Til djøferne med kærlig hilsen fra DJØF

Fagbevægelsens styrke var oprindeligt blandt de faglærte og ikke-faglærte arbejdere samt de lavere tjenestemænd ('sølvsnorene'), mens højere funktionærer i det store hele var identificeret med deres arbejdsgiver og derfor ikke organiserede. I dag er det billede vendt. Det er fagbevægelsens oprindelige målgruppe, der ikke melder sig ind i deres fagforening, hvorimod akademikerne har tilkæmpet sig en høj organisationsprocent. En af de mest fremgangsrige har været Danmarks Jurist- og Økonomforbund med i dag over 50.000 medlemmer.

Forbundets forlag runder nu 50 år, og i den anledning har man udgivet et jubilæumsværk med artikler, der tilsammen skal danne et billede af den moderne djøfer. Konsekvent taler man i bogen om medlemmerne som jurister og økonomer, selvom en meget betydelig del af medlemsgruppen er scient.pol.'er eller har en administrativ uddannelse fra et af universitetscentrene (tilsammen flere end universitetsøkonomerne?) og vel i det hele taget med en uddannelsesmæssig baggrund, der er mere målrettet til de offentlige ledelsesfunktioner, som er bogens hovedinteresse.

Scient.pol.'erne har i øvrigt intet at klage over i deres forbund. Som den, der for mere end 40 år siden fik scient.pol.'erne med i det daværende økonomforbund, er jeg glad for den måde, man har behandlet de nye slægtninge på.

Det analyserende mest spændende

Glæde og stolthed over sig selv er et gennemgående tema i 'Udsyn og fremsyn'. Det er der ikke noget at sige til. Som bekendt er selvros den eneste påskønnelse, vi mennesker kan være sikre på.

Forbundsformanden, vicepolitimester Finn Borch Hansen, tegner et sympatisk portræt af standen i det 21. århundrede, advokat Svenning Andersen giver et nuanceret indblik i moderne advokatvirksomhed og advokaters selvforståelse, og i en lang række indlæg giver DJØF-medlemmer udtryk for deres store tilfredshed med deres uddannelse og deres karriere. Det er alt sammen smukt og bestemt læseværdigt.

Mest spændende er imidlertid de mere analyserende 'festskriftslignende' bidrag om væsentlige problemer, der har relevans for djøfernes arbejde i ledende funktioner (primært i stat og kommuner). Højesteretsdommer Jens Peter Christensen skriver stringent, isprængt sin karakteristiske anekdotiske humor, om det retlige og politiske ansvar, professor Jørgen Grønnegaard Christensen beskriver indsigtsfuldt embedsmændenes rolle, Ombudsmanden Hans Gammeltoft-Hansen giver en forsmag på sit længe ventede værk om 'habilitetsproblemer' gennem en fin artikel om 'Borgernes (mis)tillid til forvaltningen', direktør Anders Eldrups retoucherede billede af offentlig (og privat) ledelse manøvrerer behændigt uden om at beskrive den magtstilling, han som departementschef i Finansministeriet i en række år indtog over regering, statsadministration og kommuner, og endelig giver professorerne Michael Rosholm og Peter Birch Sørensen et veldrejet rids over vismandsinstitutionens kontroversielle rolle i den økonomiskpolitiske rådgivningsproces. Til overflod er der en snusfornuftig samtale med Lene Espersen og et bidrag fra Lars Løkke Rasmussen, der giver et rimeligt afdækkende indtryk af Finansministeriets selvopfattelse og ideologi. Samlet set artikler, der hæver bogen op over det normale niveau for en jubilæumsbog.

Djøfernes politiske rolle

Personligt har jeg kun én anke: Hvor er den tilbundsgående diskussion af djøfernes politiske rolle som de vigtigste ledere i det moderne danske demokrati blevet af i bogen? Det fænomen kritikere kalder 'djøfisering' af samfundet.

Den markante centralisering, bureaukratisering, markedsgørelse og fortrængning af fagfolk på lederstillinger i den offentlige sektor kunne næppe tænkes uden det store antal jurister, økonomer og scient.pol.'er, der i dag indtager de ledende stillinger i den offentlige sektor. De folkevalgtes indflydelse er tydeligt blevet reduceret med den tvivlsomme kommunalreform, men også i regering og folketing er afhængigheden af DJØF-embedsmænd voksende. De folkevalgtes indflydelse i det ikke-politiske samfundsliv er stærkt på retur. Tidligere tiders stærke stilling i foreningslivet som fagforeninger, boligforeninger og erhvervsorganisationer for de medlemsvalgte ledere er i dag en saga blot. Endelig bidrager internationaliseringen - dens mange fordele ufortalt - også til, at magten i Danmark bliver centraliseret og afdemokratiseret.

Man taler med rette om 'demokratisk underskud' i EU-samarbejdet, men hvorfor skal underskuddet i vort hjemlige system ikke frem i lyset? Og burde tiden ikke snart være til en demokratireform i Danmark med langt mere åbenhed, styrkelse af demokratiske institutioner, mindretalsrettigheder, borgerinddragelse, bedre hjælp til dem, der er aktive i den demokratiske proces og mere lige adgang for borgerne til medierne?

Misforstå mig ikke. Det demokratiske underskud i Danmark er ikke resultatet af noget skummelt DJØF-komplot. I mine 37 år i Folketinget og 14 år som minister har jeg (næsten) aldrig mødt andet end loyale og dygtige medarbejdere - ikke mindst med DJØF-baggrund. Men jeg har kunnet følge udviklingen i retning af mindre demokrati, magtkoncentration og markedsgørelse, og for mig at se afspejler den primært de ændrede samfundsbetingelser og forstærkes af de tydelige rekrutteringsproblemer i det politiske arbejde. Begge forhold skaber tomrum, der hurtigt fyldes ud af embedsmænd og lobbyister - ofte med en samfundsvidenskabelig uddannelse og ganske bestemte værdinormer.