Mere meningsfuld evaluering, tak!

Djøfere er trætte af at dokumentere og evaluere. Det er konstateret af mange i løbet af forårets og sommerens udgaver af djøfbladet, blandt andet forbundsformanden. Men er djøfere trætte af evaluering, fordi evaluering og dokumentation i sig selv, sagt på godt jysk, er træls, eller fordi at mange af de evalueringer, der gennemføres, ikke bruges til det, de skal bruges til? Evalueringer er til for at skabe bedre hospitaler, bedre skoler og uddannelsesinstitutioner, bedre sociale services - kort sagt hjælpe til med at realisere den offentlige sektors opgaver så godt som muligt. Men det er desværre ikke altid, at de anvendes til dette formål.

Evaluering er de seneste 10-15 år blevet noget, en moderne organisation ikke kan sige nej til eller undlade at gennemføre. Dette har bidraget til, at evalueringer ofte gennemføres, bruges og tænkes under uklare forhold. Det er historiens ironi, at evaluering, der er opfundet for at fremme de rationelle elementer i policy-processen, er blevet offer for denne skæbne. Det er måske ikke så mærkeligt, at det skaber en træthed blandt dem, der skal udføre dem eller som indgår i dem?

Den evaluering, der ønsker at gøre en forskel: At skabe bedre skoler, hospitaler, sociale services etc., må generobre et fornuftigt refleksionsrum i forhold til, hvilket formål den skal opfylde, og hvordan det står mål med de ressourcer, der anvendes.

Vi slår til lyd for reflekterede evalueringer, der gør en forskel for praksis. Det handler om, at man i forbindelse med enhver evaluering kan besvare spørgsmål som,

• hvilke(t) formål tjener evalueringen?
• hvordan sikrer vi, at resultaterne bliver brugt?
• hvordan designes den, så den passer til de behov, evalueringsbrugerne har?

Et godt sted at søge inspiration er hos evalueringsforskerne Gary Henry og Mark Melvin, der giver os et klart forståeligt billede af, hvad evaluering er. Ifølge Henry og Melvin er evaluering ”assisted sensemaking”. I vores hverdagsliv forholder vi os løbende til vores omverden gennem det, de kalder ”sensemaking”. Vi indsamler oplysninger om, hvordan de skibe, vi sætter i søen, sejler og foretager vurderinger af, hvad vi skal fortsætte med, og hvad vi skal gøre anderledes. Det, der adskiller evaluering fra denne hverdagsagtige måde at vurdere sin omverden, er systematikken i måden, man arbejder på. Evaluering er en forlængelse af denne hverdagsagtige ”sensemaking” i og med, at evaluering benytter sig af systematiske måder til at beskrive, analysere og vurdere politikker, programmer og institutioner. 

Ifølge Henry og Melvin er formålet med evaluering altid ”social betterment”. Altså at medvirke til at løse de sociale problemer, vi sammen har defineret i samfundet. Og som de lidt patetisk, men også meget smukt, formulerer det: At hjælpe til med at reducere nød og lidelse.

Når vi underviser i anvendelsesorienteret evaluering for evaluatorer og brugere af evalueringer, understreger vi brugbarheden af at kunne reflektere over de valg, man foretager sig. Og at vi har brug for at blive skarpere på netop anvendelsen og til at engagere interessenter i vurdering af og forbedring af bestemte indsatser. Som den amerikanske evaluator Michael Quinn Patton har konstateret det: ”Evaluation use is not an event, it’s a process”. Brug af evalueringer er ikke en begivenhed. Det er en proces. Derfor skal, hvem der skal anvende evalueringer og til hvad, tænkes ind fra starten i en evalueringsproces – så fremtidens djøfere, politikere og praktikere ved, at de evalueringer, de bruger deres tid på, også gør en forskel for den praksis, de beskriver, analyserer og vurderer.