Djøfere under administration

Folk i den første kategori føler, om ikke en direkte lede ved journalister, så i hvert fald noget, der minder om dyb og uovervindelig skepsis. Man kan ikke undgå at fornemme det på deres bryske bemærkninger og nedladende suk, de tror garanteret, at alle journalister er flabede og uvederhæftige lige som dem på møgsprøjten Ekstra Bladet!

Den anden type er rutineret og ved alt om spillereglerne. Inden interviewet går i gang, sørger de for at få lov til at se, hvad de citeres for, om udtalelserne gengives i den rette sammenhæng og ikke mindst, om fakta er i orden. Det er i den grad også i journalistens interesse - i hvert fald når man skriver for lødige publikationer og begavede læsere. Der er ikke noget dér. Og sådan har det kørt fint og for det meste fordrageligt, men nu er det slut: Kilderne må ikke selv godkende citaterne, de er kommet under administration. 

Kommunikationsrådgiverne er rykket ind i alt for mange virksomheder og organisationer med deres rigide strategier, som bare ikke altid gør kommunikationen hverken lettere eller bedre, i hvert fald ikke, når det gælder den slags, der ender i aviser og magasiner, og som altid først er blevet onduleret af kommunikationsafdelingen.

Folk på et vist niveau i virksomheden må naturligvis gerne tale med journalister, men alt, hvad de siger, skal først godkendes af denne højere instans. Vi taler om dygtige, vidende, voksne ansatte, der ikke må noget for kommunikationsafdelingen. Det er lige som, da de var børn og først skulle spørge forældrene, om de måtte få nogen med ind og lege. Retten til at udtale sig om selv banale og ufarlige emner er taget fra dem: Alt skal tjekkes. Medarbejdernes personlige skøn er - som det hedder i forvaltningsretten - sat under regel.

Det mildt sagt irriterende ved denne udvikling er, at kommunikatørerne, som nogle af dem kalder sig, samtidig ser deres snit til at ændre citaterne med helgarderende forbehold, så intet levende væsen kan tænkes at føle sig stødt over udtalelsen. Andre gange forsøger de at presse noget mere og noget nyt ind i citatet - et budskab. Som om journalisten vil være med til at skrive en reklametekst. Det er ikke kun utåleligt for journalisten og imod offentlighedens interesser, det burde også være et problem for medarbejderen. Når kommunikationsafdelingen blander sig, overtager den nemlig medarbejderens personlige sprog og dermed en del af hans identitet. Vi taler jo ikke ens i virkeligheden.

Det er faktisk ufatteligt, at så mange accepterer at få justeret deres udtalelser i overensstemmelse med et strategisk og slebent kommunikationssprog, som får folk til at lyde unaturlige og "skriftlige", selv om man refererer fra en levende samtale.