"Jeg immigrerede selv som ung til Australien, og jeg har derfor på egen krop oplevet, hvad det vil sige at føle sig fremmed. Den oplevelse har klart præget mig og var med til, at jeg for snart ti år siden begyndte at fundere over, hvordan det egentlig føles at være fremmed kvinde i Danmark. Hvor går man hen, hvis man mangler et netværk, og hvor får man hjælp, hvis man savner støtte til at finde fodfæste i vores samfund? Og det var baggrunden for, at jeg stiftede EVAs ARK," forklarer den 62-årige idealist, der, før hun startede arken, blandt andet har været ansat som ligestillingskonsulent på Københavns Universitet og som underviser i forvaltning på CBS og hun har igennem årene været medlem af Styrelsen i Kvinderådet, Dansk Flygtningehjælps forretningsudvalg og Dansk Kvindesamfund og hun har flere gange været medlem af den danske delegation til FNs Generalforsamling.