I midten af 2008 oplyste det store britiske livsforsikringsselskab Prudential således, at den kinesiske centralbank nu er at finde blandt selskabets 25 største institutionelle investorer. Kort efter offentliggjorde den hæderkronede og traditionsrige europæiske familiebank Rothschild, at Bank of China havde sat sig på 20 procent af aktierne i virksomheden. På samme tid gik der rygter om, at en kinesisk bank var interesseret i at byde på den indflydelsesrige amerikanske investeringsbank Morgan Stanley, som var under kuldsejling i det globale finansielle stormvejr. Kineserne er langsomt, men sikkert på vej ind i det globale spil om finanser og business.