Om forbedrede fremtidige indtjeningsmuligheder vil påvirke unges uddannelsesvalg positivt, som skattekommissionen siger, er svært at sige, da det aldrig er blevet undersøgt. Det er højst usikkert, om en SU-reduktion kombineret med senere skattelettelser vil få flere unge til at læse en universitetsuddannelse - scenariet kunne, som tidligere nævnt, også meget vel være, at unge fra lavtuddannede hjem tager bacheloruddannelser, mens unge fra akademikerhjem tager kandidatuddannelser, og dermed er senere lønforskelle cementeret. Endvidere ved vi, at det økonomiske afkast af samme uddannelse er højere for akademikerbørn. Derfor vil akademikerbørn med akademisk uddannelse få større livsindkomster end arbejderbørn med akademisk uddannelse.