Vi kan ikke konkurrere på skatten

I min kommentar (nr. 5) vedrørende Carsten Koch vil jeg blot til Frederik Berling (DJØF Bladet nr. 6) sige, at det mest var nævnt som en provokation. Jeg betvivler ikke Carsten Kochs integritet, men hans argumenter.

Vi har nu fået 173.000 danskere, som lever under fattigdomsgrænsen siden 2001, medens djøferne er ved at brække sig i samtalekøkkener, som de nu lige har fået 15 milliarder til at rive ned igen og bygge nye. Ingen af de argumenter, Skattekommisionen har brugt som argument for, at de højtlønnede skal ned i skat, holder, og jeg er godt klar over, at de alligevel betaler mere, men hvem vil bytte job med de lavtlønnede og slippe i skat? Seneste DJØF-undersøgelse bekræfter det, jeg skrev først. Ingen har tid til at arbejde mere.

Folk arbejder ikke for, at det skal kunne betale sig i DJØF-regi. De gør det, fordi det er en del af deres identitet at arbejde.

Det er kun nede i bistandsområdet, det ikke kan betale sig, fordi at 160 timers rengøring om måneden giver en merindtægt på 2-3.000 kr. om måneden i forhold til bistandshjælpen, og så er timelønnen jo lige pludselig kun 20 kr. i timen.

En konstruktiv debat om skatten er, om vi vil bruge det enorme beløb, som alle afleverer hver måned til at flytte os i bestemte retninger. Min retning er, at vi ikke skal have fattige i Danmark og slet, ikke når den anden halvdel vælter sig i penge.

Danmark skal være det bedste sted i verden at opfostre en familie og få en uddannelse, for det er det, som får folk til at blive og deres børn til at blive.

De fleste folk, jeg kender, de vender hjem, når der skal stiftes familie, og det er der, vi er stærke. Vi kan ikke konkurrere på skatten alligevel. Så i stedet for at sætte skatten ned for dem, der har rigeligt, skal vi hellere bruge penge på at alle har det godt, og at vores fælles goder fungerer. Lige nu går vi i den stik modsatte retning. Tænk, at vi de sidste syv år har fået 6.000 flere fattige om året. Det er grotesk og udtryk for en kynisme, som er ved at forvandle Danmark til et land, man ikke kan være bekendt at bo i.

Der må være nogle djøfere, som kan huske, hvor forfærdeligt det er ikke at penge til mad, tøj, husleje etc. Som nævnt, hvis skatten var et argument for at flytte, havde vi ingen djøfere tilbage i det her land, hvor det blæser, regner og er fem graders vame seks måneder om året.

Med venlig hilsen
David Stray Jørgensen