SU-forslag gavner ikke uddannelsesmobilitet

De undersøgelser, vi kender til, tegner et andet billede: Her er der en positiv sammenhæng mellem SU'ens størrelse og andelen af optagne på videregående uddannelser. Den er ganske vist mindre end i andre lande, hvilket, som undersøgelsen da også påpeger, formentlig skyldes, at vi i Danmark allerede har en forholdsvis høj SU. Det nuværende SU-niveau bidrager således til en højere grad af indskrivning på universiteterne.

Realiteten er, at vi ikke har data, der direkte efterviser kommissionens argumenter: Vi har ikke fundet studier, der viser, at der ikke vil være en social skævhed i at reducere SU'en fra 6 til 4 år. Derimod viser langt hovedparten af internationale undersøgelser, at reduktioner i støttemuligheder har en negativ effekt på valg af uddannelse. S.K. Riegg har i et studie fra 2008 vist, at økonomisk studiestøtte formentlig er det vigtigste instrument til at fastholde og øge tilgangen af universitetsstuderende særligt fra lav og middel socioøkonomisk baggrund.

Det er veldokumenteret, at børn fra familier med få ressourcer er mindst tilbøjelige til at forgælde sig for at tage en videregående uddannelse. De finder det for risikabelt. En SU-reduktion vil øge deres usikkerhed, og unge, som i forvejen ikke færdes hjemmevant i universitetsverdenen, vil derfor tænke sig om to gange, hvis de skal finansiere den sidste SU selv. Hermed er risikoen alt andet lige, at de vil stoppe uddannelsen før og blive mindre veluddannede end deres studiekammerater fra mere velstillede og veluddannede hjem.

Vi ved også, at de potentielle mønsterbrydere har en større tendens til at falde fra en universitetsuddannelse end akademikerbørnene, og de vil, ligesom de studerende der bruger uddannelser på lavere niveauer som springbræt til at læse videre på mellemlange eller lange videregående uddannelser, møde en ny barriere, idet de har opbrugt deres SU på tidligere uddannelser.

Det er også veldokumenteret, at en omfordeling, som vi har i det danske skattesystem, øger de unges muligheder for at klare sig bedre end deres forældre - faktisk er den sociale uddannelsesmobilitet relativt set øget de seneste tyve år. SU gennem hele uddannelsen er en del af den omfordelingsmekanisme. Og når man indenfor forskningen i dansk uddannelsesmobilitet normalt tillægger de kulturelle ressourcer i hjemmene så stor betydning, skyldes det jo netop, at en stor del af de økonomiske hindringer er overkommet i Danmark - noget der alt andet lige vil ændre sig, hvis man reducerer SU'en og derved reetablerer nogle af disse hindringer.

Om forbedrede fremtidige indtjeningsmuligheder vil påvirke unges uddannelsesvalg positivt, som skattekommissionen siger, er svært at sige, da det aldrig er blevet undersøgt. Det er højst usikkert, om en SU-reduktion kombineret med senere skattelettelser vil få flere unge til at læse en universitetsuddannelse - scenariet kunne, som tidligere nævnt, også meget vel være, at unge fra lavtuddannede hjem tager bacheloruddannelser, mens unge fra akademikerhjem tager kandidatuddannelser, og dermed er senere lønforskelle cementeret. Endvidere ved vi, at det økonomiske afkast af samme uddannelse er højere for akademikerbørn. Derfor vil akademikerbørn med akademisk uddannelse få større livsindkomster end arbejderbørn med akademisk uddannelse.

Det er måske ikke så ligetil at ændre adfærd via økonomiske incitamenter, når det gælder unges uddannelsesvalg. I fremtidige diskussioner om økonomiske incitamenter er det afgørende at tage højde for, at der er forskel på, hvilke former for risici unge fra henholdsvis højere og lavere sociale lag tager.