Finanstrick

Virksomheder gør naturligvis, hvad de kan for at holde skindet på næsen i krisetider. Nogle går lige over stregen, for som i alle tidligere kriser i verdenshistorien så er der nogen, der ser sit snit til at udnytte situationen. Sådan er det også denne gang. Hæderkronede, store danske og udenlandske virksomheder tvinger danske underleverandører i knæ ved et simpelt lille trick, som har gjort mig godt gammeldags forarget.

I al sin enkelthed går det ud på, at en række store selskaber har forlænget kredittiden overfor deres underleverandører. Således kan en håndværksmester hyret som underleverandør af et af disse selskaber ikke forvente at få penge for udført arbejde før efter 60-120 dage. Det svarer til, at jeg handler i Superbrugsen og så meddeler, at jeg ikke har tænkt mig at betale for varerne før 2-4 måneder senere. Næppe en attitude jeg ville komme særligt langt med. Men jeg er naturligvis heller ikke hverken Danfoss, TDC, Coop eller Carlsberg.

I netop Danfoss har man simpelthen pr. brev henvendt sig til sine 1.500 underleverandører og meddelt, at der fremover vil være en stigning i kredittiden fra de nuværende 20 dage til fremtidige 90 dage. Vel at mærke 90 dage plus en løbende måned. På den måde har Danfoss bekvemt skaffet sig selv en kassekredit på i alt 90-120 dage hos underleverandørerne. Bankerne er som bekendt blevet lidt tunge at danse med, så denne type kassekredit sparer de store selskaber for en del hovedpine. Til gengæld står underleverandørerne med et problem, der er til at få øje på. Håndværksmesteren skal naturligvis fortsat betale svendenes løn ved slutningen af måneden, og omkostningerne til materialer skal oftest betales med det samme. Hvis ikke håndværksmesteren ligger inde med en stor likviditetsbeholdning, så skal han ned i banken og bede om yderligere finansiering, og så er vi tilbage ved udgangspunktet, bankerne er ikke så lette at danse med. Således kan underleverandørerne være tvunget til at dreje nøglen om, og dermed mister vi endnu flere arbejdspladser. Oven i købet arbejdspladser, som kunne værre reddet, hvis blot de store selskaber betalte for deres varer til tiden ligesom alle os andre.

De små håndværksvirksomheder kan ikke stille meget op. For bag hver enkelt underleverandør står der nu andre, der er sultne efter at få noget at lave. Hvis det var lønmodtagere, der fik deres løn med to-fire måneders forsinkelse, så ville fagforeningerne naturligvis være på pletten til at hjælpe folk ud af kniben. Der ville kunne tages kollektive skridt, som ikke gjorde den enkelte så sårbar overfor, at andre kan overtage arbejdet. Men i konkurrencens hellige navn tages der ikke kollektive skridt de 1.500 underleverandører imellem. Så de må bare acceptere tingenes tilstand og klare sig så godt, de kan. Imens må vi andre hive skattekroner op af lommen og dække dagpengene for dem, som mister deres job, alene fordi de store tager sig den frihed at bruge deres almægtige position til at udlægge kassekreditter hos deres underleverandører.

Med en smule regulering kan vi som samfund fordele byrden ved finanskrisen lidt mere jævnt og måske oven i købet retfærdigt. Vi kan afbøde en masse fyringer, udgifter til dagpenge og stabilisere den båd, som vi er sammen om at være i. Set med samfundets briller ville det på alle måder være gavnligt, at en kortsigtet likviditetsproblematik ikke får lov til at sende hårdtarbejdende danske virksomheder ud over afgrunden. Og når nu der ikke findes kollektive overenskomster, der regulerer og dermed smidiggør forholdene mellem underleverandører og store selskaber, ville jeg synes, at det var på sin plads at indføre en fælles begrænsning for, hvor lang kredittiden må være. Med en sådan begrænsning ville det ikke bare være i skåltalerne, at de store firmaer arbejder til gavn for Danmark, men også i virkelighedens verden - midt i en finanskrise.