Det er faktisk ikke de unge, den er gal med

De unge vil gerne have en uddannelse. Men rigtig mange får ikke muligheden. Det er et politisk ansvar at skabe muligheden. Det ansvar er ikke blevet løftet meget længe.

Gennemsnittet i mine forældres generation har højere uddannelse end deres forældre. Gennemsnittet af min generation har samme uddannelsesniveau som vores forældre. Vores produktivitet er gået i stå. Altså ikke absolut, for det går faktisk fremad, men relativt. De andre lande overhaler os. Hvad er det, de kan, som vi ikke kan? Tjaa, min generation er den første i mands minde, der ikke er bedre uddannet end den foregående.

Nu er det snart tyve år siden, at jeg begyndte at beskæftige mig med uddannelsespolitik. I alle de år har det været en central dagsorden at få flere unge igennem uddannelsessystemet, at skaffe praktikpladser nok, at få indvandrerdrengene i gang med at tage ungdomsuddannelse, at skabe plads og rum for dem, der ikke passer ind i det konventionelle system både i elevbevægelsen, blandt underviserne og på Christiansborg.

Der har været mange hjerner i gang og også mange gode bud på svar undervejs. Et af de bedre var den fri ungdomsuddannelse, som blev etableret under Ole Vig Jensen. Den havde en særdeles høj succesrate i forhold til at bringe de unge videre i anden uddannelse og job. Dog er vi ikke på de tyve år kommet tættere på at løse problemet. Faktisk er vi på nogle områder gået baglæns.

Hvis vi for alvor skal rykke på uddannelsesniveauet i vores samfund, så bliver vi altså nødt til at være bare en lille smule mere ambitiøse. I Singapore har de efter sigende fordoblet deres udgifter til uddannelsessystemet – det kan man da kalde en fremtidsinvestering! Det har vi selvfølgelig ikke råd til nu midt i krisen. Men noget kan vi gøre, og noget må vi gøre.

Jeg går faktisk og bliver lun på to forskellige overordnede redskaber. Det ene er heldagsskolerne. Det er blevet debatteret fantastisk meget, og jeg skal ikke bruge yderligere tid på det her, men netop bare appellere til, at man lytter til de forældre, der først var modstandere af det og efter at have haft deres unger i heldagsskolen, så har de ladet sig overbevise om, at dagen hænger meget bedre sammen for ungerne.

Det andet redskab, som, jeg synes, får alt for lidt plads i debatten om fremtidens folkeskole, er at øge antallet af år, hvor man har uddannelsespligt fra ti til tretten. De store ryk uddannelsesmæssigt er jo historisk blandt andet sket med udvidelsen af uddannelsespligten.

Nu ved jeg, at nogen tænker om det forslag, at det er tåbeligt at tvinge unge, der ikke kan lide at gå i skole og som ikke vil gå i skole, til at tage tre år mere.

Men hey, det er jo på ingen måde den situation, vi står i. Vi står ikke med en stor gruppe unge, der ikke vil tage en uddannelse. Vi står med en stor gruppe unge, som gerne vil tage en uddannelse, men som ikke kan komme i gang, fordi politikerne ikke føler sig forpligtet til at stille et uddannelsestilbud til rådighed. I hvert fald følger man ikke tiltagene til dørs. Virker de ikke, så stiller man ikke et alternativ til rådighed. 9.000 unge kan ikke få en praktikplads. Det er ikke viljen, der mangler, det er muligheden.

Ved indførslen af 13 års obligatorisk uddannelse, vil det være meget svært for politikere at sno sig udenom at levere uddannelsesmuligheden – uanset om det lykkes at motivere arbejdsgiverne til at spille med eller ej, så vil politikerne være forpligtet til at levere 13 års uddannelsestilbud, ligesom de i dag er forpligtet på folkeskolens ti år. De vil ikke bare kunne tørre ansvaret af på arbejdsgiverne og sige: ”Vi hævede det beløb, som de får i kompensation, så vi har gjort vores”.

Så er det klart, at udvider man skolepligten til 13 år, så skal der lægges langt mere vægt på praktiske og kreative fag, og der skal være god mulighed for mere individuelle forløb a la det, vi kendte fra den fri ungdomsuddannelse. Men jeg mener, at man i alt for mange år har brugt en stribe af værktøjer, der skulle motivere de unge til at tage en uddannelse. Det er bare ikke motivationen, den er gal med. Politikerne skal påtage sig det fulde ansvar for, at de unge får den uddannelse, som kræves af dem, for at de kan klare sig i fremtiden. Fremtiden kræver, at man har langt mere uddannelse end i dag – og derfor er det på tide at indføre 13 års skolegang.