Engagement og fleksibilitet

30-11-2010
4 min.

Lisbeth Knudsen har flere direktørtitler bag sig. Hun mener, det er modet til at tage chancer og lysten til at påtage sig de store - tæt på umulige - opgaver, der har hjulpet hende selv på vej.

Lisbeth Knudsen ser ikke det succesfulde karriereforløb som noget, der kan planlægges:

”Jeg har aldrig lavet karriereplanlægning, og jeg tror ikke meget på det. Jeg tror derimod meget på, at man målrettet forsøger at bygge kompetencer på sit cv. Hvis man ved, at man er ekstremt svag på økonomi og regnskaber, så må man efteruddanne sig på det område. Hvis man ved, at man er svag på innovation og kreativitet, så må man målrettet arbejde på at blive bedre der. Men jeg tror ikke på karriereplanlægning forstået på den måde, at man beslutter, at man gerne vil sidde i den og den stilling om fem år. Det handler meget om at være til rådighed på rette tid og rette sted og turde tage springet ud i nye opgaver,” siger hun.

Engagement og commitment

Ud over de faglige kompetencer er det personligt engagement, hun kigger efter, når hun vurderer en medarbejder:

”Jeg sætter meget stor pris på medarbejdere og kollegaer, som viser, at de ikke bare har et job, men interesserer sig ud over det sædvanlige for det, de laver. Det handler ikke om at arbejde 24 timer i døgnet, men det handler – ud over at besidde de nødvendige faglige kompetencer – om at vise den kreativitet, den indlevelse og det commitment, som gør, at jeg tror på, at vedkommende vil kunne gøre en forskel i et nyt job.”

Tag ansvar og initiativ

Går du efter lederjobbet, handler det også om din evne til at kommunikere og engagere andre.

”Som leder skal du i min bog have nogle personlige kvalifikationer, som handler om at være troværdig, have høj integritet og kunne få andre med. Du skal have empati i forhold til andre. Kunne skabe tillid. Kunne aflæse en situation rigtigt. Det betyder meget i et lederjob,” understreger Lisbeth Knudsen.

Du skal også turde og kunne vise, at du har lyst til at stå i spidsen, og du skal have en personlig ambition med dit lederskab.

”Der er ingen fribilletter. Man er nødt til at tage noget initiativ ud over det sædvanlige. Vise en ambition. Det kan være at tage ansvar for en stor opgave. Det kan være at komme med oplæg og ideer. Vis, at du vil noget ekstra – også ved at være godt forberedt til møder, konferencer, seminarer og workshops.”

Forstå firmaets behov og vær fleksibel

Masser af overarbejde batter ikke noget hos Lisbeth Knudsen:

”Det, der tæller hos mig, er fleksibiliteten. Ikke om man sidder på sin pind i x antal timer hver eneste dag og gerne fire timer ekstra. Det, der tæller, er medarbejderens fleksibilitet og villighed til at give den en skalle, når der er brug for det, uden at brokke sig. Forståelsen af virksomhedens behov, når der er brug for, at man giver den en ekstra omgang og nogle ekstra timer. Så kan man for min skyld gerne flekse ud og holde fri på andre tidspunkter, bare jeg har en fornemmelse af, at der er en indlevelse i virksomhedens behov – og kundernes behov, hvis medarbejderen er ude i frontlinjen, hvor kunderne serviceres.”

Virksomhedsskifte ikke et must

Ifølge Lisbeth Knudsen er virksomhedsskift heller ikke nødvendigt for at rykke op ad karrierestigen.

”Jeg går meget ind for, at virksomheder forsøger at rekruttere og give karrieremuligheder internt. Jeg tror, det er vigtigt at vise medarbejderne, at der er en mulighed for at få mere ansvar – en mulighed for at blive prøvet af i nogle projekter i en kortere periode, og gør man det rigtig godt, så er der en karrieremulighed i virksomheden. Det er klart, at man indimellem i nogle stillinger har brug for nyt blod udefra. Men jeg synes ikke, at det er diskvalificerende for en medarbejder at have været 15 år i en virksomhed, hvis man har flyttet sig rundt, og hvis man har taget forskellige typer af opgaver, har taget noget efteruddannelse og i det hele taget vist initiativ. Så kan jeg ikke se, at det skulle være diskvalificerende at have været i den samme virksomhed længe.”

Se muligheder og tag chancer

Lisbeth Knudsens egen succesopskrift har været evnen til at se mulighederne i til tider meget store udfordringer – og at have modet til at sige ja tak til dem.

”Jeg har en ambition med mit liv og mit arbejde. Jeg stiller nogle tårnhøje forventninger til min egen indsats, og jeg laver en kritisk evaluering af den hver eneste uge for at lære. Det har været min opskrift. Jeg har taget nogle chancer og påtaget mig nogle store opgaver, som jeg indimellem godt kunne se virkede voldsomme. Indimellem også nogle opgaver, som alle andre anså som håbløse. Man skal gribe muligheden, når den er der, for at prøve sig selv af, og så skal man have modet til at gå ind og sige: ’Det her ved jeg ikke lige, hvor ender, men jeg vil rigtig gerne prøve kræfter med det’.”

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.