Uvidende ministre overlader magten til djøferne

Se bare på miljøminister Troels Lund Poulsen (V), der trods en kærlighed til traktorer – særligt af mærket John Deere – og god dansk muldjord aldrig har rundet et eneste folketingsudvalg eller indtaget en ordførerpost, der beskæftigede sig med miljøet. 

Eller tænk på Inger Støjberg (V), der i april blev udnævnt til beskæftigelsesminister. Forud for sin udnævnelse indtog hun rollen som politisk ordfører for Venstre. En vigtig og udsat post, som imidlertid har mere at gøre med meningsmålinger og politisk brandslukning end ledighedstal, efteruddannelse og den højt besungne danske arbejdsmarkedsmodel. 

Et kig ned over Inger Støjbergs cv viser, at hun i sine efterhånden mange år i Folketinget aldrig har siddet i Arbejdsmarkedsudvalget, der er ministerområdets folketingsudvalg. Til gengæld har hun siddet i en lang række andre udvalg.

De to ministre er alt andet end undtagelserne i de danske ministerier. Tværtimod er der både i nuværende og tidligere regeringer et utal af eksempler på, at nytiltrådte ministre har ringe eller ingen politisk erfaring med deres ministerområde. Af de nuværende 19 ministre er det blot seks, der kan bryste sig af at have været medlemmer af deres ministerområdes modsvarende folketingsudvalg, fremgår det af en gennemgang foretaget af DJØF Bladet.  

Nu kan der selvfølgelig være andre måder at indsamle erfaring på, men det ændrer ikke ved det overordnede billede af, at mange indtager deres ministerpost uden særligt kendskab til det område, de skal styre, mener professor Tim Knudsen fra Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.

”De her tal viser jo tydeligt, at man udpeger ministre ud fra alle mulige andre kriterier, end om de er sagligt og politisk hjemme i deres område,” siger han. 

”Ministrenes placering i partihierakiet, deres køn, alder og om de er jyder, fynboer eller bornholmere spiller en langt større rolle, end om de har særlige forudsætninger for at være minister på deres område.”

Tilmed har der aldrig nogensinde før været så lille en andel af nye ministre, der har forudgående ledelseserfaring som nu, tilføjer Tim Knudsen.

Ministre bliver statister

Ifølge professoren er ministres manglende forudsætninger et stort problem, da det har ført til en skævvridning af forholdet mellem ministrene og deres embedsmænd. 

”Vi har en lang række ministre, der træder ind i ministerierne uden at vide, hvad de vil og kan. Og det gør, at de i høj grad må læne sig op ad embedsmændene, som det bliver overladt til at definere de politiske problemer og løsninger,” siger Tim Knudsen. 

 ”Det harmonerer slet ikke med vores forståelse af, hvad et demokrati er. Det er ministrene, der skal styre tingene og udstikke retningslinjerne. Ikke embedsmændene, der blot skal være deres tro tjenere.”

Frygten for at embedsmændene overtager magten har tilsyneladende også ramt Christiansborg. Umiddelbart efter at Lars Løkke Rasmussen (V) havde overtaget posten som statsminister, langede Venstres folketingsmedlem Eyvind Vesselbo i flere medier hårdt ud efter regeringen, der i hans øjne havde overladt magten til embedsværket.

”Det er embedsmænd, der i øjeblikket sidder og administrerer, og faren er, at vi går i stå. Man administrerer bare, og alle nye tanker bliver bare taget som en irritation eller kritik i stedet for at sige, at vi skal videre. Vi går ned i gear, og vi mangler visionerne for et borgerligt projekt,” sagde Eyvind Vesselbo.

I hans øjne var det op til den nytiltrådte statsminister at sætte embedsmændene på plads, så der igen kunne gennemføres rigtig borgerlig politik.

”Jeg kunne godt tænke mig, at statsministeren gik ud og sagde, at dette land ikke skal styres af embedsmænd. Det skal styres af politikerne. Det er dem, der er blevet valgt til at føre en borgerlig politik.”

Imidlertid er det ikke så underligt, at det er embedsmænd- og kvinder, der tager styringen, når nu så mange af de nuværende ministre har så begrænset parlamentarisk erfaring med deres politikområde, mener flere eksperter. Sager skal behandles og løsninger findes, og det uanset om ministeren er klædt på til det eller ej.

Embedsmænd bliver politikere

I sig selv er der langt fra noget nyt i, at ministrene har begrænset kendskab til deres ministerområde.

Går man tilbage til midten af 1900-tallet, var det oftest sådan, at der var en tæt sammenhæng mellem en ministers erhverv og uddannelse og vedkommendes ministerområde. Justitsministre var jurister, handelsministre havde slået deres folder i det private erhvervsliv, og kirkeministre havde indtaget prædikestolen. Men det er man i dag gået bort fra, så der bl.a. er eksempler på, at betjente og folkeskolelærere – Bendt Bendtsen (KF) og Marianne Jelved (RV) – har indtaget rollen som økonomi- eller erhvervsministre.

”Og djøfere kan tilsyneladende blive ministre for hvad som helst. Det kan være godt nok, hvis de har fået politiske erfaringer på området og udvidet politiske forestillinger om, hvad de kan og vil. Men det kan man ofte tvivle på er tilfældet,” siger professor Tim Knudsen.

Mange ministre har ikke erfaring fra et relevant folketingsudvalg – forstået som det folketingsudvalg, der modsvarer deres ressortområde. I perioden fra 1978 til 1999 manglede 53,4 procent af ministrene den erfaring. I perioden fra 1999 til november 2001 var det 61 procent. Og i dag er det så 68 procent af ministrene, der befinder sig i den situation. 

Det medvirker alt sammen til at skubbe ved forholdet mellem ministre og embedsmænd og det i en sådan grad, at embedsmændenes selvforståelse også er ændret, mener Tim Knudsen.

”Du kan tage DJØF Bladet. I jobopslagene fra ministerierne står der, at man selv som fuldmægtig skal være med til at forme fremtidens Danmark. Selvom der til tider nok bliver smurt lidt tykt på, så skabes der forventninger hos purunge embedsmænd om, at de skal forme politik.”

Det vigtigste er holdninger

Formand for de offentlige chefer i DJØF Per Hansen, der til daglig er afdelingschef i Undervisningsministeriet, er ikke enig i, at det er et problem.

”Kravet til embedsværket er nu engang, at der sker en politisk betjening. Det er ikke nok at være fagnørd, man skal også have politisk flair og kunne deltage i udformningen af de politiske forslag. Det ser jeg intet problem i, når blot man er loyal over for den demokratisk valgte politiske ledelse,” siger han.

Frygten for at magtbalancen mellem ministre og embedsmænd forskubbes deles heller ikke af Per Hansen. Godt nok indrømmer han, at embedsværket ofte har væsentlig større viden og kendskab til ministeriets arbejdsområde end ministeren, men det har og bør ikke få nogen betydning, hverken for det formelle eller det uformelle magtforhold, som han pointerer: 

”Der hviler et stort ansvar på djøfernes skuldre om at forvalte den magt, som de sidder med, på en ordentlig måde.”

Venstres politiske ordfører Peter Christensen har ikke ønsket at kommentere, da det i hans øjne alene er statsministeren, der kan og bør diskutere ministrenes arbejde og evner.

Den slags kvababbelser har tidligere socialminister og de konservatives politiske ordfører Henriette Kjær ikke. Hun afviser på det bestemteste, at det er et problem, at mange af de nuværende ministre ikke har nogen eller kun begrænset politisk erfaring med det område, som de sættes til at lede.

”Ministrene skal bruge deres politiske overbevisning og indignation til at formulere politik. Derfor er det heller ikke så vigtigt, om de er fageksperter. Har ministeren klare holdninger og kan formulere dem over for embedsværket, så er det et godt udgangspunkt,” siger hun.

Tidligere socialdemokratisk skatte-, finans- og udenrigsminister Mogens Lykketoft er grundlæggende enig. Er ministrene blot rimeligt kvikke og har en forståelse af, hvad de vil med samfundet og deres ministerområde, så skal de nok klare sig.