Nu har loven så virket i et par år, og jeg er faktisk holdt op med at ryge i mellemtiden. Når jeg en sjælden gang overvejer at tage en smøg, bliver jeg bremset af, at jeg ikke gider skulle udenfor hver gang, jeg skal ryge, og jeg mister lysten til at ryge, når jeg ikke kan gøre det på caféen eller over en kop kaffe derhjemme, når veninderne er på besøg. Det hyggelige ved at ryge var jo netop i de situationer, hvor det nu er forbudt. Ergo har jeg ikke længere lyst til at være ryger. Fantastisk! Og det er selvfølgelig ikke bare mig, som har gået fra skepsis til tilhænger af lovgivningen, og det er heller ikke bare mig, der har haft nemmere ved at holde et rygestop efter, lovgivningen er trådt i kraft. Allerede et halvt år efter, at loven var trådt i kraft, dykkede antallet af dødsfald efter en blodprop i hjertet. Det drejede sig om 362 mennesker – eller næsten ligeså mange, som der hvert år dør i trafikken. Der er altså seriøst mange menneskeliv på spil, når vi laver lovgivning på dette område. Faktisk mener jeg, at vi skal gå længere ad den vej, hvis vi mener det med sundheden alvorligt. De fleste af os har brug for fællesskabet for at ændre på vores vaner. Og de fleste af os er kede af, hvis vi vejer for meget eller, hvis vi ryger. Det er ikke noget overformynderiet finder på. De fleste mennesker har naturligvis helt af sig selv lyst til at være sunde og raske.