Skattejagt med Al Capone-metoden

23-06-2009
2 min.

Det var en sag om skattesvig, der i 1932 sendte Al Capone på ufrivilligt ophold i Alcatraz. Chefkonsulent Carsten Westh Christensen er tovholder for SKATs landsdækkende enhed mod bandekriminalitet, der har taget navn efter gangsterbossen.

Hvad laver en djøfer fra SKAT med en mobil dankortterminal til et bikertræf på Roskilde Dyrskueplads? Han er på arbejde.

Carsten Westh Christensen er tovholder for Indsats Bandekriminalitet og således en af spydspidserne i det højt profilerede samarbejde mellem politiet og SKAT, der ved hjælp af den såkaldte ’Al Capone-metode’ skal bekæmpe bandekriminaliteten ved at stresse medlemmer af rocker- og indvandrerbander økonomisk.

Det noget utraditionelle samarbejde er inspireret af sagen mod den legendariske gangsterboss Al Capone, som i 1932 blev fældet for skattesvig, fordi man ikke kunne finde beviser til at dømme ham for smugleri, mord eller anden kriminalitet.

Samarbejdet med politiet betyder, at Carsten Westh Christensen og kollegerne hos SKATs afdeling for økonomisk kriminalitet – også kaldet ØkoKrim – jævnligt bliver inviteret med til ransagninger og andre begivenheder, fx til det årlige Bikermeet på Roskilde Dyrskueplads.

”Vi har faktisk stået derude en gang, hvor der var to, der ville betale en skattegæld. Jeg tror, det var sammenlagt 160.000. Men de havde kun Dankort med. Og vi kunne jo ikke bare tage dem med ned til byen til en hæveautomat,” siger Carsten Westh Christensen og griner skælmsk:

”Så nu har vi fået os en mobil dankortterminal.”

Indimellem svarer rockerne igen med slet skjulte trusler. Carsten Westh Christensen har fx oplevet, at rockere har filmet ham eller kollegerne med videokamera.

”Som regel er der ikke ballade, og slet ikke når du har dem på tomandshånd. Det er kun, når de er i flok, at de skal vise sig for hinanden,” siger Carsten Westh Christensen.

Næse for skattesvig

ØkoKrim risikovurderer løbende en række særlige indsatsområder. Indsatsområderne stiller vidt forskellige krav til medarbejdernes kompetencer, men rent skatteteknisk udgør rockere og bandemedlemmer ikke den store udfordring, mener Carsten Westh Christensen.



Til gengæld kan der være andre forhold, der gør jobbet spændende – rockere og bandemedlemmer kan også have gemt penge af vejen hos familie og samlevere.

”Du skal kunne beregne et privatforbrug, og så skal du have denne her med dig,” siger Carsten Westh Christensen og sætter spidsen af pegefingeren mod næsetippen.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.