Omvendt lobbyisme vinder frem

Det kalder man det, når virksomheder, lobbyister og interesseorganisationer sonderer opbakningen til og knasterne i de sager, de prøver at fremme hos politiske beslutningstagere.

Den type sondering har ministeriernes embedsmænd selvfølgelig også altid bedrevet – bare den omvendte vej.

Rådgivningsfirmaet Advice A/S har interviewet 12 departementers og 28 styrelsers kommunikationschefer og særlige rådgivere for at få et billede af, hvordan der praktiseres inddragelse og kontakt til interessenter udover de formelle inddragelsesforpligtelser.

Hvor vi ved en masse om lobbyister og interesseorganisationers påvirkning udefra og ind, ved vi for lidt om forvaltningens egen politiske interessevaretagelse indefra og ud, mener chefrådgiver i Advice, Tobias Zacho Larsen, som har stået for undersøgelsen.

Bundlinjen i analysen er, at interessentarbejdet er meget centralt for styrelser og departementer, og at det er i vækst, men at der er store forskelle på, hvordan de prioriterer og strukturerer arbejdet.

Sværere at gennemskue forvaltningen

Forskning gennemført af professorerne Peter Munk Christiansen, AU, og Asbjørn Sonne Nørgaard, SDU, bekræfter, at udviklingen er gået i retning af, at inddragelsen i stigende omfang sker uformelt. For 30 år siden blev der nedsat mange flere formelle organer som kommissioner, udvalg og arbejdsgrupper.

”Alle kunne se, hvem der sad i dem og læse, hvad der kom ud af det. Det kan vi ikke i dag,” forklarer Asbjørn Sonne Nørgaard.

Men om dét er et demokratisk problem, kan der ikke gives et entydigt svar på, siger han.

”Det er et ja i den forstand, at demokratiet altid har godt af, at vi kan kigge magten i kortene, og det kan man ikke, når man ikke ved, hvad der foregår. Det er lettere at holde oppositionen og andre interessenter i uvidenhed.”

Men et nej i den forstand, at uformel inddragelse er nødvendig i et demokrati, hvis der skal træffes også svære beslutninger fra en strukturreform til en efterlønsreform.

”En regering er nødt til at kunne tilrettelægge en politisk proces, hvor den prøver at navigere uden om skærene. Ellers ville alle upopulære forslag lide skibbrud,” fastslår han.

Derfor er det nærmest embedsmandens 1. bud at kunne reducere usikkerheden i omgivelserne ved at kunne forudse de politiske skær og omfanget af brok og ballade.

Politisk temposkift

Interesseorganisationerne har ligeså stor lyst til at tale med ministerierne, at de kæmper indbyrdes om det. Dér ligger kødbenet snarere begravet.

For embedsværket sidder med fordelen. Ministeriet kan selektere, hvem der skal med på insidervognen, påpeger Asbjørn Sonne Nørgaard.

”Den uformelle inddragelse giver ministerierne større frihed til at vælge, hvem de vil danse med. De kan også spille danseparterne ud mod hinanden. I dag kan man godt finde på at springe DI over og i stedet invitere tre store virksomheder ind, og du kan roligt regne med, at embedsværket ikke inviterer bredt bare for at få den bedst mulige politik eller blive mest muligt oplyst. De gør det for at håndtere en proces.”

Det ligger på rygmarven af alle parter, at embedsværket dyrker kontakten til dem, der har de mest intensive interesser på et givent sagsområde, lyder det fra professor Jørgen Grønnegård Christensen, AU.

”Du kan da godt sige, at det er der en indbygget skævhed i, men det er jo ikke lyssky affærer, som ikke tåler dagens lys. Det er forholdsvis åbent og gennemskueligt, hvad der sker,” siger han.

Grønnegård og Nørgaard er til gengæld enige om, at tempoet i de politiske dagsordener påvirker udviklingen. Der er ikke samme tid til de lange formelle processer som før. Uforudsigeligheden og omskifteligheden i politik og presset fra medierne er meget større i dag.

Det lægger et pres på embedsværket om, at det meget, meget hurtigt skal kunne danne sig et indtryk af de politiske muligheder og skær i en sag. Der skal reageres hurtigt. Det er svært at forestille sig en vej tilbage til de gode gamle dage.

Tænker ikke ud af boksen

På trods af væksten i den uformelle interessentpleje er ministerierne ifølge Tobias Zacho Larsen påfaldende lidt bevidste om metoder, strategier, videndeling og ressourceforbrug.

Men inddragelse af interessenter og holden sig ajour med sin omverden er ikke en opgave, man bliver færdig med, siger han.

”Derfor giver det stor mening at være sig ressourcetrækket bevidst og arbejde systematisk med det for at optimere de kræfter, man bruger på det. Det kræver gode redskaber, hårdere prioritering af hvor de største potentialer ligger og en langt mere strategisk tilgang, hvad de færreste endnu har.”

Den typiske svaghed i ministeriernes inddragelsesarbejde er ifølge Tobias Zacho Larsen, at man mødes med ’Tordenskjolds soldater’ – dem, man i forvejen kender og er trygge ved, mens kritikerne, som er uenige med ministeren, langt oftere overlades til sig selv.

”Det er ikke den optimale måde at arbejde på, hvis målet er at skærme ministeren af for ikke-regulær kritik, der kan forskyde fokus væk fra det centrale i et initiativ.”

Man har også for lidt blik for de aktører, som reelt er opinionsledende og dagsordenssættende, påpeger han.

”Man er hverken god til at omfavne sine fjender eller tænke ud boksen.”

Så multimedieskatten? Var det dårligt stakeholder arbejde?

”Skatteministeriet har helt sikkert kalkuleret med tæsk fra de højtlønnede, som jo glemmer, at de har fået en klækkelig skattelettelse – men næppe fra de lavtlønnede. Så det er vel et godt eksempel på, at man ikke fik jokket fingeren i jorden og nu hænger på et tiltag med rigtig dårlig symbolværdi,” siger Asbjørn Sonne Nørgaard.

Nu laver man ikke stakeholder analyser midt i en højpolitisk forhandling om et forlig, så sådan én har der ikke været om multimedieskatten, lyder det fra Peter Høyer, som var særlig rådgiver hos tidl. skatteminister Kristian Jensen, og som er en af dem, der er blevet interviewet af Advice.

”Men nej, vi har såmænd ikke været overraskede over kritikken. Men vi er nok blevet lidt overraskede over, hvor længe det har kunnet blive ved med at køre som lynafleder fra andre, vigtigere spørgsmål.”

Sådan gør de bedste ifølge Advice

De ti procent mest ambitiøse styrelser og departementer arbejder meget systematisk og proaktivt med interessentarbejdet. De har hyppig kontakt med deres interessenter – også de kritiske – og holder sig meget ajour. Fx via løbende interessentanalyser og overvågning af, hvad der sker hos nøgleaktører.

Lytter til alle gode ideer

Undervisningsministeriets departement er ifølge Advice et af de departementer, som arbejder mest professionelt med stakeholder-arbejde. Vi har spurgt departementschef Niels Preisler, hvordan de gør.

Hvilket interessentarbejde foretager I?

”Vores overordnede målsætning er at lytte til alle vores interessenter. Derfor har vi bl.a. udarbejdet en omdømmeanalyse, hvor vi interviewede ti relevante interessenter ud fra parametre som ministeriets åbenhed, samarbejde, dialog og føling med omverdenen. Det gav os mange ærlige svar og gode input, som vi har taget til os.

Derfor fokuserer vi nu på, hvordan vores mange dialogmøder og besøg på uddannelsesinstitutioner bliver forankret i en egentlig relationsstrategi, og vi har også fokus på at systematisere vores brugerundersøgelser og brugerinddragelse.

På hjemmesiden har vi flere områder med brugergenereret indhold: Del en god idé, Meld en meningsløs regel, Dagbog fra en studerende og jævnlige opinionsindlæg fra interessenter.”

Anvender I systematik og redskaber?

”På kommunikationsområdet indledte vi sidste efterår et forsøg med interessentmonitorering, hvor vi foretog systematisk overvågning af blogs, onlinefora, hjemmesider, fagmagasiner og medier. Det giver os et systematisk og aktuelt indblik i interessenternes virkelighed, og hvad der optager dem lige nu.

Vi vil fortsat bruge omdømmeanalyser til at følge op på, hvordan vores interessenter opfatter os, og hvordan vi kan gøre det endnu bedre – både i vores samarbejde med dem og i vores kommunikation.

Vi vil også gerne følge endnu mere systematisk op på dialogmøder og embedsmandsbesøg på institutionerne. Her ligger der en rig kilde til videndeling og idéudvikling.”

Er der grænser for, hvad embedsværket kan og bør gøre?

”Vores opgave er at betjene ministeren med fyldestgørende og saglig sagsbehandling. Det betyder også, at de givne økonomiske og politiske rammer skal respekteres.