Et skridt frem og to tilbage

Helt overordnet er det befriende, at Anders Fogh Rasmussen og hans regering anerkender, at eksperter og "smagsdommere" er et væsentligt element, når der seriøst skal gøres op med otte års forstenet skattepolitik. Det er en klog erkendelse, og Skattekommissionens samlede udspil viser, at politikerne har brug for et gennemtænkt og sammenhængende forarbejde til en vigtig politisk proces. Lad os håbe, at arbejdet danner præcedens for fremtidens politiske projekter.

Mere konkret er det væsentligt at få nedsat skatten på arbejde. Den største udfordring er, at arbejdsstyrken er for lille - især den højtuddannede. Derfor er det afgørende, at skattesystemet arbejder for mere uddannelse. Ikke imod. Her er det vigtigt, at kommissionen for alvor tager hul på at lette topskatten, som reelt fungerer som en skat på uddannelse. Ærgerligt, at man kun bruger en tredjedel af de økonomiske kræfter på opgaven, når det samtidig dokumenteres, at det er her, der er de største samfundsøkonomiske effekter.

I dag rummer uddannelse mange attraktioner for den enkelte. Den økonomiske attraktion er ikke en af dem. År efter år viser OECD i rapporten "Education at a Glance", at Danmark er et af de lande, hvor det økonomiske udbytte af at tage en lang uddannelse er lavest. Det er klogt, at Skattekommissionens udspil gør op med det negative skatteincitament.

Så meget mere må man undre sig over, at samme kommission foreslår at fjerne de sidste to års SU. Begrundelsen er, at de studerende, der gennemfører en uddannelse, er dem, der i et livsperspektiv, får mest ud af skatteudspillet.

Men Skattekommissionen misforstår hele pointen. Hvis vi er enige om, at uddannelse er vigtig, så nytter det ikke at give med den ene hånd og tage med den anden. Den studerende kan ikke leve af forventninger til en indkomst i en fjern fremtid. Det er for billigt at henvise til flere studielån, når der samtidigt lægges op til en beskæring af rentefradraget - noget, der også tynger de unge generationer, der skal etablere sig på boligmarkedet. Og henvisningen til, hvordan andre lande har indrettet deres uddannelsessystemer, er helt underordnet. Det er her og nu, vi mangler flere højtuddannede.