”Sådan er det naturligvis ikke. Det, jeg beskriver i bogen, er en umyndiggørelsesproces. Og karakteristisk for umyndiggørelsesprocesser er, at de medvirkende ikke nødvendigvis er bevidste om, hvilke konsekvenser deres handlinger har. Hos de daginstitutionsledere, jeg har interviewet, mødte jeg en vilje til at levere god pædagogik, men samtidig en tendens til at opfatte pædagogerne som brokkehoveder, hvis de kritiserer arbejdsforholdene. Jeg tror, det skyldes, at netop denne type ledere befinder sig i mødet, eller sammenstødet, mellem en profession (her den pædagogiske) og dén neoliberale ledelsesfilosofi, som præger den offentlige sektor i disse år, og som går under betegnelsen New Public Management (NPM). NPM opererer med en kunde (forældrene), som skal have leveret en service (børnepasning). Det fører naturligt videre til en produktbeskrivelse, som typisk formuleres i standarder. Men det er svært at konstruere standarder for børnepasning, politiarbejde, syge- og ældrepleje eller universitetsforskning for den sags skyld. Og det bliver potentielt farligt for de ansatte, hvis sådanne standarder alligevel indføres, fordi de er så svære at sige nej til for den enkelte ansatte.”