SKAT: Forrykt at skære SUen

13.2.2009

af

35 mia. kr. er mange penge at sætte i spil. Men der kommer alt for lidt ud af dem. Og så er det forrykt at skære i SUen. Samlet set synes DJØF ikke, at skattekommissionens forslag til en skattereform er målrettet nok.

"Problemet er, at der mangler højtuddannet arbejdskraft i Danmark, og skattekommissionens forslag skal måles på, om det problem bliver løst," siger Ole Bech Lykkebo, chefkonsulent i DJØF.

Allerede forrige år meldte DJØF sig på banen med forslag om at lempe topskatten, så kun halvt så mange skulle betale den. Pengene skulle blandt andet komme fra regulering af forskellige punktafgifter, loft over indbetalinger til ratepension og en afvikling af det særlige nedslag i ejendomsværdiskatten, som boligejere, der har købt bolig før årsskiftet 1997/98, nyder godt af.

Men DJØF kunne ikke krydse mange af ønskerne på listen af, da skattekommissionens forslag til en skattereform blev offentliggjort forleden. Ud af de 35 mia. kr., som Carsten Koch lagde op til i skattelettelser, skulle 12 mia. kr. gå til at fjerne mellemskatten og lette topskatten. Og det er skævt, mener DJØF.  

"Der er klart størst samfundsnyttig effekt ved at reducere topskatten, det erkender kommissionen også selv. Så er det da ikke målrettet nok kun at bruge en tredjedel af pengene der, hvor de virker," mener Ole Bech Lykkebo.

To skridt frem og et tilbage

Forslaget om at finansiere dele af skattelettelserne ved at indføre et loft på fire års SU, kalder DJØF direkte for et skridt i den forkerte retning.

"Kommissionen overser effekterne for de studerende her og nu. Det kan da godt være, at de har udsigt til at betale mindre topskat engang ude i fremtiden, men det kan de altså ikke betale husleje, mad og bøger med," siger Ole Bech Lykkebo, som hellere så, at både skatte- og uddannelsessystem blev indrettet, så det blev mere attraktivt at give sig i kast med en lang uddannelse.

"Skrækscenariet er, at forslaget, hvis det bliver vedtaget, vil animere flere til at tage en kortere uddannelse. Og allerede nu ved vi, at bachelorer både har højere ledighed og lavere løn end kandidater."

Forslagene om at reducere fradrag for A-kasse og fagforeningskontingent har naturligt nok heller ikke groet i DJØFs have, siger chefkonsulenten. Det samme gælder fjernelse af skattefordele på frynsegoder.

"60 % af vores privatansatte medlemmer har en sundhedsforsikring, så isoleret set går vi ikke ind for de forslag. Men hvis der havde været en bedre balance i det samlede regnestykke, så pengene var kommet derhen, hvor de virker bedst, kunne vi godt gå med til at tage noget af det sure også." 

Unge rammes hårdt

Endelig er der spørgsmålet om boligbeskatning. DJØFs holdning er, at det var uklogt af regeringen at binde skattekommissionens hænder på spørgsmålet om ejendomsværdibeskatning. Nu har kommissionen så foreslået at sænke rentefradraget, men det risikerer at skabe et generationsproblem, forudser DJØF.

"Forslaget gør det dyrere at have gæld, så det rammer især de unge boligejere, der har måttet investere til høje priser. Samtidig beholder de boligejere, der har haft deres hus i mere end 10 år og som derfor har fået de store værdistigninger, en rabat på ejendomsværdiskatten. Det må politikerne lave om på i de kommende forhandlinger," slutter Ole Bech Lykkebo, som forventer, at DJØF fortsat vil deltage aktivt i skattedebatten hen over foråret.

"Vi vil i hvert fald bidrage til, at ulemperne ved at beskære SUen kommer til at stå lysende klart for de politiske ordførere."

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet