Fejlcitat

27.3.2009

af

Læserbrev fra Thor Pedersen, Folketingets formand.

Fejlcitater bliver ikke mere korrekte af at blive gentaget. I DJØF Bladet nr. 4 - 27. februar 2009 er der bragt en artikel af Anette Larsen og Jette Miller med titlen "Kommissioner er kampagneinstitutioner", hvor professor Asbjørn Sonne Nørgaard udtaler følgende:

"For det første afgrænser selve kommissoriet kommissionsarbejdet og de diskussioner, der ligger til grund for konklusionerne. Det skal politikerne forholde sig loyalt til. Det blev sagt om Velfærdskommissionens rapport, at den måtte nøjes med fifteen seconds of fame, fordi politikerne brød spillets regler. Den berømte udmelding fra daværende finansminister Thor Pedersen om, at Danmark snart kunne købe hele verden, brød med kommissoriet, fordi rammerne for kommissoriet jo netop var, at der ikke var råd til alt. Det må have efterladt kommissionsmedlemmerne med en følelse af, at de havde spildt deres tid."

Det er korrekt, at jeg ofte bliver citeret for at have sagt, at "Danmark snart kunne købe hele verden." Men det, at citatet ofte bliver gentaget, gør det ikke mere korrekt.

Den 26. august 2006 præsenterede jeg på pressemødet i forbindelse med fremlæggelsen af finansloven for 2007 et historisk skift, idet Danmark (private borgere, virksomheder og det offentlige under ét) for første gang i mange år havde mere til gode i omverdenen, end omverdenen havde til gode hos os.

Her sagde jeg med henvisning til en grafisk fremstilling, som viste udviklingen i udlandsgælden, at "hvis vi bruger vores store, fine tusindårsmodeller, ja, så har vi løst globaliseringen. For over tid ender det med, at vi ejer hele verden. Og så er dét problem løst. Men måske viser det dog udfordringen i at bruge langsigtede modeller - at de nok har en begrænsning alligevel."

Hele pressemødet blev optaget på video, herunder citatet. Citatet kan ses på linket til højre.

Bemærk venligst i forhold til tusindårsmodeller, så er der tale om modeller, hvor intervallerne ud af aksen løber med 1000 års-intervaller (1000 år, 2000 år, 3000 år, 4000 år, osv.).

Min bemærkning - der var sagt med et glimt i øjet - var netop ment som en løftet pegefinger i forhold til det at lægge for meget vægt på langsigtede fremskrivningsmodeller, hvilket sikkert mange i dag - med den omsiggribende finanskrise - vil kunne se det fornuftige i.

Hvis professor Asbjørn Sonne Nørgaards udtalelse er korrekt citeret, så er der med andre ord ikke alene tale om en forkert gengivelse af mine ord, men også en alvorlig fejlfortolkning af budskabet.

Med venlig hilsen
Thor Pedersen
Folketingets formand


Svar

Kære Thor Pedersen

Det er med glæde, at jeg kan konstatere, at du har taget dig tid til at læse det interview om kommissioner, jeg har givet til DJØF-Bladet (nr. 4, 2009). Du har fanget mig i et indirekte fejlcitat af dine udtalelser som finansminister d. 29. august 2006.

Du har fuldstændig ret i, at jeg har fejlciteret dig. Citatet er, som du rigtigt gætter, taget fra medierne. Jeg beklager. Lige som du må også jeg konstatere, at man skal være varsom i sin omgang med medierne. Nuancer kan gå tabt, både på afsender- og modtagersiden.

I øvrigt har fejlcitatet ingen som helst betydning for min pointe om, at regeringer bruger kommissioner til at modne vanskelige reformer og undsiger kommissioners anbefalinger, når de forekommer politisk uhensigtsmæssige.


Med venlig hilsen
Asbjørn Sonne Nørgaard

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Ankestyrelsen
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet