Det var en udbredt holdning, at ledere skulle klare sig selv – et relationelt forhold toplederen selv havde fået ind med modermælken: Hans forældre havde gennem hans opvækst været så optagne af karriere, at tid, og særligt følelsesmæssigt overskud til deres børn, var lavt prioriteret. En af de få måder han havde oplevet at få forældrenes anerkendelse på, var ved at være dygtig i skolen. Via det han kunne præstere, ikke for den dreng han også var. Børn strækker sig i det uendelige for at få tilstrækkelig anerkendelse fra deres forældre – fordi anerkendelse er den næring, psyken har behov for at blive mødt med for at kunne vokse. Det gør afsindigt ondt at savne den for meget.