Analysernes manglende substans

En pige løb, forbrændt og forpint, fra napalmbomberne i Vietnam. En linse fangede hende og gjorde
hende til symbol på Vietnamkrigens rædsler.

Tænk, hvis journalisterne havde haft travlt med at analysere, hvilket vælgersegment USAs præsident tækkedes, da han gik ind i Vietnam, i stedet for at bringe billederne af den lille pige? Havde den folkelige modstand mod krigen og bevidstheden om konsekvenserne af præsidentens valg været lige så stor? Næppe. Og det er politikerne mere end nogensinde klar over. Derfor forsøger de at styre pressen, sådan at dækningen af samfundsbegivenheder og dagligdagspolitik falder ud i deres favør.

Samtidig synes pressen at have glemt, hvor magtfuldt et redskab de er i besiddelse af, hvis blot de bruger det, som deres kollegaer gjorde det i Vietnam. Alt for ofte handler det om, hvem der vinder og taber i en politisk debat, som var det en boksekamp. Der bruges timer på at analysere, hvem der lukkede hvilke flanker, og hvad intentionerne bag bestemte vendinger var. Midt i strategidebatterne glemmer journalisterne at stille spørgsmål til, hvilken konsekvens de forskellige politiske meldinger har for befolkningen, for omverdenen, for miljøet og for fremtiden.

Journalisterne har rigtig godt styr på processen og på, hvem der tager hvilke skaktræk, og hvem der har hvilke alliancer, men de er ofte meget dårligt inde i den politiske substans og kan derfor ikke klæde de politiske udspil af på en måde, så befolkningen får ordentlig indsigt i politikken. Politikerne kæmper naturligvis indbyrdes om fortolkningsretten over udspillene, men kun få af de politiske journalister er reelt i stand til at levere en substantiel kritik fra reform til reform. Journalisterne mister troværdighed og tyngde, når dagordenen holder sig på overfladens alliancer og bogstavlege, og befolkningen mister sin kritiske kontrol af magten.

Hensigten fra politikernes side er at få lagt dagsordenen til rette efter egne hoveder. Det har politikere sådan set altid villet, men alligevel har noget forandret sig. I mine øjne har det kortsigtede fokus fået for stor magt over dagsordenen. Og professionaliseringen af spindoktorfaget har medvirket til at øge det kortsigtede fokus.

Løbende opinionsundersøgelser, vælgervandringsanalyser, fokusgruppeundersøgelser, spindoktorerne selv og meget andet har beriget de politiske partier på mange fronter, javel. Men med alle de værktøjer kommer også nogle alvorlige udfordringer for vores demokrati. Før professionaliseringen var det i høj grad politikerne selv, der var deres egne bedste spindoktorer, og det betød, at strategien havde et længere sigte og et større hensyn til en overordnet samfundside og -udvikling. Spindoktorerne arbejder selvsagt ikke ud fra samme hensyn, og det er indlejret i selve professionaliseringens redskaber, at det korte sigte styrkes. Opinionsundersøgelsen viser XYZ, og så er det nemmere at følge denne anvisning end at skulle bokse sig igennem med den løsning, som man egentlig synes, er den rigtige.

De nye værktøjer tilbyder altså en konstant mulighed for at springe over, hvor gærdet er lavest. Alt for ofte bliver politikeren fristet over evne, og der kvitteres da også pronto med ros fra kommentatorer og spinfolk. Konsekvensen er langt mere alvorlig og kompleks end som så, for i dette farvand bliver det næsten umuligt at være visionær. Visioner får yderst sjældent umiddelbar vælgertilslutning ud fra devisen 'du ved, hvad du har'. Således får visioner oftest dommen 'befolkningen bakker ikke op om XYZ' med på vejen.

Men denne overfladiske måling tager jo ikke højde for diskursens foranderlighed og de stærkeste markørers ditto magt over netop udviklingen i samfundsholdningen. Derfor kan holdningen til visionen tage sig radikalt anderledes ud få måneder eller år senere. Det kan en formand nok klare at vente på, men det kan den spirende underskov af folk i partierne ikke nødvendigvis. Det kan være deres 15 minutes of fame, der blev spildt på en negativt modtaget reformidé. De får ikke pr. automatik chancen igen. Derfor vælger de også hellere ikke at risikere noget. Så hellere lægge kreativiteten og fremsynet på hylden og lukke flanker og tænke strategi. Og så sluttes ringen.

Alle tænker i overfladen og ingen i substans. Ingen har vundet. Journalisterne må lægge skakspillet og proceshistorierne på hylden, og politikerne må samtidig parkere midtervælgeren og meningsmålingerne. Substans må meget gerne træde i stedet.