”Alf Ross ville en retsvidenskab, der beskriver ’retten som den er, ikke retten som den bør være’. Han ville ikke have noget med rettens oprindelse at gøre, og al moral og psykologi skulle forvises fra retsvidenskabens område som uvidenskabelige fænomener. Et af hans mest citerede udsagn er, at retfærdigheden er en skøge, der stiller sig til rådighed for enhver, og derfor må retsvidenskabsmanden forholde sig til retten som et socialt faktum, som et andet Ross-dictum lyder. Den gode jurist skal – på linje med naturvidenskabsmanden, der sidder bøjet over sit mikroskop – forholde sig neutralt og beskrivende til sin genstand, mente Ross. Og med den opfattelse stødte han frontalt sammen med Vinding Kruse, der interesserede sig levende for rettens oprindelse og blandt andet fremsatte den antagelse, at retten er opstået ved en art kollektiv menneskelig følen sig frem til ret og uret.”