Den lange vej til magten

14-11-2010
3 min.

Op af stolen - Clement Kjersgaard.

Den 20. oktober bekendtgjorde Nicolai Wammen, at han opgiver sin borgmesterpost i Århus for en folketingskarriere. Den 30. oktober bragte Politiken en opinionsmåling, hvor Wammen var favorit til at efterfølge Helle Thorning-Schmidt – med 29 procent (mod 21 procent til Mette Frederiksen). 29! Hvor mange vælgere uden for Århus, hvor S har 14 af 31 medlemmer i byrådet, ville kunne sige noget som helst om, hvilken politisk linje Wammen står for, og hvilke egenskaber han besidder? Meget få. 

Opbakningen må primært skyldes, at medierne udlagde Wammens spring til Christiansborg som et scoop for partiet; understregede, at han var selvskreven til en ministerpost og oplagt som formand.

I 2006 fik CD lavet en Gallupmåling, der viste, at partiet med Naser Khader i spidsen ville få 20 mandater. I januar 2007 gav en måling ni mandater til et potentielt parti omkring Karen Jespersen. Da Lene Espersen tiltrådte i 2008, slog hun Bendt Bendtsen, Margrethe Vestager og Anders Fogh i troværdighed.

Det er let – også for politikerne selv – at overvurdere holdbarheden af sådan en øjensynlig gennemslagskraft: Disse løfter om potentiale, der bare venter på at blive realiseret. Det kan skabe en illusion om, at vejen til magten er kort. Det er den ikke – den er lang. I 2008 gik Sarah Palin bogstaveligt talt overnight fra at være en totalt ukendt lokalpolitiker til at være et household name på halvglobal basis. Men det hører med, at Palin blev byrådsmedlem som 28-årig – 16 år før John McCain ringede.

Og sandheden er, groft sagt, at toppolitik stadig kræver 20 års arbejde. Hvornår er en politiker sidst – med succes – sprunget ind direkte fra et andet erhverv? Poul Nyrup Rasmussen blev statsminister efter få år i Folketinget, Helle Thorning blev formand uden overhovedet at have stået på talerstolen. Men Nyrup havde en lang fortid i LO, og Thorning-Schmidt blev ansat i Europa-Parlamentet som 26-årig. Kjærsgaard, Fogh, Løkke, Vestager og Espersen stod mange år i lære.

Alt dette arbejde er usynligt i mediedækningen, hvor hukommelsen er kort, og koncentrationsevnen er sparsom. Så det er ikke blevet ’lettere’ at få magten – til gengæld er pressens, medlemmernes og vælgernes tålmodighed blevet kortere, når først man har magten.



Valget af frontfigurer har altid været en afvejning mellem de mindre synlige kvaliteter på den ene side og den rå gennemslagskraft på den anden. Men i de sidste 15 år er de ideologiske markeringer falmet, og det samme er respekten for autoriteter – også for en partileder, der i stigende grad alene dømmes på vælgertække.

For politikerne er det et klart dilemma: Jo mere fleksibel og dynamisk man skal fremstå, jo mindre ideologi har man behov for/lov til – men jo luftigere en dagsorden, man er i besiddelse af, jo mere bliver man også ét med den måde, hvorpå man håndterer hver enkelt sag og begivenhed for sig, sag for sag og uge for uge. Man har ikke en ’platform’, en ’lejr’ eller et ’bagland’; højst en gruppe af støtter, der også er ganske resultatorienterede og måske selv allerede på vej videre. Det er ikke så meget et spørgsmål om, hvad man står for, som om at stå godt fast.

Kontrasten mellem, hvor lang tid det tager at forberede sig på magten, og hvor kort tid man kan risikere at holde fast i den, er så meget desto mere påfaldende, al den stund det er tydeligt, at selv mange års forberedelser langtfra garanterer, at man ikke begår fejl. Tænk bare på de skuffende startperioder for Thorning-Schmidt, Vestager, Khader, Espersen og Løkke. Det er noget andet at være nummer 3 end nummer 12 – og det er noget helt for sig selv at være nummer 1.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.