Schlüter, Fogh og Løkke

09-03-2010
3 min.

Op af stolen - Clement Behrendt Kjersgaard.

Det lykkedes hverken for Fogh eller Schlüter at omsmelte Danmark til et grundlæggende anderledes samfund. De indgik hvert deres kompromis med de politiske realiteter tilsyneladende i erkendelse af at der ikke ville kunne fremmanes et befolkningsflertal bag nogen Thatcheristisk revolution. Schlüter byggede til alles overraskelse 11 års stabil borgerlig regeringsmagt på en koalition rækkende fra R til Z. Men selvom Schlüter havde erklæret, at ’ideologi er noget bras’, var det Fogh, der skabte et borgerligt folkeparti, som kunne udfordre S som velfærdsstatens vogter (og dermed trak midtbanen væk under de små centrumpartier). Der var andre klare kontraster: Fogh sendte Danmark ud i to langvarige krige, hvorimod Schlüter levede med oppositionens fodnoter i NATO. Til gengæld gennemførte Schlüter en stenhård økonomisk politik i erkendelse af de økonomiske realiteter, mens Fogh i otte år tøvede med reformerne.

Bliver Lars Løkke mere som Fogh eller mere som Schlüter? Eller for at spørge på en anden måde: Hvor unik var perioden 2001-2009? Fogh havde tre særlige vilkår; en økonomisk fremgangsperiode, et unikt regeringsflertal med Dansk Folkeparti og den dagsorden han arvede fra 11. september-angrebet blot 10 uger før sin tiltrædelse. De sidste par år har mange været parate til at forudsige denne æras afslutning, fx i forbindelse med snakken om ’de anstændige borgerliges’ oprør i slutningen af 2006 og Ny Alliances kortvarige succes i 2007. Så ramte Finanskrisen. Og hvis dagsordenen nu er skiftet fra ’islam’ til ’økonomi’, vil Lars Løkke så skifte fra ’Fogh-modellen’ til ’Schlüter-modellen’?

Det tegner sådan, selvom transformationen foregår i slowmotion. Selvom Løkke har afstået fra at lave noget eksplicit brud med Fogh, har senest rokaden og regeringsgrundlaget tydeliggjort, at ’kulturkampen’ (læs: Islam) ikke pt. prioriteres højt. Hvad betyder det? Tre muligheder:

  1. At ’islamkortet’ får lov at vente til det øjeblik, hvor VK måtte have brug for det.
  2. At opgøret med ’tossegodheden’ er blevet accepteret så langt ud på venstrefløjen, at spørgsmålet er ophørt med at være et politisk markeringsområde for andre end DF.
  3. At islam-diskussionen bare er falmet og overgået til at være et ’almindeligt’ politikområde (folkeskole, sundhed), som vil blive lejlighedsvist aktiveret, men ikke længere er trumf.

Bemærk at 2+3 kan ligne hinanden, men hviler på diametralt modsatte forlæg; enten er islam blevet neddroslet, FORDI danskerne mener, at problemet er lille, (3) ELLER fordi de er blevet enige om, at det er stort (2). Sandheden er, at politikerne ikke ved, om der er tale om det ene eller det andet.

Hvis økonomien nu tager den samme præcedens som i 1980erne, må VK’s håb være, at vælgerne – som meningsmålinger indikerer - hellere tiltror dem krisestyringen end overlader den til S. Vælgerne belønnede trofast Schlüter for den stramme økonomiske politik (han vandt fire valg i træk). Alligevel tøvede Løkke – fra krisens start i 2008 (hvor han var Finansminister) helt til januar 2010 med at anerkende krisen som et mere varigt vilkår. Selv nu vil han ikke helt tilstå, hvor slemt det ser ud. Hvorfor? Måske frygter Løkke, at vælgerne er så vant til de gode tider, at de vil flygte fra ham. Eller måske har selv borgerlige politikere glemt, hvordan en krise ser ud. Det var (økonomen) Fogh, der så sent som i november 2007 trodsede kritik fra vismændene med opfordringen om, at økonomerne måtte ’skrive lærebøgerne om’. Det tager tid  at tilbagelægge afstanden fra dét synspunkt til verden, som den ser ud nu. Men før Løkke kan overbevise vælgerne om krisens alvor, må han selv tro på den.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.