Statens vicevært

12-02-2009
2 min.

Slots- og Ejendomsstyrelsens ansvarsområde spænder lige fra kongehusets boliger til Christiania. De administrerer og passer på statens ejendomme samt danske slotte og haver.

"Grundlæggende laver vi to ting. Vi skaffer lokaler og bygninger til en masse centrale statslige formål. Først og fremmest kontorer, men også domstolsbygninger og bygninger til regeringen, politiet og kongehuset. Det andet er, at vi passer på en lang række spændende gamle bygninger, som er en uvurderlig del af vores kulturarv. De to ting er blandet sammen, fordi en masse af kontorerne og stabsfunktionerne netop ligger i de her skønne bygninger," fortæller cand.scient.pol. Carsten Jarlov, direktør i Slots- og Ejendomsstyrelsen.

"Om morgenen handler det om Christiania, om formiddagen om politiet i Horsens og om eftermiddagen om kronprinsparrets nye bolig," fortæller han.

Der arbejder cirka 330 personer i Slots- og Ejendomsstyrelsen. De er en kombination af de klassiske DJØF-grupper: Jurister, økonomer og statskundskabere. Men der er også en stor gruppe af arkitekter, gartnere og teknikere, der sørger for, at den daglige drift af ejendommene kører på skinner.

"En af de meget spændende opgaver herinde er at sikre samspillet mellem de forskellige faggrupper. Det er vigtigt - ingen af grupperne kan klare sig alene," siger Carsten Jarlov.

Håndgribeligt produkt

En anden spændende ting ved styrelsen er, ifølge Carsten Jarlov, at de har et meget håndgribeligt produkt i form af deres huse, haver og slotte.

"Vi læner os op ad nogle af samfundets hovedhistorier. Christiania og kongehuset er åbenlyst to af det danske samfunds hovedhistorier, men det gælder også for alle de centrale statsfunktioner," siger Carsten Jarlov, ikke uden begejstring i stemmen.

Styrelsen ligger under Finansministeriet og fik i 2004 overdraget ansvaret for Christiania. Et ansvar der tidligere lå hos Forsvarsministeriet. Med Christiania har de oplevet en interesse fra offentligheden, som de ikke har været vant til i andre sager. De gør derfor meget ud af at informere om sagen, og Carsten Jarlov fortæller, at han stiller op til stort set alle interviews, der handler om fristaden.



"Vi har sagt åbenhed fra starten af. Vi har en klar kommunikation af de præmisser, som vi arbejder ud fra, nemlig den lovgivning om Christiania, som blev vedtaget i 2004."

Det går ham ikke på, at styrelsen i forhold til Christiania sagen til tider bliver udstillet som skurk i pressen.

"Vi føler os ikke som en skurk, så vi tager det ikke så tungt."

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.