Korets kontrære stemme

Ingen stund är såsom denna - kvällens sista, tysta timma - inga sorger längre bränna - inga stämmor mera stimma, lyder det i det lidt slidte musiklokale på Frederiksborg Gymnasium. Og efterhånden, som sangkorets stemmer får visens svenske inderlighed til at brede sig ud, forstår man bedre, hvorfor Henning Koch gider tage derhen efter arbejdstid sådan en forblæst og kølig forårsaften.

Folk, der før så trætte ud i det kridhvide institutionslys, har fået glød og smil i ansigtet. Henning Koch, en pænt stor, bred type, hænger jakken på en stol og kaster sig ud i det summende samvær, som han har dyrket i mere end ti år. Majazz hedder det 50 personer store kor, der har sunget flere koncerter i udlandet. I dette selskab har den 60-årige professor i forfatningsret kunnet glemme den hårde kritik, der flere gange er ramlet ned over ham fra både fagligt og politisk hold - fx i forbindelse med Muhammed-tegningerne og senest Tuneserloven, som han mente var grundlovsstridig. Det med Tuneserloven vil han dog godt lige præcisere.

"Det, jeg rent faktisk sagde, var, at hvis den udøvende magt administrerer loven, som lovens forarbejder utvetydigt siger, man skal, og hvis Integrationsministeriet og politiet følger disse meget klare signaler i bemærkningerne, så vil det være grundlovsstridigt," siger Henning Koch på sit kontor i Studiegården i København nogle dage før sangaftenen i Hillerød.

Formålet med Tuneserloven er at indskrænke bevægelsesfriheden for en gruppe personer, der lever på tålt ophold i Danmark, og den har fået sit navn efter den tuneser, som er mistænkt for at have haft planer om at myrde Muhammed-tegneren Kurt Westergaard. Tuneseren og de andre personer har ifølge loven daglig meldepligt og skal hver nat overnatte i Sandholmlejren, medmindre de får dispensation, og det er nøjagtig det samme som frihedsberøvelse, mener Koch. Han støtter sig til det store danske retsorakel Alf Ross, for hvem ikke kun fysisk tvang, men også tvang rettet mod viljen opfylder de betingelser, han opstillede for at statuere frihedsberøvelse.

Men er det så i virkeligheden Ross, der bestemmer, hvad vi skal mene i dag?

"Det er det naturligvis ikke. Jeg trækker Ross frem, fordi han rejser spørgsmål, som man har undladt at tage en ædruelig diskussion om, blandt andet at frihedsberøvelse ikke kun er effektiv fysisk indespærring."

Men man kan da sagtens komme frem til det andet resultat, nemlig at det ikke er frihedsberøvelse, når man netop kan færdes fuldstændig frit om dagen?

"Det kan man godt, men nu spørger man mig, og jeg gør det, man skal, når man bliver spurgt: Jeg undersøger, hvad andre har sagt. Og nu kan jeg så læse i avisen, at Integrationsministeriet ikke administrerer loven, som lovgiver faktisk lagde op til. Det kan enten betyde, at man har lyttet til mig, eller at man ikke på noget tidspunkt havde tænkt sig at administrere i overensstemmelse med forarbejderne. Måske har loven bare været ren og skær signalpolitik?"

Kochs beskytter

Koret synger Karin Boyes 'Aftonbön', og nu er visen lige ved at være koncertklar, kommer det opmuntrende fra den lille, yngre kvindelige dirigent bag klaveret, som med stor autoritet styrer koret af fortrinsvis gråhårede sangere.

Henning Koch blev juridisk koncertklar i 1994 med disputatsen 'Demokrati - slå til! Statslig nødret, ordenspoliti og frihedsrettigheder'. En usædvanlig livlig og polemiserende titel for en doktorafhandling, men meget typisk for Koch, der ifølge barndomsvennen tandlæge Peter Tillge elsker at tale og diskutere.

"Min typiske replik er: 'Nu er din taletid opbrugt'," siger Peter Tillge og tilføjer, at hans gode ven kan være vildt irriterende at diskutere med:

"Han er dominerende og vikler sig ind i et spindelvæv af spørgsmål, som han selv svarer på."

'Fessor' blev han kaldt i skolen, hvor Peter Tillge var den gammelkloge Hennings protektor, når de andre drenge mobbede ham for hans bedrevidende facon. Men den senere elevrådsformand Henning Koch kunne også være sjov og meget charmerende, og det kan han stadig, understreger kollegaen Jens Elo Rytter.

"Han er et levende eksempel på, at man ikke behøver at blive tør af at sidde herinde," siger Rytter, der er dr.jur. og lektor i forfatningsret og tilknyttet Centre for European Constitutionalization i København, som Koch til daglig leder.

Filmfreak

Charmen og talegaverne var ikke tilstrækkelige til, at Henning Koch kunne overbevise sin far om, at han skulle være filminstruktør og søge optagelse på Statens Filmskole, som Filmskolen hed i slutningen af 1960'erne. I det borgerlige hjem på Østerbro i København hang grosserere og masser af jurister på stamtræet, og netop jura var det sikreste for sønnen, mente faren, der selv var professor i atomfysik på Niels Bohr Institutet. Der var ikke noget at diskutere, og unge Henning begyndte at læse jura lige efter gymnasiet. Når juraen blev for uudholdelig, smuttede han enten over til forelæsninger på filmvidenskab eller i biografen. Han har set et uendeligt antal film i sin ungdom, hvor han dyrkede de store instruktører Stanley Kubrick og Orson Welles. Den ekspressionistiske måde at klippe filmene på, lyssætningen, kontrasterne og de besynderlige kameravinkler sugede ham ind i en fiktiv verden.

At pjække fra forelæsningerne i statsret var helt og aldeles utænkeligt. Koch havde fundet sit fag. Med hans egne ord elskede han statsretten, hvor det retshistoriske og politiske blandede sig sammen i store principielle fortællinger. Her kunne han skrive lange essays og få afløb for en kreativ trang med juraen som undskyldning.

"Han er meget dramaturgisk anlagt og vil gerne skabe et drama omkring de retlige problemstillinger. Han vil gerne fortælle en historie," siger Jens Elo Rytter.

Nogle jurister mener, at Henning Koch er lidt for kreativ og af og til mangler den præcision i analysen, som man bør kunne forvente af en jurist. Han udleder ting af grundloven, som der ikke er belæg for, lyder kritikken af denne såkaldt dynamiske fortolkningstilgang til forfatningen, som han er eksponent for. På Aarhus Universitet har forfatningsjuristerne traditionelt været mere forsigtige og dogmatiske i deres prioriteringer. Man taler om Københavnerlinjen og Århuslinjen og om faglig uenighed, som går helt tilbage til Alf Ross og den gamle professor Max Sørensen.

"Jeg er rundet af kontroversen mellem Århus og København, som jeg bestemt ønsker at lægge bag mig. Denne gensidige, ubegavede nedgøring har været en del af hele min akademiske opvækst, og den har i den grad modvirket mobiliteten mellem universiteterne," siger Koch. 

Ikke bange for domstolene

I Århus og København har man ikke alene forskellige opfattelser af grænserne for grundlovsfortolkningen. Med til diskussionen hører også spørgsmålet om domstolenes rolle. Henning Koch mener, at Højesteret gerne må være mere aktiv i forhold til fortolkningen af grundloven og vores konventioner - Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fx. Det er ligefrem ønskeligt.

"Vi befinder os i det, jeg kalder den postparlamentariske periode, hvor vi ikke kan undvære, at Højesteret påtager sig at modificere visse dele af Folketingets grundlovs- og konventionsfortolkning. Det er simpelthen nødvendigt for at kunne beskytte individer og minoriteter mod flertalsdemokratiet."

Du vil altså lade dommere træffe politiske afgørelser?

"Jeg mener ikke, det er betænkeligt, at domstolene påtager sig en mere aktiv rolle, fordi jeg tror, at de er i stand til at trække en grænse. Jeg har meget stor tiltro til domstolene, og jeg kan ikke forestille mig, at man vil gå ind i en magtkamp med Folketinget, for pointen er jo, at den magtkamp vil dommerne altid tabe - i øvrigt kan man jo altid ændre grundloven, så man behøver ikke være så bange."

Men den er jo helt vildt besværlig at ændre.

"Det er jeg med på, men her bliver jeg nødt til at sige, at hvis man virkelig mener, at domstolene er en trussel mod demokratiet, så må man jo ændre grundloven."

Det virkelige liv

Peter Tillge har kendt sin ven siden børnehaven og har altid set det som sin opgave at lære den nogle gange lidt melankolske og blufærdige Henning Koch om livet. Tillge, Kochs modsætning, fik landets formentlig dårligste studentereksamen, var marinesoldat og arbejdede på Helsingør Skibsværft, inden han tog sig sammen og blev tandlæge. Det var ham, der lokkede Henning og konen Ea Bernhard, korrespondent og tidligere kronikredaktør på Erhvervsbladet, til at flytte ud og bo fem-seks år i Sydhavnen, så han kunne få en fornemmelse af arbejdermiljøet og livets barske realiteter. Det var, mens Koch var kriminolog, og inden han begyndte at skrive den disputats, som gav ham ni af de fagligt set lykkeligste år. Hver dag hen på Rigsarkivet og forske.

Senere flyttede Koch og konen til Hillerød med deres to børn, og det var her, han en dag ringede til en sagsbehandler i kommunen og fortalte, at man kunne nægte at stille mødelokaler til rådighed for Den Danske Forening under henvisning til FNs racismekonvention. En juridisk vurdering han formentlig stod mutters alene med og en i sig selv besynderlig reaktion fra en forfatningsretsmand, der om nogen ved noget om grundlovens bestemmelser om forsamlingsfrihed og ytringsfrihed.

Hans holdning til ytringsfriheden kom også til udtryk i forbindelse med Muhammed-tegningerne, hvor han lå helt på linje med det juridiske establishment, der mente, at der hverken var tale om en overtrædelse af blasfemi- eller racismeparagraffen. Men det afholdt ham alligevel ikke fra at tilkendegive sin principielle modstand mod navnlig Jyllands Postens synspunkt om, at man i et sekulært demokrati må finde sig i hån og spot og latterliggørelse. Derfor forlod han også demokratikanonudvalget i protest, fordi man overvejede at tage tegningerne med i samlingen.

"Jyllands Posten har nu i tre år ved fem lejligheder forfulgt mig i ledere på en virkelig hårdhændet måde. Jeg er ikke i tvivl om, at det hænger sammen med min positionering i Muhammed-krisen, og det betragter jeg som ekstremt betænkeligt. Altså denne hetz - det er et problem for demokratiet," siger Henning Koch.

Du har sagt, at muslimer er nutidens jøder. Det er da en langt ude sammenligning, når man tænker på, hvad jøderne gik igennem.

"Det er, fordi du ikke kender konteksten. Jeg har sagt dette i en diskussion om ytringsfrihed på Institut for Menneskerettigheder for to-tre år siden, hvor jeg blev spurgt om paralleller til Weimarrepublikken i 1920'erne og 1930'erne. Når vi taler om racediskriminerende udtalelser i den offentlige debat, anvendes altså i dag en sprogbrug om muslimer, som blev brugt om jøderne i 1920'erne. Vi taler ikke om nazister og gaskamre - jeg ville da aldrig lave sådan en sammenligning!"

Henning Koch har undret sig meget over de voldsomme reaktioner mod ham - navnlig Brian Mikkelsens udtalelse efter høringen om Tuneserloven, hvor Koch følte, at justitsministeren forsøgte at begå et karaktermord, da han påstod, at professoren havde taget fejl utallige gange - en udtalelse Mikkelsen dog ikke konkretiserede.

"Inden for de seneste 15 år er jeg blevet indkaldt som ekspert 10-12 gange for forskellige udvalg i Folketinget, og jeg har aldrig udtalt, at nogen lov, som regeringen har fremsat, var i strid med grundloven," siger Henning Koch og rynker sit ellers meget smilende skægansigt. Der er ingen tvivl om, at kritikken i forbindelse med Tuneserloven har gået ham på, selvom han, som han siger, ikke har ligget søvnløs om natten.

I musiklokalet i Hillerød er tenoren Koch og koret i gang med jazzkompositionen 'Tuxedo Junction'. De synger også madrigaler, og inden aftenens første pause er alle ved at være varmet op og kaster sig med store smil og entusiasme ud i en vidunderligt barnlig kanon:

Nu er det forår - og vejret er skønt - og jeg vil ud på min cykel - og se noget grønt!

Blå bog Henning Koch

1949 Født på Frederiksberg
1974 Cand.jur.
1976 Kandidatstipendiat ved Københavns Universitet
1979 Seniorstipendiat
1984 Adjunkt i statsret, lektor 1988
1986 Lic.jur.
1994 Dr.jur.
1997 Professor i forfatningsret
2008 Leder af Centre for European Constitutionalization, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet.