Rådgivning til EU-karrieren

23-08-2009
2 min.

Søren Halskov, konsulent i den danske EU-repræsentation, sidder klar til at rådgive embedsmænd og ministerier om at gøre karriere i EU.

Som noget nyt har den danske EU-repræsentation i Bruxelles nu fået en fuldtidsmedarbejder, som ene og alene har danskere i EU-institutionerne som sit arbejdsområde. Formålet er at styrke indsatsen for, at danskere er godt repræsenteret i EU-systemet.

”Næste danske EU-formandskab er kun lidt over to år væk, og det rykker spørgsmålet om optimal placering af danskere i fokus,” siger konsulent Søren Halskov, der varetager stillingen, som er oprettet af Personalestyrelsen i samarbejde med Udenrigsministeriet og Statsministeriet.

Hans indsats gælder især den midlertidige udsendelse af embedsmænd fra centraladministrationen som nationale eksperter i EU-institutionerne.

”De bidrager til faglig styrkelse af EU-institutionerne og til at opbygge værdifulde EU-kompetencer i ministerier og styrelser. Men det sidste fordrer, at tilbagevendende eksperters nye kompetencer reelt udnyttes, og at tiden som ekspert ses som klart meriterende i medarbejderens videre karriereforløb,” understreger han.

DJØF roser det nye initiativ.

”Hovedparten af de djøfere, som er kommet hjem fra udsendelse – både i private virksomheder og ministerier – tilkendegiver, at deres internationale kompetencer reelt ikke bliver brugt. Og at ledelserne ikke gør noget systematisk for at sikre, at det sker,” siger arbejdsmarkedspolitisk chef i DJØF, Lars Munck, som henviser til en undersøgelse blandt DJØF-medlemmer med et internationalt karriereforløb.

”Derfor er det her et rigtigt tiltag. Det vil ikke bare gavne den enkelte udsendte embedsmand, men vi håber også, at den danske centraladministration som sådan kan lære af det.”

Fare for færre danskere

Søren Halskovs rolle er at være en ressourceperson, som både enkeltpersoner og ministerier kan kontakte. Samtidig skal han styrke forbindelserne til danskere allerede ansat i EU-systemet gennem netværk, gensidig information og, hvor det er muligt, bistand i karrierespørgsmål.

En af udfordringerne er at placere Danmark bedst muligt i den fælles udenrigstjeneste, som ventes oprettet. En anden udfordring er, at når/hvis Lissabon-traktaten træder i kraft, vil Europa-Parlamentets øgede rolle som medlovgiver på mange nye områder gøre placering af danskere på nøgleområder i parlamentet yderligere relevant.



Og så er der ikke mindst arbejdet med at køre danskere i stilling til de såkaldte concours – ansættelsesprøverne, som skal bestås for at komme i betragtning til en fast stilling i EU.

Det er yderst vigtigt, fordi mange af de danskere, der kom ind tidligt i Danmarks EU-medlemskab og i dag ofte sidder i høje stillinger, er på vej på pension, understreger Søren Halskov.

Så hvis der ikke kommer nok friske kræfter til, vil andelen af danskere ansat i EU’s faste embedsværk ganske enkelt falde.

”Vi skal have nyuddannede og yngre akademikere til at interessere sig for disse concours, som åbner døren for spændende og vellønnede karrierer i EU. Der bør gives coaching før prøverne, og de, der består, skal, hvis de selv ønsker det, følges med henblik på hjælp til at lokalisere jobåbninger i EU-systemet,” siger han.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.