Nu skal du betale for at arbejde hjemme

26-03-2009
3 min.

Multimedieskatten koster dig 5.000 kr. i beskatning af et arbejdsredskab. Så snart du tager din arbejds-pc ind over hjemmets dørtærskel, fanger den.

Hvis multimedieskatten gennemføres, som den er fremlagt, bliver man fremover beskattet af sin hjemmearbejdsplads - uanset om man kun benytter den til arbejdsformål og i øvrigt slet ikke kan arbejde hjemmefra uden dén.

Tag fx Arbejdsskadestyrelsen. Den har altid været en af statens frontløbere med hjemmearbejdspladser - altså sådan nogle pc'ere med direkte, firewallbeskyttet opkobling til myndighedens elektroniske sagsbehandlingssystem, som ungerne ikke lige skal bruge til at spille spil på.

Styrelsen er gået forrest, fordi man er en familievenlig arbejdsplads. Husaftalen er, at man kan arbejde hjemmefra i op til to dage om ugen. Den ordning bruges især af dem, der pendler langt. Andre bruger hjemmearbejdspladsen en gang imellem, fx hvis de har behov for en ekstra dag hjemme med et halvsygt barn.

Nu frygter AC-tillidsrepræsentant Poul-Henning Sørensen, at medarbejderne vil droppe hjemmearbejdspladserne.

"Til skade for både de ansattes og arbejdspladsens fleksibilitet og til skade for især børnefamiliernes mulighed for balance mellem arbejds- og familieliv," siger han.

Det her må staten som en meget stor arbejdsplads med en stor andel højtuddannede finde en løsning på, fastslår Lars Qvistgaard, formand for DJØFs Overenskomstforening. Han understreger, at når hans medlemmer i staten får stillet udstyr til rådighed af deres arbejdsgiver i staten, så gør de det, fordi der er arbejdsmæssige begrundelser for det.

"Det kan ikke passe, at man skal straffes økonomisk for at være fleksibel og kunne arbejde skævt, så der må laves nogle modeller for kompensation til dem med udlånt udstyr som arbejdsredskaber. Det har jeg nu lige skrevet et brev til finansministeren om."

Kommuner arbejder på alternativt forslag

Første gang du bærer noget ind over hjemmets dørtærskel, fanger bordet ifølge de fortolkninger, der i skrivende stund er lagt frem, konstaterer personalechef Jesper Holm i Hedensted Kommune.

Står politikerne fast på den stramme fortolkning, skal hans sosu-assistenter hver dag en omvej hjem over plejecenteret for at lægge deres DPA-vagtplansmobiltelefon fra sig - som de måske taler privat i for 50 kr. om året - hvis de skal undgå multimedieskatten, forklarer han.

Det er hul i hovedet, men dog ikke det værste.

"Den her skat bryder med alt, hvad vi ellers har arbejdet med igennem årene for at skabe et fleksibelt arbejdsliv."

Og så er den totalt fordelingspolitisk skæv, siger han.

Dem, der kun får en enkelt lille ting af arbejdsgiveren, fx en bredbåndsforbindelse, får et skattesmæk. Dem, der får det hele og det mest forkromede og smarte udstyr, som måske løber op i 20-25.000 kr., bliver stadig kun sat i skat af 5.000 kr.

"For dem gælder det om at sørge for at få endnu mere, for fælden klapper ikke hårdere. Det kalder vi herovre for en bundskat på over 100 procent og en topskat på nul."

Men Hedensted - som er en af pioneerkommunerne i forhold til at gå den private sektor i bedene med hensyn til skattebegunstigede personalegoder, hvad kommunerne i modsætning til staten godt må - giver ikke op.

"Vi arbejder på et alternativt forslag til politikerne," røber Jesper Holm.

Virksomhederne kan vente lønkrav

Finansrådgiver, cand.polit. Kim Valentin, Finanshuset i Fredensborg, kalder det en skat, der rammer dem i toppen af samfundet - for det er dem, der kan arbejde hjemme.



"Den vil pålægge virksomhederne nogle flere omkostninger, og det er ikke helt smart timet af regeringen midt i en lavkonjunktur," fastslår han.

"Men man kan ikke forestille sig, at man som privatperson vil acceptere udgifter for at få lov til at arbejde hjemme - og dermed gøre noget, som er en fordel for arbejdsgiveren."

Så der vil blive stillet lønkrav og regnet på, hvor meget mere man skal have for at få det samme ud netto som før, fastslår han.

"Arbejdsgiveren kan så svare: Hør her, det er et led i en samlet pakke, hvor I slipper så og så meget billigere i topskat. Det er dén position, vi kommer til at se parterne stå i overfor hinanden ude i virksomhederne."

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.