Når hardware er låg på lokummet

12-02-2009
11 min.

Mellem latriner og ledelsesrådgivning på grænsen til Congo. Cand.scient.soc. Anders Skjelmose er udsendt som delegat for Dansk Røde Kors i det vestlige Uganda. DJØF Bladet tog med på en arbejdsdag i felten.

Væggene er lavet af bambuspinde, og selvom de mange sprækker sørger for en smule ventilation, er luften varm og tung. Taget består af gamle poser, iturevne pressenninger og lidt blikrester hist og her. På ingen måde nok til at kunne reflektere den stærke sol. Udenfor mellem de små lerklinede hytter er landsbyens kvinder i gang med dagens gøremål. Der bliver lavet mad, vasket tøj og hentet vand.

Vi befinder os langt ude på landet i det vestlige Uganda, kun få kilometer fra grænsen til Congo. Lige ovre på den anden side af grænsen ulmer en humanitær katastrofe, men her ånder alt fred og idyl. Kun landsbyens obligatoriske soldat bevæbnet med sin kalashnikov vidner om, at krig og konflikter ikke er langt borte.

En lille flok lokale Røde Kors-frivillige, der laver oplysningsarbejde i hver deres landsby, er bænket langs væggen i den lille hytte.

"Hvorfor sidder I helt derovre," spørger cand.scient.soc. Anders Skjelmose, som sidder på dét, der helt tydeligt er ærespladsen i den primitivt indrettede hytte. De frivillige rykker tættere på.

Anders Skjelmose er udsendt som delegat for Dansk Røde Kors og fungerer som rådgiver i et større vand- og sanitetsprojekt. Han rådgiver mest om 'softwaredelen', som han kalder det - organisationsudvikling, ledelsesrådgivning, oplysningsarbejde og den slags. Lokale ingeniører tager sig af 'hardwaredelen' såsom bygning af latriner og brønde.

Anders Skjelmose spørger den lille flok, hvordan det går med arbejdet i landsbyerne. Lidt tøvende begynder de frivillige at fortælle om små succeser og udfordringer. Flere er begyndt at vaske hænder efter toiletbesøg, og flere er blevet bevidste om at bevare drikkevand på en måde, så det ikke kommer i kontakt med dyr og insekter. Men nogle steder er der problemer. Mange latriner falder sammen, fordi grundvandet ligger så højt, at jorden skvatter sammen, når det regner. Nogle af vandpumperne er i stykker. Brænde til at koge vand er en mangelvare. Og så begynder folks regnjakker at falde fra hinanden. Er det mon muligt at få nogle paraplyer?

Anders forsøger på en pæn måde at få fokus tilbage på vand og sanitet.

"Hvordan løser I problemet med sammenstyrtede latriner," spørger han.

Det virker ikke, som om der er nogen let løsning, og den lille forsamling enes efter lidt diskussion om, at projektets ingeniører nok kan løse problemet ved at støbe nye latriner et stykke over jorden.

Anders noterer det hele ned.

Klassisk djøf-arbejde i en anden virkelighed

"Til hverdag består mit arbejde som delegat egentlig mest af klassiske djøf-opgaver, det er bare en anden kontekst," forklarer Anders Skjelmose.

Projektstyring, budgetter og møder med embedsmænd og projektansatte fylder meget. Men selvom opgaverne til forveksling ligner enhver anden djøfers, kommer mødet med den afrikanske virkelighed hele tiden på tværs.

"Jeg er ofte fanget mellem to virkeligheder. Den typiske europæiske effektivitet, hvor EU-kontoret i Kampala kræver rapporter her og nu. Og så virkeligheden på landet i Afrika, hvor det aldrig rigtigt er til at forudse, hvad der sker. Pludselig er der ikke benzin, strømmen ryger, eller også indfører præsidenten impulsivt en national fridag.

Jeg kan i kraft af min uddannelse sidde og lave fine analyser og planer, men så kommer den afrikanske virkelighed konsekvent på tværs. Det kræver, at man er fleksibel og omstillingsparat. Samtidig er det jo også det, der er med til at gøre min hverdag fantastisk spændende og varieret," siger Anders Skjelmose.

Hverdagen er mindre stressende end hjemme. Der er bedre tid til komme i dybden med opgaverne. Og der bliver brugt meget tid på at sparre og diskutere med de lokalt ansatte Røde Kors-medarbejdere.

"Hvis min rådgivning skal nytte, forudsætter det, at jeg hele tiden taler med mine lokale kolleger. De kender konteksten og ser ting, jeg ikke ser, mens jeg nok bidrager med at se tingene i et lidt større og længere perspektiv."

Latrin-sightseeing

Tiden er kommet til rundvisning i landsbyen. Ad en støvet sti går det lille følge hen til to små lerklinede bambushytter.

"One is for men. One is for women," siger Røde Kors-frivillig Donata Komuhangi om de renoverede latriner.

Og der er kommet låg på hullet, konstaterer Anders, da han stikker hovedet ind gennem den lille døråbning.

"Latriner er vigtige. Så besørger folk ikke i marken mellem grøntsager og andre fødevarer. Låg er med til at øge hygiejnen og begrænse antallet af insekter," forklarer Anders Skjelmose.

De lokale har også etableret en interimistisk håndvask. Den består af en lille gul plastikdunk med vand og lidt sæbe. Der er lavet huller i låget på dunken for at spare på vandet, og sæben er placeret i en lille dåse, så landsbyens geder ikke spiser det.

Området er ekstremt frodigt, så det skorter ikke på fødevarer. Her er ingen oppustede maver eller andre tegn på underernæring, men kolera og andre vandbårne tropesygdomme er udbredt. Sygdomme som kan begrænses med simple faciliteter og oplysning om basal hygiejne.

Den lille skare af Røde Kors-medarbejdere og -frivillige fortsætter turen. Næste stop er landsbyens brønd.

"It is broken" siger Donata Komuhangi.

Der kommer kun en smule vand, da Anders tester den. Projektets teknikere må se på den, erkender han.

De frivillige er tydeligt opsatte på at vise projektets eneste 'mzungu' (hvide, red.) alle de seneste fremskridt. Under den bagende sol går turen ad små stier gennem jordlodder med grøntsager, bananpalmer og figentræer. På vejen møder vi kvinder og børn, som er på vej hjem fra dagens arbejde i marken. Selv de mindste yder deres.

Endnu et latrin og endnu en lokal håndvask vises frem. En enlig kvinde viser, hvordan hun nu opbevarer drikkevandet særskilt i gule dunke med låg inde ved siden af sengen. Anders nikker anerkendende.

"Den største smittekilde i forbindelse med vand sker mellem kilde og husholdning. Så vi kommer med forslag til, hvordan drikkevand kan opbevares, uden insekter og dyr kommer i forbindelse med det," fortæller Anders Skjelmose.

Han har set det hele før - mange gange - men lader sig alligevel høfligt vise rundt. Det er ikke hver dag, der kommer en 'mzungu' på besøg.

Turen går nu tilbage mod provinshovedstaden Fort Portal, hvor Anders Skjelmose residerer og deler kontor med projektets øvrige ledelse. På vejen slår vi et smut forbi endnu en landsby og flere latriner.

Et af de steder, hvor Anders Skjelmose, ud over antallet af opførte brønde og latriner, umiddelbart kan se, han gør en forskel er, når de lokale kolleger rykker sig fagligt. Når han kan iagttage, at de begynder at bruge nogle af de metoder, han har foreslået.

"Det er fedt, når dét lykkes. Hvis jeg ikke oplevede, at jeg gjorde en forskel, ville jeg ikke være her," siger han bestemt og understreger, at det er vigtigt at holde fokus på den lange bane:

"I den her sammenhæng er ét år meget kort tid. Vi snakker adfærdsændringer."

Nogle gange kommer han dog i situationer, hvor det virker lettere selv at løse opgaverne. Det sker især, når han bliver frustreret og tænker: 'Hvor svært kan det være?'. Men så husker han sig selv på en tidligere kollegas gode råd om ikke at blive 'Mr. Fix it all':

"Dont go down that road. There are many and you are only one."

Test for parforholdet

Opholdet i Uganda er ikke kun en udfordring arbejdsmæssigt. Også privatlivet bliver sat på en prøve.

Anders Skjelmose har haft sin kæreste med fra starten. Faktisk er han ikke sikker på, at han ville kunne holde ud at bo så langt ude på landet, hvis han havde været alene. Og selvom kæresten var heldig og hurtigt fandt et meningsfyldt arbejde hos en lokal forskningsorganisation, har det ikke været uproblematisk.

"Det er virkelig en test for ens forhold. Alting bliver sat på spidsen på en anden måde end derhjemme. Vi er kommet meget tættere på hinanden hernede. Vi har skullet etablere os helt fra bunden, og det er jo ikke sådan, at man lige kan smutte hen til vennerne, når det brænder på," forklarer han.

Parret bor i noget, som ligner et parcelhus fra Køge, der er faret vild i Afrika. Nu har det så fundet hvile på en lille bakke i det vestlige Uganda med en fantastisk udsigt over den bjergkæde, der udgør grænsen til Congo. De har bevidst trodset normen og valgt selv at stå for det meste af den almindelige husholdning. Ellers er det normalt med 'luksus' som rengøringshjælp, kogekone og barnepige, hvis der skulle være behov for en sådan.

Den daglige trummerum er også anderledes her 6.500 kilometer sydøst for Holmbladsgade på Amager, hvor de normalt holder til.

"Man kan let blive irriteret over småting, der ikke fungerer. Så går strømmen, og så virker vandpumpen ikke. Til gengæld er der langt færre forstyrrende elementer end derhjemme. Vi kommer ned i tempo. Der er masser af tid til at læse og snakke. Vi bliver ikke hele tiden stillet overfor at skulle tage alle mulige til- og fravalg, som man gør derhjemme. Der er meget indre støj hernede," siger Anders Skjelmose.

Det virker, som om hverdagen på mange måder er mere enkel, mens nogle ting forekommer helt vanvittigt komplicerede.

Ude eller hjemme

Anders Skjelmose lægger ikke skjul på, at han elsker sit arbejde og liv i Uganda. Det eneste, han indimellem savner, er familien og vennerne.



"Der er en frihed og et manøvrerum, jeg helt sikkert kommer til at savne, når jeg tager hjem - både privat og arbejdsmæssigt. Det betyder også meget, at jeg føler, jeg gør noget godt. Og selvom arbejdet hernede kræver stor tolerance og ydmyghed, så bliver det nok svært at finde et arbejde derhjemme, hvor jeg kan få samme grad af variation og frihed i arbejdet."

Efter at have fulgt Anders Skjelmose en enkelt arbejdsdag er det ikke svært at forstå, hvad han mener. Fra landsbybesøg og latriner til personaleledelse og organisationsudvikling. Alt sammen langt ude på landet i en fremmed og spændende kultur, hvor en 'djøf-mzungu' fra Danmark har en helt særlig position på godt og ondt. Det bliver ikke let at finde noget lignende hjemme i andedammen.

Rejsen til Uganda blev støttet af Dansk Røde Kors.

Rural water and sanitation programme

Vand- og sanitetsprojektets mål er at begrænse udbredelsen af kolera og andre vandbårne sygdomme ved at sørge for lettere adgang til rent vand og forbedre den generelle hygiejne.

Projektet dækker 14 kommuner, 558 landsbyer og flere end 400.000 mennesker i det vestlige Uganda. Første trin er oplysning om basal hygiejne og sanitet, mens næste trin fokuserer på bygning af latriner, vandpumper og andre simple faciliteter.

Projektet har et samlet budget på 4,2 million euro. Det samfinansieres af EU (75 procent), Danida (12,5 procent) og Dansk Røde Kors (12,5 procent) og implementeres af Uganda Røde Kors med rådgivning fra Dansk Røde Kors.

Røde Kors delegatprogram

Dansk Røde Kors udsender hvert år delegater til katastrofer og udviklingsprojekter rundt om i verden. De fleste er korttidsdelegater, der udsendes i forbindelse med naturkatastrofer og som typisk har sundhedsfaglige eller tekniske baggrunde.

En mindre del af delegatprogrammet fokuserer på langsigtede udviklingsopgaver. Her er delegaterne som regel udsendt i to til fem år og har typisk samfundsvidenskabelige baggrunde. Arbejdet består mest af klassiske djøf-opgaver som projektstyring, organisationsudvikling og ledelsesrådgivning.

"Det er katastrofeforberedende arbejde. Vi fokuserer mest på kapacitetsopbygning af nationale partnerorganisationer, så de bliver bedre i stand til at håndtere katastrofer. Det er en stor ledelsesmæssig udfordring at koordinere mange tusind frivillige i forbindelse med fx naturkatastrofer. Derudover har vi enkelte delegater, som er tilknyttet specifikke projekter inden for sundhed, vand og sanitet," fortæller Søren Hougaard, leder af Dansk Røde Kors i Østafrika.

På verdensplan er omkring 75 udsendt som langtidsdelegater for Dansk Røde Kors. Alene i Østafrika er der 11, hvoraf de fleste er udstationeret i de større byer, mens enkelte er udstationeret i provinsen.

"Delegater er typisk 30-50 år. Nogle ser det som en chance for at prøve noget nyt, mens andre ser det som en egentlig karrierevej. Vi prøver at have et miks af unge og mere erfarne folk. Man skal ikke nødvendigvis have mange års erhvervserfaring for at komme ud som delegat," siger Søren Hougaard.

De fleste steder er det ikke noget problem at have familien med. Mange oplever faktisk, at de har meget mere kvalitetstid med børn og familie end derhjemme.

"Der er mere tid til at arbejde, mere tid til én selv og mere kvalitetstid med børnene," som en udstationeret djøfer formulerede det.

Enkelte steder er posterne dog ikke til familie og børn, forklarer Søren Hougaard og nævner Sydsudan som eksempel.

Alle stillinger bliver slået op, og vilkårene kan sammenlignes med dem, der gælder for ansatte i Udenrigsministeriet og Danida. Det er dog også muligt at skrive sig på en delegatliste og blive kontaktet, hvis Røde Kors får brug for ens kompetencer.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.