Stof til eftertanke

15.12.2010

af

Kirsten Mølvang

Kirsten Mølvang

Kommentar.

“Når samlivet revner – kan det hele være lidt uoverskueligt!

X advokatfirma tager hånd om situationen… Jeg rådgiver dig om dine rettigheder. Jeg sørger for papirarbejdet. Jeg sikrer, at formuen bliver delt.“

Sådan markedsfører et kendt advokatfirma i trekantsområdet sig. Ovenstående citat springer i øjnene, når ugeavisen bladres igennem. Annoncen tiltrækker klienter, der har brug for assistance for økonomisk at få mest muligt ud af en skilsmisse i en situation, hvor tilværelsen står på hovedet og kærlighed blevet til had. Eventuelt hævntørst, selvom den aggressive part har fundet en anden partner og ønsker at ophæve ægteskabet. Den, der bruger beskidte tricks, er den, der skabte situationen.

Når et tidligere kærestepar ikke kan tale sammen mere, gælder det om at finde den person, der evner at sætte ord på skrift samt henvise til paragraffer, der optimalt understøtter den valgte argumentation. En stjerneadvokat?

Det kan undre, at sund fornuft og mundtlige og skriftlige aftaler mellem to parter, der engang holdt af hinanden, afløses af jura og indviklede paragraffer. Stjerneadvokaten sender breve med trusler om retssag, hvis modparten ikke straks betaler. Den kvindelige advokat gør ihærdige forsøg på at omstøde lovlige aftaler for at skaffe flere penge til klienten. Argumenter anvendes vedrørende klientens følelsesmæssige utilregnelighed i underskrivelsesøjeblikket. Kan man være så berørt et halvt år efter ægteskabets krak, når man selv er i et nyt kærlighedsforhold? Tanken strejfer mig – er advokater i besiddelse af selvkritik? Hvis tjener er advokaten? Advokaten tjener sin klient, der betaler 2.000 kroner i timen for at skaffe penge til ham. I mine øjne har advokater også et kald. Det er en fornem opgave at tjene samfundet og at skabe retfærdige løsninger mellem mennesker, hvilket gøres ved sobert arbejde. At sende trusler til modparten er ikke pænt. At forlænge en konflikt er heller ikke pænt. Sagde nogen pengemaskine? Findes begreberne etik og moral ikke i jurastudiet? Hvem holder øje med advokaters arbejde? Det synes, at alle sager har så lange behandlingstider og koster så meget, at almindelige mennesker opgiver at følge dem til dørs, fordi udsigten til økonomisk ruin er for stor og det psykiske pres for hårdt. 

Hvornår står en aftale ved magt? Set fra mit synspunkt er en aftale, udformet af en advokat, konfereret med klienten, forhandlet med modparten og underskrevet i enighed, en aftale, der står ved magt. Hvis den kan brydes, fordi en af parterne kommer i tanke om, at en anden udformning var økonomisk bedre og derfor ønsker den omstødt, hvor er retssikkerheden så? Kan en advokat i månedsvis anvende ordene forlods af provenuet, for efter aftalens indgåelse at sige: Hovsa, det var ikke det, jeg mente….

Eller denne slutning på et brev: „Såfremt du ikke vil medvirke til ovennævnte, forbeholder min klient sig ret til at indbringe sagen for skifteretten“.

Eller: „Ovennævnte beløb 157.500,00 kr. imødeses indbetalt inden 8 dage. I modsat fald ser min klient sig nødsaget til at indlede retslige skridt mod Deres klient.“

Hvis juristen har begået fejl, er det så ikke en sag mellem advokaten og hendes klient? Kan det lade sig gøre at tørre sagen af på modparten? Kan sådan en sag vindes på advokatens fejl? Hvor er advokatens troværdighed? Har advokater ikke en forsikring, der betaler for deres fejl? Det vil være en plet på hendes karriere, så hun truer derfor modparten til at betale eller trække den pågældende i retten. Hvem har ikke frygt for det? Hendes sidste trussel er at sende modparten til inkasso - hvordan kan man det, alene på eget krav om betaling og uden forudgående rykkerskrivelser?

Hvem skulle opdage, hvad der foregår? Kommunikationen foregår mellem to parter. Ingen ser den. Selvransagelse er her på sin plads.

En skilsmisseadvokat laver ikke fejl i bodelingsoverenskomster, for det er det, skilsmissesager handler om! Det siges, at de punktummer, vi sætter i livet, altid er provisoriske. Stof til eftertanke?

Lægerne har Sundhedsstyrelsen og Retslægerådet til at holde øje med sig. Hvem holder øje med advokaterne?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet