine planer, før jeg realiserer dem, for jeg har altid vidst, at de ikke ville kunne forstå mig, og hvad skal jeg så bruge deres reaktion til? Jeg kan jo mærke, hvad der føles rigtigt for mig − ligesom da jeg stod der som 14-årig i konfirmationskjolen. Det gør de andre jo ikke. Så den eneste måde at komme igennem det på er ved at blive rigtig god til at lytte til sig selv og stole på mavefornemmelsen,” siger Benedicte Strøm.

Hun ærgrer sig ikke over, at hun ikke har kunnet presse sig selv ind i de klassiske karrierenormer og fortryder på ingen måde, at hun i dag ikke sidder på toppen af en stor organisation med en masse mennesker under sig. Hun er glad for endelig at have fundet opskriften på det, der er det rigtige for hende, men kan godt have medlidenhed med andre rastløse djøfere, der heller ikke passer ind i det klassiske karrierebegreb, og som ikke har haft held og mod til at bryde med normen.

”Der er jo faste normer i alle fagkredse, men jeg har oplevet, at især djøfkulturen har svært ved de typer, som ikke lader sig placere i de klassiske kasser. Og jeg kan forestille mig, at der går folk rundt, som dybest set er ulykkelige, fordi de ikke kan finde glæden og roen i langsomt at arbejde sig op igennem systemet, men som ikke ved, hvad de ellers skal gøre. Mit bedste råd til dem er: Lyt til din egen stemme og ikke til de andres. Det har i hvert fald været min vej frem til accept af, at jeg måske ikke passer ind i normen, men alligevel har fået skabt mig et superinspirerende og lykkeligt arbejdsliv,” slutter hun.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.