Utilstrækkeligt stressberedskab

Stress ser ud til at være et fænomen, der er kommet for at blive. På vegne af medlemmerne kan vi fremføre krav ved OK:11, som gør en forskel for den enkelte. Men hverken jeg eller Djøf kan egenhændigt sikre stress-frie offentlige arbejdspladser. Arbejdsgiverne er altid en vigtig del af løsningen, når der er stress på en arbejdsplads. Derfor skal arbejdsgiverne forholde sig til stress-problemer, når de opstår, og hvor de opstår. Det kræver vi til OK:11-forhandlingerne. Desværre er der god grund til disse krav.

Djøfs nye undersøgelse af stress og mobning her fra efteråret 2010 er således trist læsning. Undersøgelsen viser, at det samlede stressniveau er uændret siden 2008. Det betyder, at det er hver fjerde djøfer, der er stresset i en grad, så de er generet af det.

Hertil kommer, at tre ud af fem offentligt ansatte djøfere i undersøgelsen har angivet, at deres arbejdsplads har været negativt påvirket af den økonomiske krise. Tallet for det offentlige område er endda højere end for det private. Det er især de kommunalt ansatte, der oplever dette – her er det tre ud af fire. Dette viser sig også ved, at omkring hver femte djøfer har følt sig bange for at blive fyret under krisen. Det er forhold, som selvsagt også kan være medvirkende til stress.

Et uændret stressniveau gennem de seneste par år er imidlertid uforståeligt og uacceptabelt. Når jeg ser tilbage på overenskomstforhandlingerne i 2008, aftalte vi, at arbejdspladserne skulle arbejde med retningslinjer for at identificere, forebygge og håndtere problemer i tilknytning til arbejdsrelateret stress.  Alligevel oplever under halvdelen af de offentligt ansatte djøfere, at stressberedskabet på arbejdspladsen er utilstrækkeligt.  Det er ikke godt nok!

De offentlige arbejdsgivere må i gang med at efterleve aftalen fra 2008. Og der skal flere og mere forpligtende initiativer på bordet. Djøf har ved OK:11 bl.a. foreslået, at arbejdspladsernes trivselsmålinger offentliggøres, og at der skal laves handlingsplaner for både den stressramte og afdelingen eller kontoret, fordi kollegaerne også berøres.

Nogle oplever stress i så høj en grad, at de sygemeldes. Af djøferne har syv pct. oplyst, at de inden for de seneste 12 måneder har været sygemeldt på grund af stress. Ud over at være et stort individuelt problem, som endda har helbredsmæssige konsekvenser, så er det også et meget stort problem for arbejdspladserne og samfundsmæssigt.

Personalestyrelsen selv fortæller i deres Hvidbog fra september 2010, at hvis sygefraværet kan nedbringes med én dag pr. medarbejder, så vil behovet for arbejdskraft bliver reduceret med 800 årsværk. Det giver mig den tanke, at der virkelig er noget at hente for alle parter, hvis vi kan sætte en stopper for stress og alle de sygedage, der følger i kølvandet. Jeg er derfor fuld af forhåbning til de forestående forhandlinger med de offentlige arbejdsgivere – her er virkelig et område, hvor vi alle bliver vindere.