Forskningsråd under lup

Kasserne må gerne være der. Men for at skabe overblik og fleksibilitet anbefaler panelet, at der etableres en samlet bestyrelse for rådene. Det vil gavne tværvidenskaben og identifikationen af de områder, der kan have nytte af større fælles bevillinger. I starten kan man nøjes med at sammensmelte bestyrelserne for Det Frie Forskningsråd (DFF) og Det Strategiske Forskningsråd (DSF) for ikke at sende chokbølger gennem hele forskningsrådssystemet.

Anbefalingen møder dog modstand fra bestyrelsesformand for Det Frie Forskningsråd Jens Christian Djurhuus.

“Man skal ikke være bange for, at der er projekter, der falder mellem stolene, for vi sidder i en sofa. Vi har desuden fået etableret et godt samarbejde med DSF, hvor vi i respekt for vore forskellige funktioner søger at optimere de nationale satsninger indenfor forskning,” siger han.

Jens Christian Djurhuus ser derfor ingen grund til en fælles bestyrelse, som ifølge ham vil svække forskningens diversitet og gå ud over bevillingerne til de projekter, som forskerne selv tror på og brænder for. En fælles bestyrelse giver kun mening, hvis den skal stå for en samkøring, hvilket vil være imod den frie forsknings natur. Man har nemlig misforstået noget, hvis man tror, at det udelukkende er store strategiske satsninger, der er vejen frem, mener han.

“Strategiske bevillinger gives kun over fire til fem år. Når politikerne på et tidspunkt taber interessen for et område, er det vigtigt at have en instans, der kan fortsætte de dele af satsningerne som stadig har kvalitet. Det sørger vi for i Det Frie Forskningsråd. Vi gøder underskoven og sikrer, at der er en frodighed af kvalificerede forskere, der på et senere tidspunkt kan indgå i nye strategiske programmer,” siger han og understreger, at det er hjerteblod for dansk forskning, at sikre forskernes frihed til at vælge deres forskningsprojekter uafhængigt af et overordnet tema.

Forskningsinstitutionerne skal finde de dygtige

Søren Isaksen er enig i, at man skal gøde underskoven. Men han ser det ikke nødvendigvis som forskningsrådenes rolle.

“Der sker meget spændende nedefra. Men man skal ikke glemme, at det ikke mindst er forskningsinstitutionerne, der bør have ansvar for at sikre, at de dygtigste forskere bliver opdaget og får gode arbejdsbetingelser. Det er ikke rådene, der skal samle op på dem, der ikke får midler nok af deres institution,“ mener han.

Også på det område er Jens Christian Djurhuus uenig:

”Universiteterne har ikke længere midler nok til at finansiere andre projekter end de, der indgår i den enkelte institutions eget strategiprogram,” siger han.

Og så er det, der let går forskningspolitik i evalueringen. For hvis institutionernes ansvar bliver blandet ind i diskussionen, så bliver det samtidig en diskussion af basismidler. Det mener i hvert fald konsulent i DJØFs politiske afdeling, Wenche Marit Quist.

”Det er farligt at gå ind og sige, at man bare må ordne det i den anden lejr. Man åbner op for en særdeles giftig diskussion om fordeling og binding af midler. En sådan skal være kærkommen, men det er egentlig ikke er formålet med selve evalueringen. Det er en politisk beslutning,” siger hun.

Slankere råd og ekstern bedømmelse

Wenche Marit Quist hæfter sig også ved evalueringspanelets anbefaling om at slanke rådene og benytte sig af flere eksterne bedømmere. Evalueringspanelet mener, at det vil øge kvalitetssikringen, da de eksterne bedømmere kan vælges ud fra specifik viden på ansøgningens område. Men Wenche Marit Quist mener, at det vil være problematisk at gøre rådene mindre.

”Lige nu er de faglige råd store, fordi der sidder en repræsentant for alle områder. Hvis der kun sidder repræsentanter for nogle fagområder, og bedømmerne for ikke-repræsenterede områder skal hentes eksternt, risikerer vi, at der skabes en rangorden,” siger hun og forklarer:

”De eksterne bedømmere er jo ikke med i den dialog omkring den prioritering, der foregår i rådet. De bedømmer kun kvaliteten på et enkelt fagområde og skal derfor ikke vælge mellem flere forskellige højtkvalificerede projekter inden for forskellige områder.”

Mindre kammerateri

Formand for evalueringspanelet Søren Isaksen mener godt, at rådene kan tåle slankekuren.

”Det er lige som med tidsskriftsartikler. Det sikrer kvaliteten, fordi man sender bedømmelsen ud til en superekspert på lige netop det område, som ansøgningen drejer sig om,” siger han.

Samtidig vil det være med til at løse et andet problem. Nemlig, at der er et stort sammenfald mellem rådsmedlemmer og bevillingsmodtagere.

”Vi vil gerne flytte bedømmelserne væk fra dem, der søger, så vi sikrer, at der er tryghed ved den bedømmelse, der foregår i rådene,” siger Søren Isaksen.

Han nævner, at ifølge en tidligere undersøgelse under Forsknings- og Innovationsstyrelsen, har det faglige råd for Sundhed og Sygdom (FSS) under Det Frie Forskningsråd bevilliget ca. halvdelen af alle midler til projekter, hvor der enten har været et rådsmedlem som medansøger, eller hvor ansøgeren deler fagligt netværk med et rådsmedlem.

I følge formand for FSS, Lars Fugger er sammenfald uundgåelige. Især inden for medicinsk forskning.

”Forskningsrådene forsøger at håndplukke de bedste forskere. At fortænke dem i at få bevillinger kan sammenlignes med, at man udvælger de bedste fodboldspillere til landsholdet, og bagefter bebrejder dem, at de scorer for mange mål,” siger Lars Fugger.

Han forklarer, at der i forvejen i FSS altid bruges to eksterne bedømmere i de tilfælde, hvor et rådsmedlem er medansøger på et projekt.

Desuden påpeger han, at undersøgelsen ikke tager højde for, at man har en praksis inden for publicering af sundhedsområdet, hvor adskillige forskere kommer til at figurere som forfattere på den samme artikel, selvom de kun har perifert kendskab til hinanden.

”Når man definerer netværk så løst betyder det, at over fyrre procent af alle ansøgninger vi modtager kommer fra forskere der har haft berøring med forskningsrådsmedlemmer,” siger Lars Fugger.

Uanset om problemet er reelt eller ej, ser det ikke kønt ud udefra. Men da rådene består af aktive forskere, bliver det vanskeligt at mobilisere dygtige rådsmedlemmer, hvis de kommer til at føle, at de bliver frosset ude af deres forskningsfelt, fordi de deltager i rådsarbejdet.

For at løse spørgsmålet om habilitet foreslår panelet, at man tænker i at rekruttere udenlandske rådsmedlemmer. Det vil samtidig skabe internationale kontakter, og dermed bakke op om ønsket om større internationalt udsyn.

De fem forskningsråd

Forskningsrådene uddeler penge til specifikke forskningsprojekter, som ikke bliver dækket af universiteternes basismidler. Forskningsrådene er delt op i fem råd:

Det frie forskningsråd (DFF)

Det frie forskningsråd giver støtte til forskningsaktiviteter, som er baseret på forskernes egne initiativer.

Det frie forskningsråd er delt ind i fem underområder, og består af i alt ca. 100 forskere, der så vidt muligt dækker alle områder inden for de forskellige felter.

• Kultur og Kommunikation
• Natur og Univers
• Samfund og Erhverv
• Sundhed og Sygdom
• Teknologi og Produktion

Danmarks Grundforskningsfond

Danmarks Grundforskningsfond støtter internationalt lovende forskningsmiljøer inden for dansk grundforskning, uanset fagligt område.

Rådet for Teknologi og Innovation

Rådet for Teknologi og Innovation administrerer en række initiativer til fremme af innovation og videnspredning. Det gælder for eksempel iværksætteri, innovationskonsortier, vidensmiljøer og regionale vækstcentre.

Det strategiske forskningsråd (DSF)

Det strategiske forskningsråd giver støtte til forskning inden for politisk prioriterede og tematisk afgrænsede forskningsområder.

DSF’s bestyrelse udpeger et varierende antal programkomitéer, der er ansvarlige for behandlingen af ansøgninger. I øjeblikket er der syv komitéer med i alt ca. 50 udpegede forskere.

• Sundhed, fødevarer og velfærd
• Bæredygtig energi og miljø
• Strategiske vækstteknologier
• Det kreative og innovative samfund
• Uddannelse og kompetenceudvikling
• Individ, sygdom og samfund
• Transport og infrastruktur

Højteknologifonden