Hængt ud på forsiden

02-11-2010
5 min.

Suzanne Aaholm, fyret kommunaldirektør, bliver hængt ud i en ensidig artikel i Kommunernes Landsforenings blad, mener DJØF. Historien får også fremtrædende kommunale topchefer til at advare mod et optrappet konfliktniveau.

’Aaholm tav om advarsler’ og ’Frederiksbergs fyrede kommunaldirektør skjulte oplysninger for politikerne’, lyder overskriften på en stort opsat forsideartikel i Kommunernes Landsforenings blad Danske Kommuner.

Men artiklen fremstiller ifølge DJØF sagen helt i borgmesterens favør. Læseren lades tilbage med samme forklaring på afskedigelsen, som dén borgmesteren gav i dén pressemeddelelse, han sendte ud om, at han havde fyret sin kommunaldirektør med tre måneders løn – her bare udpenslet i detaljer.

Artiklen bruger godt nok udvalgte dele af Suzanne Aaholms høringssvar i sagen. Men ikke de dele, hvor hun imødegår beskyldninger om budgetoverskrivelser og skjulte oplysninger – og bl.a. påviser, at hun ikke kunne komme igennem hos borgmesteren med at give byrådet oplysninger.

Dén del fylder ellers 135 af de 140 sider i hendes svarskrift i personalesagen. Men i artiklen fremstår det som om, at Suzanne Aaholms eneste svar på anklagerne er, at der var samarbejdsproblemer mellem hende og borgmesteren, lyder DJØFs anke.

”Artiklen er ensidig og misvisende, og renser jo helt borgmesteren. Det er journalistisk for ringe af Danske Kommuner. Vi har jo bevist, at kommunen ikke har ret i denne sag,” siger Per Hansen, formand for de offentlige chefer i DJØF.

”Det er en helt uhørt udhængning på forsiden af KLs eget blad“, siger han.

Der skal nu føres sag om afskedigelsen. Men Per Hansen understreger, at hans hånd er strakt frem.

”Kommunen kan stadigvæk sikre, at vi får sluttet sagen på en ordentlig og redelig måde. Vores dør er åben, og vi holder kaffen varm.”

KL må spille sin rolle med større gefühl

Artiklen i Danske Kommuner får også fremtrædende kommunale topembedsmænd til at løfte det gule kort.

Det er hævet over enhver tvivl, understreger stadsdirektøren i Århus, Niels Højberg, at KL har sin rolle at spille som dén, borgmestre kan gå til og få hjælp, hvis de mener, at der er problemer med den øverste leder.

”Men det er lige så klart, at dén rolle må spilles med stor gefühl og megen diplomatisk snilde, fordi det netop er komplicerede sager. Og fordi udgangspunktet fra KLs side jo er, at borgmesteren altid har ret. Sådan må det være. Men så må vi også kunne have tillid til, at KL holder balancen og ikke bruger større armsving end nødvendigt.”

Hidtil har det været gældende kultur at holde et lavt konfliktniveau i disse vanskelige sager, og den kultur er det i alles interesse at bevare, siger Niels Højberg.

”I artiklen i KLs eget blad bliver denne komplicerede sag trukket for skarpt op,” fastslår han.

Også formanden for Kommunaldirektørforeningen, Jens Chr. Birch, påpeger, at den seneste tids stærke offentlige eksponering af afskedigelsessager er uheldig for alle parter. Ikke mindst i lyset af tidens stadig mere rå tone og stærkere pressejagt på den offentlige sektors ledere – både ledende politikere og embedsmænd.

”Det er dårlig samarbejdsetik, når politikere så at sige fyrer deres nærmeste medarbejdere i pressen. Her er kommunaldirektørernes holdning klar. Samarbejdsproblemer – også dem, der senere fører til afsked må klares inden døre.

Personalesager skal ikke forhandles i pressen – eller oprulles efterfølgende med stor detailrigdom, som vi på det seneste har set et eksempel på. Der er som bekendt fortrolighed i personalesager, også for topchefer,” siger han.

”Der er behov for, at KL og DJØF finder sammen om en mere fælles holdning og adfærd til afskedigelsessagerne. De er forhandlingsparterne, og de har ansvaret for, at kritiske topchefsager forhandles og løses inden døre, før de eksponeres i pressen,” fastslår Jens Chr. Birch.

DJØF har på sin side nu stillet et krav ved overenskomstforhandlingerne om et sæt etiske retningslinier i afskedigelsessager.

”Det kan og skal gøres bedre,” siger Per Hansen.

”Jeg er overbevist om, at kommunernes politiske ledelser også gerne vil have sikret, at vi kan have ordentlige og anstændige forhold i disse vanskelige og ulykkelige sager,” fastslår han.

DJØF har selv spillet pressekortet

Karsten Thystrup, juridisk chef i KL, ønsker ikke at kommentere Danske Kommuners artikel om Suzanne Aaholm, men henviser til bladets chefredaktør.



”Jeg er helt enig i, at personalesager ikke skal føres i pressen,” understreger han med henvisning til, at KL stiller krav ved OK:11 om at modernisere afskedigelsesbestemmelsen for særligt åremålsansatte – for netop at dæmpe konfliktniveauet i chefafskedigelsessager.

Karsten Thystrup vil gerne diskutere etik i sager om afskedigelser af topchefer med DJØF.

”Det kalder DJØFs egen helt usædvanlige ageren i en række sager om chefafskedigelser på. I Frederiksberg-sagen udleverer DJØF den ene parts høringssvar til pressen, før kommunen har nået at behandle det. Det er stærkt usædvanligt, og jeg forstår det ikke.”

”Vi har ikke brug for flere formelle regler end dem, vi allerede har. Men tryghed bliver jo et tema ved OK:11, og hvis det fremover bliver en del af fagbevægelsens forhandlingsstrategi at spille pressekortet og dermed eksponere disse sager voldsomt, har vi bestemt brug for at tale etik i en personalepolitisk sammenhæng.”

Danske Kommuners ansvarshavende redaktør, Tom Ekeroth, afviser kritikken af artiklen med Suzanne Aaholm.

”Hvis nogen mener, at artiklen er misvisende, må det stå for deres regning. Jeg mener, at den er tacklet journalistisk korrekt. Dækningen skal også ses i forhold til, hvordan sagen i øvrigt har været dækket i Danske Kommuner og på vores hjemmeside, hvor vi løbende har bragt også DJØFs synspunkter.”

Per Hansen siger, at det er helt korrekt, at DJØF optræder langt mere direkte og åbent end tidligere i afskedigelsessager:

”Hvis vi ikke reagerede, vil arbejdsgivernes påstande stå til troende. Vi oplever faktisk en stadig grovere udlægning af sagerne i offentligheden for at undgå at leve op til ansættelseskontrakten.”

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.