Staten 2.0 sover

Det siges, at teknologiske nybrud overvurderes på kort sigt og undervurderes på lang sigt. Det ordsprog er passende på det offentlige Danmarks brug af internettet.

De fleste offentlige enheder og institutioner var hurtigt ude af starthullerne med digitale investeringer, før de fleste borgere for alvor var begyndt at bruge nettet. Der blev postet mange penge i brugervenlige hjemmesider, og Danmark blev en international frontløber på det, der med forvaltnings-lingo kaldes digitaliseringen af den offentlige sektor.

Men nu, hvor vi er i gang med næste fase i den digitale udvikling, er det offentlige Danmark begyndt at halte bagefter borgernes adfærd og forventninger, private udbydere og andre lande.

Næste fase i digitaliseringen er blevet kaldt mange ting, bl.a. web 2.0, web 3.0 eller simpelthen digitaliseringens tredje bølge. Men uanset, hvad man kalder det, så er pointen, at en kombination af teknologiske, økonomiske og adfærdsmæssige ændringer fører til et kvalitativt skift i, hvad de digitale medier bruges til, og hvordan det bruges.

Første fase af digitaliseringen handlede om at effektivisere og strømline processer, anden fase havde fokus på at  gøre det offentlige mere tilgængeligt, herunder give adgang til offentlige services på nettet. Den tredje fase handler derimod om snarere at bruge nettets muligheder til at løse en række problemer, som ellers ikke kunne løses.

Ser man bredt på udviklingen på de mest professionelle hjemmesider og på de sider, der globalt vokser hurtigt, er de kendetegnet ved at være mere to vejs-service og reelle redskaber end kommunikationskanaler. For det offentlige betyder det fx at tilbyde en internetløsning til at finde ledige parkeringspladser i byerne, som San Francisco gør, eller som Barack Obama har gjort med projektet "The Citizen Briefing Book", nemlig brugt nettet til at få tusindvis af borgeridéer til offentlige forbedringer.

Ser man på det offentlige Danmarks digitale strategi, så er der gode intentioner, men en surftur i det offentlige weblandskab viser, der er meget brugervenlig adgang til eksisterende offentlige services, men ikke mange nye redskaber og services, som ikke fandtes før nettet.

Trafiktal over de mest brugte sites viser derfor ikke overraskende, at de store offentlige sider (på nær DR, som gør det godt) halter mere og mere bagefter de private. Mens det øgede antal reklamekroner på nettet har ført til langt bedre kommercielle sider, har de offentlige portaler ikke udviklet sig i samme takt, og derfor bliver de fravalgt. På det offentliges nye fælles vindue til borgerne, Borger.dk, er der fx kun 7 igangværende borgerdebatter, og de omhandler næsten alle naturbevaring.

Et andet eksempel på stilstanden er sundhedsområdet, hvor det offentlige trods betydelige investeringer i sundhed.dk ikke har en side, som bliver brugt i stort omfang. I stedet bruger borgerne private sundhedssites, fx Netdoktor. Dermed mister det offentlige en væsentlig kanal for dialog med borgerne om et centralt velfærdsområde, som nettet har stor betydning for.

Det burde ikke være acceptabelt. Det offentlige Danmarks digitale ambition bør række udover blot at være tilgængelige, brugervenlige og effektive selvbetjenings-automater. For det første må det være et mål, at borgerne rent faktisk gider bruge deres tid på de offentlige sider. Det offentlige må tilbageerobre flere af de danske netbrugere. Det er nemlig forudsætningen for det andet større mål, nemlig, at de digitale medier faktisk hjælper til at skabe et bedre samfund.

Nettet giver en enestående mulighed for at styrke den demokratiske diskussion om væsentlige samfundsområder, indhente og afprøve nye politik-idéer, forbedre uddannelses- og sundhedsniveauet og give danskerne en lang række helt nye services inden for alle samfundsområder.

Men hvis de mål skal indfries, kræver det et helt nyt gear i det offentliges arbejde med nettet.