Kigger vi på, hvad der ofte sker i en organisation, hvor der er vækst og udvikling, er det klassisk, at de forskellige praksisser over tid bliver mere og mere raffinerede. Eksempelvis involverer den årlige budgetproces stadig flere medarbejdere, der indberettes i stadig mere sofistikerede skabeloner, og der fyger flere og flere typer tal gennem organisationen. Der er på den måde en iboende udvikling mod at gøre mere, bedre, større, elegantere, lækrere, hvor det bliver djøfernes rolle at være den ”partykiller”, der går præcis den anden vej og arbejder for forenkling, mindre, billigere, hurtigere, smidigere og med færre involverede i nogle processer.