Strukturreform giver ikke mindre bureaukrati

08-06-2009
4 min.

Tre ud af fire offentlige DJØF-chefer tror ikke på, at strukturreformen vil medføre mindre bureaukrati. Det får finansordførerne fra S og V op af stolen.

Regeringen har lovet afbureaukratisering, men dem, der står med det praktiske ansvar ude i den offentlige sektor, tror ikke meget på det. Det viser tal fra en ny DJØF-undersøgelse om effekterne af og forventningerne til strukturreformen.

Næsten ni ud af ti DJØF-chefer – 87 procent – mener ikke, at strukturreformen indtil nu har ført til ’færre dokumentations- og indberetningskrav fastsat i lovgivningen eller ministerielt’. Tre ud af fire – 76 procent – tror heller ikke på, at strukturreformen vil medføre færre dokumentations- og indberetningskrav, når den er fuldt implementeret på deres område.

Det får formanden for DJØF Offentlige Chefer Per Hansen til at efterlyse en forpligtende handlingsplan fra regeringen.

”Vi må og skal have reduceret omfanget af regler og dokumentationskrav, som stjæler tid fra medarbejdernes kerneopgaver: Omsorg og service til borgerne.”

Men samtidig må Folketinget tage en grundig diskussion, understreger han.

”Den skal munde ud i beslutninger om klare principper for, hvordan Folketinget fremover skal arbejde og agere, så man sikrer, at ønskerne om ikke at detailstyre rent faktisk bliver efterlevet – fx når der indføres ny lovgivning.”

Venstre tager undersøgelsen særdeles alvorligt, fastslår finansordfører Tina Nedergaard (V).

”Resultatet er bekymrende. Jeg er overbevist om, at DJØF-lederne svarer ud fra de oplevelser, de gør sig i deres daglige arbejde. Jeg vil love, at jeg går videre med denne sag,” siger hun.

”Vi skal lære ved at lytte, så derfor har jeg straks taget kontakt til DJØF for at bede om et møde, hvor vi kan drøfte undersøgelsens resultater, og hvor jeg forhåbentligt også får god inspiration til, hvad vi kan gøre for at lette hverdagen for såvel ledere som medarbejdere i den offentlige sektor.”

Socialdemokraternes finansordfører Morten Bødskov kalder undersøgelsen endnu et bevis på, at regeringens kvalitetsreform – som bl.a. skulle give afbureaukratisering – er ’et stort bluff-nummer’.

”Efter så mange blålys-reformer er de offentligt ansatte godt og grundigt trætte af store løfter og en regering, der ikke holder, hvad den lover. Vi vil nu bede om en samlet redegørelse for status på alle løfterne om bedre arbejdsforhold, herunder afbureaukratisering,” siger han.

Ministre vil vise handlekraft

Kommunaldirektøren i Randers, Bent Peter Larsen, er en af de DJØF-chefer, som ville have svaret som flertallet, hvis han havde deltaget i DJØFs undersøgelse.

”Ja, det ville jeg, for det er i høj grad vores oplevelse set fra kommunal side.”

Det er især ministrenes behov for at vise, at de gør noget hver gang, der opstår en sag, som gør det så svært at nedbringe dokumentations- og indberetningskravene, mener han.

”Det typiske forløb er, at ministeren bliver kaldt i samråd, der bliver stillet spørgsmål, pressen skriver – hvorpå ministeren for at vise handlekraft sætter embedsmændene til at finde på en ny kontrolinstans eller en ny regel.”

”Og man gør sig ikke engang den overvejelse, om det er noget, der virker på det problem, der er opstået. Eller om det handler om én fejl ud af 10.000,” siger Bent Peter Larsen.

Men kommunerne skal også trække i deres ende af tovet.

”Dét, som vi selv kan gøre noget ved, skal vi gøre noget ved. Det er vi i fuld gang med i Randers Kommune.”



De kører bl.a. et projekt, som prøver at gøre det lettere for deres lokale institutionsledere. Plus at de har bidraget til et katalog på 82 forenklingsforslag, som via KL er afleveret til regeringen.

Afbureaukratisering er ingen let sag, det er kompliceret, men vi er nødt til at gå i -dialog om det – internt og med politikerne på Christiansborg, siger Bent -Peter Larsen.

Per Hansen mener, at regeringen og Folketinget skal tage stilling til, hvor detaljeret politikerne skal lovgive, og hvor store frihedsgrader kommunerne og regionerne skal have til at finde egne veje til at opfylde intentionerne i lovgivningen.

”Og så bør Folketinget til efteråret gennemføre en høring om afbureaukratisering,” opfordrer han. 

Mål bureaukratiet

Morten Bødskov erkender, at alle politikere – og ikke kun regeringen – må bidrage til, at omfanget af regler ikke fortsat accelererer. Men det mener han også, at hans eget parti gør – fx i forhold til den statslige regulering af kommunerne.

”Vi foreslår bl.a., at man måler den tid, som kommunerne bruger på administration på de store serviceområder, at vi får en database over samtlige kommunale indberetningskrav, og at man gennemgår alle kommunale sagsbehandlingssystemer og får dem til at spille sammen – samt at man opstiller et bindende mål for reduktionen i kommunernes administrationsbyrde, fx 10-15 procent i næste valgperiode.”

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.