Min mentor er læge

14-05-2009
4 min.

DJØF, Foreningen af Speciallæger og Yngre Læger har etableret en mentorordning, hvor læger på topposter er mentorer for djøf-ledere i sundhedssektoren. DJØF Bladet har talt med et par, der troede, de primært skulle tale om konflikter.

Djøfisering er gennem tiderne i flæng blevet brugt som skældsord, og afsenderen har ikke sjældent været en læge. Tonen har nogle gange ligefrem været hadsk.

Og det var da også konflikten mellem de to stande, som Dorthe Tilsted, læge og kvalitets- og udviklingschef i Hospitalsenheden Vest, Region Midtjylland, og Mikkel Grimmeshave, planlægningschef i Region Nordjylland på sygehus- og sundhedsområdet, troede, de især skulle bruge deres mentor/mentee-møder på at diskutere. Men efter deres første møde stod det klart, at det slet ikke var det, de primært ville fokusere på. For når alt kommer til alt, er det meget sjældent - hvis nogensinde, at nogen af dem møder store problemer, når de står over for henholdsvis en djøfer eller en læge.

"Den konflikt fylder forbavsende lidt i min hverdag. Så konklusionen blev hurtigt, at det, der oprindeligt motiverede mig til at melde mig som mentee, nok er et problem, der slet ikke er der i hverdagen," siger Mikkel Grimmeshave.

Han og Dorthe Tilsted har sagt ja tak til at deltage som henholdsvis mentee og mentor i en mentorordning, som DJØF, Foreningen af Speciallæger og Yngre Læger har etableret, hvor læger på topposter er mentorer for djøf-ledere i sundhedssektoren.

Men selvom det ikke er djøfer/læge-konflikter, de vender, når de mødes, er det nu en god og givtig konstellation alligevel, mener både Mikkel Grimmeshave og Dorthe Tilsted.

"Det er som sagt ikke, fordi der er de store konflikter i hverdagen, men vi er grundlæggende opdraget med forskellige traditioner og tænkemåder, og jeg kunne godt tænke mig at arbejde mere struktureret med at sætte mig ind i lægernes måde at tænke på. Vi djøfere er grundlæggende mere systemtænkende og tænker i kollektiver, mens de sundhedsfaglige er mere individorienterede," siger Mikkel Grimmeshave.

Svært at undvære djøfere

Dorthe Tilsted betegner sig selv som lidt af en skabs-djøfer, og i det daglige arbejder hun i det hele taget tæt sammen med djøfere. Og hun møder ganske sjældent forbehold fra djøfernes side og hører heller ikke om lægekolleger, der harcelerer over djøferne.

"Det med at djøferne er de onde, er vi for længst kommet over. Vi er i stedet nået dertil, at djøferne er svære at undvære, så der er langt færre barrierer," siger Dorthe Tilsted.

Men selvom hun betegner sig som lidt djøfer-agtig, fordi hun sidder som leder af en stabsfunktion, så mener hun samtidig, det er en fordel i forhold til hendes mentorrolle, at hun har en baggrund som læge.

"Læger forstår hinanden, og derfor kan tingene godt blive indforståede. Vi er alle vokset op i sundhedssektoren, og vi forstår hinanden så meget, at vi ikke alle nødvendigvis er åbne over for noget nyt. Jeg har en formodning om, hvordan læger tænker og reagerer, og hvad de kan blive stødt over. Som læge er man uddannet meget resultatorienteret, så forståelsen for en strøm af cirkulærer ligger ikke lige til højrebenet," siger Dorthe Tilsted.

Gevinst begge veje

Men når det nu ikke er læge/djøfer-konflikter, der er blevet vendt på deres to første møder og formentlig heller ikke bliver det på de kommende fire, hvad er det så, Mikkel Grimmeshave forventer, at samtalerne med Dorthe Tilsted skal bruges til?



"At suge så meget som muligt ud af den erfaring, min mentor har. Hvordan transformerer man sig fx fra selv at være ekspert til at være leder for eksperter i en kontekst, der hedder sundhedsvæsenet? Alle vores referencer er jo til noget, der foregår i sundhedsvæsenet, så vi diskuterer selvfølgelig også personkarakteristika og situationer, som er specielle for vores sektor. Men dybest set får jeg et rum til at stoppe op og reflektere over min egen ageren i hverdagen sammen med en, der ved, hvad det drejer sig om," siger Mikkel Grimmeshave.

Så vidt en mentee, der er yderst tilfreds med ordningen og med sin mentor - men mentor henter også selv en gevinst ved møderne.

"Jeg møder et andet menneske, der deler sin livshistorie med mig, og det betyder, at jeg selv kommer til at reflektere over min egen lederrolle. Og så får jeg øvelse i at lytte, lytte og bare lytte - det er igen noget, jeg kan tage med mig og bruge som leder. Jeg arbejder selv tæt på djøfere i min hverdag, men Mikkels verden er nyere og bredere for mig, så der får jeg også noget," siger Dorthe Tilsted.

Efter to møder og yderligere fire planlagte møder er Mikkel Grimmeshave stadig sikker på, at det giver en ekstra dimension til udbyttet, at hans mentor har lægebaggrund:

"Havde hun været djøfer, ville hendes erfaringsgrundlag være et andet, så jeg tror stadig, at det giver noget ekstra, at hun ud over at være erfaren leder også er læge."

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.