Kvindelige professorer

Inden misforståelsen om, hvad mit forslag om kvoter betyder - og ikke betyder - breder sig for meget, skal jeg pege på, at jeg har sagt, at en kvoteordning (naturligvis) ikke skal laves på en sådan måde, at man i de konkrete ansættelsessituationer ikke har mulighed for at ansætte den ansøger, der uanset køn er den bedst kvalificerede. Alt andet ville jo være tåbeligt og urimeligt over for alle ansøgere. Men det udelukker jo ikke, at man giver universiteterne mulighed for - ligesom det var tilfældet i FREJA-ordningen - at opslå kvindelige professorater, som så skal besættes efter de almindelige bedømmelsesregler. Det vigtige og afgørende er, at det overordnet politisk bliver besluttet, at de kvindelige forskertalenter ikke længere må gå til spilde. Og at der derfor i løbet af rimelig kort tid sker en markant opretning, således at der fastsættes et mål for, hvornår fx. mindst 40 pct. af landets professorer er kvinder. En sådan målsætning skal samtidig følges op af en række nye tiltag for at fremme målsætningen.

Argumentet om, at en kvoteringsordning vil betyde, at de bedst kvalificerede ikke bliver ansat, holder ikke. Problemet er jo ikke, at vi mangler kvinder med tilstrækkelige forskerkvalifikationer til at blive professor her i landet.

Det bliver ikke bedre af, at man i sin argumentation tager kvinderne som gidsler med betragtninger om, at en kvoteordning også vil være synd for de kvinder, som „kvoteres" ind som professorer. Det kunne man også anføre som argument mod det nuværende system: Er det da ikke synd for de mænd, som efter det nuværende system bliver professorer, selvom der er bedre kvalificerede kvindelige forskere, som blot af den ene eller anden grund ikke søger stillingen? Lad os holde op med at argumentere på denne måde. Det er ikke konstruktivt.