Nyt job - Benedikte Erritsø

15.11.2010

af

Fra skurvogn til big business.

Benedikte Erritsø, 40 år, cand.merc.jur. Har tidligere arbejdet ni år hos Arla Foods som product manager. Nu product manager hos Hilton Foods Danmark A/S.

Hvordan fik du jobbet?

”På den helt gammeldags facon. Jobannonce. Samtaler og test. Ikke noget med netværk.”

Hvad skal du lave?

”I øjeblikket sidder jeg i en skurvogn på en mark. Hilton Foods er en engelsk virksomhed, der starter afdeling i Danmark, efter de har fået en aftale om at skulle levere fersk kød til Coop. Så de er i fuld gang med at bygge en fabrik udelukkende til det formål, og jeg skal være med til at bygge produktafdelingen op helt fra bunden. Lige nu er vi otte medarbejdere, og om nogle måneder er vi 200.”

Hvad laver en product manager?

”Jeg skal blandt andet stå for den administrative styring af produkterne og deres emballage, og jeg kommer også til at arbejde med udvikling af nye produkter. Og så skal jeg selvfølgelig være med til at sikre, at alle de regler, der findes inden for fødevarebranchen, bliver overholdt.”

Hvordan har du det med, at alt i princippet ligger åbent?

”Ja, det er jo lidt usikkert det hele, men det er også noget af det, der tiltaler mig, og vi er jo alle i samme båd. Det er et privilegium at få lov til at være med helt fra start, og det betyder også, at jeg nu har muligheden for at finde ud af, hvad jeg vil bruge af det, jeg har med i bagagen, og hvad jeg synes, der skal gøres anderledes.”

Hvad er den største udfordring?

”Der er jo ikke tale om nogen blød opstart. Alt skal i princippet være på plads på samme tid, så fra dag et er det et kapløb med tiden. Der kommer nok en periode, hvor der bliver rigtig meget arbejde, men så må jeg jo bare smøge ærmerne op.”

Du havde været ledig i et år, da du fik jobbet. Har det haft negativ indflydelse, da du søgte job?

”Jeg har hele tiden selv været overbevist om, at jobbet var derude, det var bare et spørgsmål om tid, før jeg ramte det rigtige. Og jeg synes ikke, der har været overdrevent fokus på det til samtalerne, men i øjeblikket er det også helt legalt at være ledig. Jeg har ikke oplevet, at der er blevet stillet spørgsmålstegn ved mine kompetencer af den grund, men jeg er da meget glad for at være i arbejde igen – og så i et job, hvor jeg, lige fra jeg så stillingsannoncen første gang, har haft mavefornemmelsen af, at det bare lige var mit job. Og det blev det heldigvis.”

Har du et råd til andre ledige, der er på jagt efter et job?

”For mig har det været altafgørende, at jeg har troet på det, når jeg er gået ind til en samtale – at jeg har troet på mit eget værd. Og så tror jeg, det er vigtigt at reflektere over, hvorfor det ikke blev ’mig’, når man måske igen bliver den evige toer. For der er bare nogle ting, man ikke kan gøre noget ved, og ofte er det jo, fordi den anden har en bedre erfaring, og så er den historie jo ikke længere.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet